Stereolab: Not Music

I midten af 90’erne havde Tim Gane og Laetitia Sadier med en skiftende besætning under navnet Stereolab udviklet og rafineret en helt særlig lyd, der blandede en europæisk tradition for repetitiv krautrock og eksperimenterende sonisk udforskning med eksotiske og nogle gange småkitschede popgenrer som space age pop, bossa nova, tropicalia, easy listening, calypso og franske chansons.
Med et væld af referencer til futuristiske visioner fra det 20. århundrede og en forkærlighed for både uddaterede såvel som hypermoderne optageteknikker, etablerede gruppen deres helt eget retro-futuristiske univers, hvor marxistiske paroler og kapitalismekritik, leveret med Sadiers umiskendeligt apatiske stemme, stod side om side med letbenede popmelodier og state of the art elektronisk lyddesign.

Not Music er Stereolabs 12. plade og markerer bandets opløsning på ubestemt tid. Den stammer fra de samme optagelser som Chemical Chords fra 2008, men er komponeret på en for gruppen helt ny måde, hvor Gane anvendte en mængde korte trommeloops, som herefter kunne orkestreres. Om denne tilgang for alvor har tilføjet noget nyt til gruppens distinkte lyd, er tvivlsomt. Hvad der til gengæld er helt sikkert, er, at Stereolab engang var et af verdens absolut bedste bands.
Det er de ikke længere, og selvom en middelmådig plade fra Stereolab stadig er en god plade, og genkendelsens glæde kan være nok så stor, kan man alligevel ikke, forkælet som man er, lade være med at ærgre sig over, at det nok desværre er slut med plader af den kvalitet, som gruppen for 15 år siden stod for.

De fleste Stereolab-afficionados vil nok – alt efter smag og behag – mene, at gruppen toppede i enten 1993 eller 1996 med henholdsvis Transient Random-Noise Bursts With Announcements eller Emperor Tomato Ketchup; to plader, der til sammen viser næsten det fulde spænd af gruppens idéer og kvaliteter.

Transient… var kulminationen på det tidlige Stereolabs udforskning af krautrocken (med tryk på rock): Motoriske trommer, skingre orgler og groovede basgange dominerer pladen sammen med de karakteristisk udvekslende vokaler, der deles af Sadier og den nu desværre afdøde Mary Hansen, og nærmest monomant vedholdende guitarer, der lyder som en døsig udgave af The Velvet Underground, når de var allermest konsekvente. Omdrejningspunktet for denne insisterende, maskinelle mudren er en række vidunderligt melodiske sange, der i en anden indpakning kunne have været – i hvert fald fragmenter af – den mest uskyldsrene 60’er-pop. Nu står de i stedet i et konstant spændingsforhold til instrumenteringen og de overvejende agiterende, marxistiske tekster, perfekt illustreret af f.eks. “I’m Going Out of My Way” (der afsluttes med en temmelig dekonstrueret udgave af Getz & Gilbertos bossa-klassiker “One Note Samba”) og pladens pièce de résistance, “Jenny Ondioline” (her i den forkortede single-version).

Hvis man ser bort fra den fremragende Mars Audiac Quintet – der i nogen grad udviklede gruppens eksperimenterende, kraut-inspirerede idéer videre, men først og fremmest havde fokus på stram, sofistikeret pop, hvilket gjorde den til bandets måske lettest tilgængelige udgivelse med perler som “Ping Pong“, “Transporte Sans Bouger” og “Wow and Flutter” – så skal vi til Emperor Tomato Ketchup for at finde det nybrud i gruppens udvikling, der i det store hele er grundlaget for den lyd, Stereolab har stået for lige siden.

Hvor Transient Random-Noise… havde ganske få programmerede rytmer og en lyd, der tenderede lo-fi, afstikker Emperor Tomato Ketchup en boblende, detaljeret, beatfokuseret kurs, der med inkorporeringen af strygere og blæsere udvider bandets palet ganske betydeligt. Kompleksiteten er røget voldsomt i vejret, og selvom sangene i bund og grund stadig er simple, sødmefulde og melodiske, forvandler overfloden af kontrapunktiske stemmer, ostinater og harmonier sammen med vældet af elektroniske lyde, klangflader og rytmer musikken til en tyktflydende tekstur: en slags rytmisk og melodisk ursuppe, der reagerer som kemikalier i, nå ja, et laboratorium.

Singlerne “Cybele’s Reverie“, “Noise of Carpet” og “Metronomic Underground” viser med al ønskelig tydelighed, at gruppen på Emperor Tomato Ketchup har fokuseret deres betydelige kræfter på at skabe et sofistikeret udtryk, der, selvom det trækker på både hiphop, IDM og dance såvel som krautrock og exotica, er blevet helt og aldeles deres eget.

