Danske Marie Dahl har til hverdag base i Berlin og har der skrevet musikken på denne plade, som – på bedste globetrotter-manér – er indspillet i København og New York. Lige så alsidige og forskelligartede, som disse steder er, er musikken på Adelaide and Hell’s Bridegroom dog ikke. I hvert fald ikke stemningsmæssigt. Det er eftertænksomhed og afdæmpet melankoli, der er kodeordene her. Heldigvis undgår musikken at blive deprimerende; i stedet er der tale om dybsindige tanker om ting og mennesker i livet og omverdenen, der ikke altid er til at forstå.
Primært handler Adelaide and Hell’s Bridegroom om kærlighed og forhold mennesker imellem. Det er umiddelbart et emne, der er så godt og grundigt gennemtærsket, at man ikke kan gøre meget nyt ved det. Men Marie Dahl har ordet i sin magt, og derfor bliver det hverken sukkersød kærlighed eller en ubegrundet ulykkelig en af slagsen, som det ellers alt for ofte høres i musik. Følelser og tanker beskrives i et sprudlende og alsidigt sprog, som gør, at den ofte melankolske stemning holdes i skak og bliver lettere og indbydende at lytte til. Således kan et tungt tema som ulykkelig og ugengældt kærlighed beskrives uden brug af platte og opbrugte klichéer, men på underfundig og symbolsk vis i nummeret ”Stray Dogs”: »You are an endless field / and I will lay me down where a hundred men has died.«
Et andet eksempel berører tanker om kærligheden og de mennesker, man elsker, som en del af en større sammenhæng i livet: »Like a landscape you’re an ever changing picture in my view / molded by the weather and the hands of the people who are given to and taken from your mind / shaping what’s supposed to be your life.« Lyrikken er fra “The Picture”, der med sine countryinspirerede toner skiller sig ud fra den gennemgående mere stille og melodiske lyd på albummet. En yderst positiv egenskab, da den musikalske del af Adelaide and Hell’s Bridegroom har en tendens til at blive ensidig.
Til gengæld fungerer den mere poppede melodi i sangen ”Breath” slet ikke. Nummerets indledende instrumentelle optakt til Dahls vokal lyder som en melodi og rytme, et barn har sat i gang på automatknappen på sit legetøjskeyboard. Endvidere synes teksten enkelte steder ligeledes at halte bagefter. Det er udsagn som »You could be my perfect accessory,« der gør, at tankerne ledes hen på dårlig pop og næsten skaber associationer til Lady Gaga, Britney Spears og andet uopfindsomt godtfolk. For at bruge forfatteren Joseph Conrads berømte ord fra slutscenen i romanen “Heart of Darkness”: »The horror!« Det er tydeligt, at det ikke er her, Marie Dahls styrke ligger. Hvis denne type musik er alternativet til den lidt ensformige melodiske lyd, der ellers præger albummet, foretrækker jeg ensformigheden.
De ensidige numre er nemlig, trods manglen på foranderlighed, generelt smukke at lytte til; blot bliver det for meget med et helt album, der stort set kører i samme rille. Det er synd, for det gør, at numrene overlapper hinanden så meget, at man ikke rigtig kan adskille dem efter endt lytning, men nærmere har en følelse af at have hørt på én lang melodi, der undervejs har enkelte mere eller mindre vellykkede sidespring over i andre genrer.
Marie Dahls store force er altså uden tvivl hendes talent for at skrive tekster. Når det kommer til de akkompagnerende melodier, holder hun sig i den stilfærdige ende, men det fungerer, forstået på den måde at musikken understøtter det tematiske i teksterne. Desværre bliver det også meget ensformigt. Og de få forsøg, hun gør på at bryde med ensidigheden, lykkes desværre ikke så godt – bortset fra på det tidligere omtalte countryinspirerede nummer ”The Picture”, der faktisk er pladens bedste. Ikke det nye års bedste album, men alt i alt har Adelaide and Hell’s Bridegroom mange gode facetter, der gør den et lyt værd.
