Plader

Purple Mountains: Purple Mountains

Efter knap et årtis pause fra den musikalske scene er den amerikanske singer-songerwriter David Berman tilbage. Under navnet Purple Mountains spiller han ukompliceret indie-country tilsat nogle tekster, der konstant balancerer på kanten af det sentimentale og selvsmagende, og det interessante.

For mange vil navnet David Berman ikke have nogen betydning, men for nogen fører det straks tankerne hen på bands som Pavement og Silver Jews og singer-songwriters som Stephen Malkmus og andre alternative undergrundskunstnere. I de kredse har Berman spillet en vigtig rolle de sidste 30(!) år, og det er derfor ikke uden en vis betydning her, at han nu, efter en musikalsk pause på næsten ti år, smider ny musik på gaden under navnet Purple Mountains.

Efter ti år er det svært at vide, hvad man har i vente med dette selvbetitlede album, men hvis man var til Silver Jews, og i det hele taget er til kunstnere såsom Conor Oberst/Bright Lights og Will Oldham/Bonnie ‘Prince’ Billy, sidstnævnte med hvem han også deler pladeselskab, så vil man højst sandsynligt også kunne lide Purple Mountains. Fængende melodier fanget et sted mellem alternativ rock og country tilsat finurlige og personlige tekster, der både bider sit fast i hjernen og i hjertet.

Eller hvad?

Det er tydeligvis sådan, at pladen skal høres og forstås, men i modsætning til fx Oberst eller Oldham, så mangler Berman simpelthen den nerve, både i munden og i pennen, som gør de to andre ikke bare interessante men rigtig interessante. Åbneren ”That’s Just the Way I Feel” skal vist forestille at være et selvironisk selvstudie i menneskets tilstand, men ender egentlig med at blive et lidt halvirriterende studie i Berman selv. Jovist, han kan bestemt være sjov – »When I try to drown my thoughts in gin/ I find my worst ideas know how to swim« er et glimrende eksempel på dette – men hele tredje vers, ”I met failure in Australia…” og så videre, lyder som noget, der er blevet skrevet udelukkende ved hjælp af en rimordbog og muligvis en flaske af føromtalte gin. Det er ikke sjovt; det er fjollet. Og den lidt for lalleglade country-jamboree melodi, stående bevist i kontrast til det ”seriøse” indhold, hjælper virkelig ikke på den overordnede følelse af irriterende fjollethed, som plager ikke kun dette nummer men hele pladen. Pladens andet nummer, ”All My Happiness is Gone” lægger ud med en banalitet af værste skuffe, »Friends are warmer than gold when you’re old«, og jeg skal ærligt indrømme, at det er svært at tage ret meget seriøst efter sådan en fjollet observation og et virkelig underligt postulat. ”Darkness and Cold” gentager sin egent titel 26 gange, og hvad der egentlig skulle forestille at være en stille ballade om et ægteskab i opløsning ender med at drukne i gentagelsens kedsomhed og mister til sidst al betydning.

Meget bedre går det på nummeret ”Maybe I’m the Only One for Me”, et nummer vi desværre først kommer til til allersidst på Purple Mountains. En bitter og forsmået jeg-fortæller svælger i relaterbar selvmelidenhed, mens han kigger på alle parene hånd i hånd omkring sig og indser, at han nok er nødt til at lære at holde af sig selv. »If no one’s fond of fucking me/ Maybe no one’s fucking fond of me« er en verselinje, der sublimt balancerer mellem det kløgtige, det velskrevede og det, der gør virkelig ondt, og her passer den lalleglade country-jamboree melodistil perfekt til. Her sidder det efterstræbte tragikomiske udtryk lige i skabet.

Men der er langt til sidste nummer, og dykker vi ned i midten af pladen finder vi det stille nummer ”I Loved Being My Mother’s Son”, som jeg 100% ender i Helvede for (heller) ikke at bryde mig om. Nummeret handler om Bermans tab af sin mor, og det er virkelig ikke særlig sjovt at skulle sige det her, men teksten er meget, meget, meget tæt på bare at være noget sentimentalt pis. Beklager. En enkelt smuk og fin og dybfølt verselinje, »I wasn’t done being my mother’s son« forsvinder ned i en lyserød sødsuppe af intetsigende klicher såsom »She helped me walk, she watched me run« og »I loved her so because/ She was so kind and genuine«. Følelsesladet eller ej, så er det ikke særlig godt. Søges: objektiv, kunstnerisk selvkritik, tak.

Til slut skal nævnes Bermans stemme, for vi kommer simpelthen ikke uden om dens flade, monotone udtryk. For mørk til at være rigtig spinkel, og for tynd til at være buldrende ender den med bare at skære i ørerne, og jeg er sikker på, at havde hans stemme været bare en smule stærkere eller mere interessant eller mindre strippet for al emotionalitet i et eller andet misforstået forsøg på at lade teksterne tale for sig selv, så havde jeg højst sandsynligt kunne mærke ham, og teksterne, og pladen mere mere, banaliteter inklusiv. Men kombinationen af denne type musik, der i et forsøg på at udstille de svære, sarte følelser lader teksterne angive det åbenlyse, og så en stemme der langt hen ad vejen nægter at beskæftige sig med noget, man kan kalde emotionalitet, fungerer bare rigtig dårligt. En genistreg i form af et vers her eller endog en hel sang der, men resten forbliver irriterende, fjollet eller i bedste fald lidt ligegyldigt.

★★½☆☆☆

5 kommentarer

  • Gad vide om anmelderen har skuftet syn på pladen, efter at kunstneren tog sit eget liv, et par uger efter udgivelsen.
    Pladen handler stort set om hans skilsmisse efter et 20 år langt ægteskab.

  • Der spilles på en hårfin balance mellem det tragiske og det komiske, men det lyder let og legende for Berman (selv om det er selvbiografisk og blodig alvor) der sammen med super velspillende Wood leverer en kunstnerisk kraftpræstation med forholdsvis enkle midler. Synd at anmelderen ikke bemærker dette. Et bedre forhåndskendskab til Berman i Silver Jews ville have hjulpet.
    En af 2019’s bedste albums også i min bog.

  • Pinligt umoden anmeldelse. Tjek i stedet de internationale kritikeres syn på albummet der blev David Bermans sidste. Eller bedre endnu: lyt!

Leave a Reply