På dette tidspunkt er der ganske enkelt ingen andre, der lyder som Stereolab. Det eneste problem – hvis man anskuer det sådan – er, at Stereolab er blevet ved med at lyde fuldstændig som sig selv lige siden.
Over de 14 år, der er gået siden Emperor Tomato Ketchup, har bandet udgivet syv plader (inklusive Not Music) samt et væld af singler, ep’er og opsamlinger, og selvom kvaliteten har været endog meget høj på det meste, er det også, som om en vis metaltræthed efterhånden har sneget sig ind. En træthed, som selv samarbejder med Jim O’Rourke, John McEntire (Tortoise) og Jan St. Werner (Mouse on Mars) ikke for alvor har kunnet afhjælpe.

Det har altid virket oplagt, at bandet kunne ende i ren pastiche. Ikke blot i forhold til de genrer, de genbruger, men i lige så høj grad til sig selv; det er bagsiden ved at have så karakteristisk en lyd. De har dog på respektindgydende vis holdt sig kunstnerisk oven vande, men selvom Chemical Chords var en forfriskende plade, hvor bandet skruede helt op for pop-delen af deres luksuriøst orkestrerede maskin-chansons, er det alligevel længe siden, man har hørt noget decideret fremragende fra et band, der kun har sig selv at sammenlignes med. Et faktum, som Not Music ikke for alvor ændrer på.

“Everybody’s Weird Except Me” indleder pladen og slår fast, at vi heller ikke denne gang skal forvente de helt store overraskelser fra Stereolab. Tim Gane udtalte enigmatisk inden udgivelsen af Chemical Chords, at bandet for tiden var interesseret i gammel Motown, og soul-inspirationen viser sig også (så meget som bandet nu engang er i stand til at præstere ‘soul’) her: Sadier har aldrig just haft en passioneret stemmeføring, men der er dog både melankoli og visse funky træk at spore.

“Supah Jaianto” er vintage-Stereolab anno Flourescences EP med strålende subtile blæserarrangementer, hoppende, maskinelt-funky rytmik og xylofon en masse. Et instrumentalnummer ville næppe have sluppet af sted med en spilletid på under to et halvt minut, hvis der havde været tale om ”det gamle” Stereolab, men det gør “Equivalences” i fin, melodisk stil. En art melankolsk vignet, der mest lyder som en intro til en længere skæring, og som drives af synths og en basgang, der fra tid til anden antager næsten mikrotonal karakter.

“Leleklato Sugar” glider lukt ind i den kategori af Stereolab-numre, der aldrig rigtig sætter sig fast, men “Silver Sands” er til gengæld aldeles fremragende. Et stykke højtbelagt luksuskraut med sejt trækkende disco- og electrotendenser, Blade Runner-synths og et bastant fysisk drive. Pladens bedste og tillige dens eneste reelt fremadskuende nummer. Det er også det ene af to remix fra Chemical Chords, der er at finde på pladen. Det andet, “Neon Beanbag”, står Atlas Sound for, og det gør han for så vidt udmærket (hvis man da ikke allerede er dødtræt af den tilsyneladende allestedsnærværende hypno-pop/chillwave-lyd og hellere vil høre Stereolab lyde som sig selv).

Bandets tendens til at sample obskure titler, tekststykker og sange er også til stede her, og ”Sun Demon” indleder således med et guitar- og synthstykke, der er planket direkte fra The Castaways “Liar Liar“, inden det fortsætter i hastigt tempo. Knastør pop, som kun Stereolab kan lave den.

Ellers er Not Music i det store hele business as usual. Det er altid rart at høre nyt fra Stereolab, men man kan alligevel ikke lade være med at tænke, om vi virkelig behøver mange flere familiært generiske plader fra gruppen? Stereolab har tilsyneladende stillet sig selv det samme spørgsmål og er kommet frem til svaret “nej, det gør vi nok ikke”.

Selvom de vil blive savnet, kan man håbe, at en tiltrængt pause, hvor medlemmerne kan fokusere på egne projekter, på længere sigt giver dem inspiration til at vende tilbage med en udgivelse, der ikke ligesom Not Music mest opleves som en afglans af tidligere tiders bedrifter.
Allerede overbeviste fans af gruppen kan med sindsro investere i pladen for de gode ting, den trods alt indeholder, men har man aldrig – eller kun overfladisk – stiftet bekendskab med Stereolab, er Not Music ikke stedet at starte. Starte bør man dog, for bandets bagkatalog er en veritabel guldgrube af vidunderligt idiosynkratiske pop-eksperimenter, hvis lige simpelthen ikke eksisterer.