Ved første gennemlytning virker alt umiddelbart til at være ved det gamle på Robyns seneste album Honey. De første toner på åbningsnummeret og førstesinglen “Missing U” skriger Robyn, som man kender hende bedst. Klirrende synths, “foden-i-gulvet”-taktart samt en energisk og målrettet vokal fra den svenske popstjerne skaber til sammen det fængende lydbillede. Det minder miskendeligt meget om “Call Your Girlfriend”, “With Every Heartbeat” og ikke mindst “Dancing on My Own”, men når man spidser ørerne, er forskellen til at føle på.
For Robyn er ikke den samme, der stolt flagrede sin uafhængighed på dansegulvet i 2010. “Missing U” er rigtig nok et storladent, energifyldt electropop-nummer, men gennem teksten opdager man, at solisten her er anderledes fortabt og mere sårbar end nogensinde før. Sangen er fyldt med hjerteskærende simple beskrivelser af den mentale sindstilstand, der præger én i perioden efter et brud. Formulerniger som: »Can’t make sense of all of the pieces / Of my own delusions / Can’t take all these memories / Don’t know how to use ‘em« og ikke mindst »There’s this empty space you left behind / All the love you gave, it still defines me,« der gentages igen og igen ved nummerets afslutning, indeholder poesi og ulykkelig ærlighed nok til en nordisk digtsamling.
Jeg er normalt ikke meget for at bringe detaljer om kunstnernes personlige liv ind i en anmeldelse, men i dette tilfælde er albummet så ærligt og personligt, at det kun giver mening. For siden Robyns seneste udgivelse har hun gennemlevet to store, personlige kriser. Albummets temaer er en direkte spejling af hendes brud og efterfølgende forsoning med musikvideo-instruktøren Max Vitali, men desperationen blev til dels også født ud af dødsfaldet af Robyns gode ven og samarbejdspartner Christian Falk, der døde af kræft i 2014. I et interview med Time Magazine fortæller Robyn om sin motivation:
»When you go through big changes, when people die, or you break up with someone, whatever, it destabilizes you in this intense way. It wasn’t about coming back to a normal life. don’t think I’ll be able to go back to feeling the security that I felt before — that’s gone. I’m so much more aware of how unstable the world is. Even the things we take for granted.«
Desperationen kan mærkes i Robyns vokal, der også føles mere rå og fejlbarlig end på tidligere produktioner. Kuldegysningerne melder sig i hvert fald hos undertegnede, når hendes stemme papirstyndt og desperat synger: »And it makes me want to cry« på “Because It’s in the Music”. Hun lyder så sårbar på nummeret, at man næsten er bange for hun helt opløses — men komplimenterer det med en levering så sexet, at kinderne blusser rødt på titelnummeret “Honey”. Generelt er der en overflod af følelsesmæssig pondus i Robyns stemmeføring på albummet, der virkelig giver tyngde til de spartanske tekster. Der bliver leget med vokalens betydning, når hun går fra en sagte hvisken til en kraftigere og mere soulet vokal på “Send to Robyn Immediately”.
Det helt store kunststykke på “Honey” er den hakkende, uordentlige optøning af den isnende fortvivlelse. Albummet er sekventeret kronologisk, så numrene kommer i den rækkefølge de er skrevet i. Her er ingen blød overgang. Ingen ordentlig og gradvis tilbagevenden til normalen. Efter fortabelsen på åbningsnummeret, søger hun igen menneskelig kontakt på dansegulvet (“Human Being”), for dernæst at genspille netop dén sang, der minder hende om den kærlighed, hun har tabt (“Because It’s in the Music”).
Robyn fortsætter skizofrent med at søge tilgivelse (“Baby Forgive Me”), bede sin kærlighed om handling (“Send to Robyn Immediately”), overgive sig til sine fysiske behov (“Honey”), genfinde spændingen ved flirten (“Between the Lines” og “Beach2k20”), for til sidst igen at overgive sig til den fuldkomne naive kærlighed på “Ever Again”. Bølgegangen afspejler smukt den splittede ud-af-kroppen oplevelse, som et ekstra hårdt brud efterlader dig i.
Det er netop observationer som denne, der løfter Honey over den forventede status som elektronisk popbasker. De rørende tekster gør dog ikke på arbejdet på egen hånd, for produktionerne er ligeledes et kunststykke udi underspillet elektronisk pop. De velkendte toner på “Missing U” komplimenteres af en langt større grad af løssluppenhed i både strukturer og lydbillede, end tidligere hørt i Robyns diskografi.
Albummets lyd er stærkt inspireret af 90’ernes bevægelser inden for både techno, dance og house, men lyder alligevel fremadskuende og ikke mindst voldsomt groovy til sammenligning. Blandt højdepunkterne er den langsomt opbyggende “Send to Robyn Immediately”, produceret af Adam Bainbridge, der også tidligere har udgivet musik med Robyn under sit solo-alias Kindness, 90’er-house-renæssancen “Between the Lines” og ikke mindst den sveddryppende “Honey”.
Robyn leverer som forventet club-bangers nok til en hel aften på Honey. Der er meget få kunstnere, der fuldstændigt overlegent kan skrue et electro-popnummer sammen, men på dette album bygger hun på med en løsere, mere eksperimenterende og underspillet tilgang til lydbilledet. Kombineret med rå ærlighed og eminent stemmeføring er Honey Robyns klart bedste album til dato. Det er faktisk et af årets bedste. Nej. Det er årets bedste album. Tack så mycket.
