Mouse On Mars er tilbage med deres første plade under eget navn i seks år. På trods af vanligt højt niveau fra et af verdens allerbedste elektroniske navne er det svært ikke at være en smule undervældet af en plade, der for første gang i gruppens lange karriere lyder lidt for meget som sine samtidige.
Den notoriske formskifter Felix Kubin har lagt cabaret såvel som eksperimentaltechno på hylden for en stund. I stedet foretager han et dybt dyk ind i maskinernes sjæl.
Andreas Führer har lavet en rigtig god plade med populær musik, der både vil frem i verden og være helt sig selv.
Tuusanuuskat står for en særegen og ved første lyt ufremkommeligt ituslået musik, hvis kaotiske morads af svimmelstøj suverænt åbnes op og afslører et sjældent konsekvent, selvlysende psykedelisk univers af biokemiske vildskud.
Emeralds' Steve Hauschildt har lavet en soloplade, der går på grund i et for uinteressant og smagfuldt udtryk og ikke indfrier forventningen om den store, kosmiske tur, endsige pladens egne konceptuelle tilstræbelser.
Chicago Odense Ensemble er det vellykkede resultat af halvdelen af Causa Suis møde med nogle af Chicagos fineste impromusikere. Det er der kommet en både tilbageskuende og egensindig plade med ikke så få højdepunkter ud af.
En urovækkende og dansabelt dyster science fiction-symfoni om en forstadsseriemorder. Tag en tur igennem kaninhullet med den skizoide Eleanoora Rosenholm.
Man er begyndt at forvente det uforudsigelige fra Akron/Family, og det leverer de på sin vis også denne gang. Den kryptiske pladetitel og indledende udgivelser af tvivlsom legalitet har dog skabt højere forventninger, end pladen helt kan indfri.
De legendariske krautpoppere sætter karrieren i bero med en ny plade, der ikke for alvor tilføjer noget nyt til deres sublime bagkatalog. Bandets ikonisk kølige retro-futurisme er også formlen denne gang, men lyder efterhånden mere bagudskuende end fremsynet.
Frisk Frugts eksotiske og fremragende plade viser gudsbenådet talent for såvel poesi som astral støj, og albummet fortsætter, hvor debuten slap. Dog med mere sort afrikansk magi, æblejuice og frygtløse skyer.
Dansk duo etablerer en mindre atomreaktor af dødsforagtende freejazz og metallisk smadder.
Escho forsøger så vidt muligt at give et indblik i selskabets œuvre og sjæl. Det er som at få postkort fra en god ven.
Med to udgivelser fra Mit Nye Band, der minder så meget om hinanden, at de er så godt som uadskillelige, fastholder Escho sit usædvanligt høje niveau.
Portishead-medlem spiller hastigt indspillet minimal-kraut for desillusionerede postmodernister.
Københavnske Iceage har udgivet lige omkring otte minutters musik. Men hvilke otte minutter!
Shogun Kunitoki erstatter samuraisværdet med analoge synthesizere og uddeler gentagne, velplacerede hug af smuk, psykedelisk musik, der bør vække alverdens associationer hos selv den mest fantasiforladte lytter.
Grundlæggeren af det finske pladeselskab Fonal understreger selv, hvorfor man bør kigge tværs over Østersøen efter noget af det bedste og mest interessante musik, der overhovedet udkommer for tiden.
Kiila spiller noget så umiddelbart utjekket som finsk folkrock. Men filtreret igennem psych, freejazz og en forkærlighed for udknaldet eksperimenteren – og kombineret med gode sange – ender det hele alligevel med at være temmelig sejt.
De kutteklædte mørkemænd i Sunn 0))) har begået karrierens mest detaljerige, gennemførte og (måske) bedste plade, der for første gang viser tegn på opklaring bag de dommedagssorte skyer.
Kedeligt og frustrerende spild af tid. Det er den ærgerlige dom over Fol Chens debutplade, der løber over af halvkvalte ideer, ligegyldige sange og dårligt udført håndværk.
