De sidste 10 år er der kun kommet sporadiske livstegn fra The Third Eye Foundation i form af forskellige remix. Men manden bag, Matt Elliott, der har rødder i Bristol-scenen omkring bands som Flying Saucer Attack og Movietone, har nu ikke været musikalsk inaktiv. Under eget navn har han i nedbarberet, deprimeret singer/songwriter-stil indspillet en trilogi bestående af Drinking Songs, Failing Songs og Howling Songs – med appendixet Failed Songs, der består af outtakes og kasserede numre.
Titlerne er ikke uden humor, men de fortæller også om et mørkt, musikalsk sind, der ligger i direkte forlængelse af de tidligere udgivelser som The Third Eye Foundation. Derfor er det heller ikke overraskende, at albummet The Dark består af mørk, forstyrrende og foruroligende melankolsk musik. Matt Elliott har slet ikke skrevet sig selv ud af skyggerne endnu.
På The Dark er der masser af eksempler på det, som The Third Eye Foundation gjorde for 10 år siden: omklamrende, atmosfæriske lydflader, junglebeats, som hamrer, knitrer og klikker derudaf, og vemodige, tåreskabende melodier.
Den opdatering af The Third Eye Foundations udtryk, som var forventelig efter så mange års fravær, er ikke rigtig sket. Der er nogle steder, hvor bassen er inspireret af dubstep, men ellers har Matt Elliott ikke ladet sig påvirke. Det kan selvfølgelig ses som et udtryk for kunstnerisk integritet, og for The Third Eye Foundations vedkommende fungerer udtrykket stadig rigtig godt.
For at starte bagfra og med det negative ved, at Elliott holder fast i den oprindelige stil, så er afslutningsnummeret med den på én gang alvorlige og humoristiske titel “If You Treat Us All Like Terrorists We Will Become Terrorists” et næsten håndfast bevis på, hvorfor drum’n’bass ikke rigtig overlevede sig selv. Tempoet er komisk højt, og beats falder næsten over hinanden og sig selv. Som afslutning på albummet er det slet ikke en optimal forlængelse af resten af The Dark.
The Third Eye Foundation har tidligere på albummet vist, at beats er centrum for musikken. Albummet åbner med klagende piano i gotisk John Barry-stil. Hjemsøgende havfruevokal sniger sig ind i lydbilledet, inden bas og trommer sætter ind. Rent melodisk sker der herefter ikke så meget. Det er de andre lag af beats, vokal og horn, der bygges på de næste 11 minutter, som er kernen.
Umærkeligt glider flere af numrene over i hinanden, og således bliver åbningsnummeret “Anhedonia” til “Standard Deviation”. Her fortsætter stemningen med at snige sig ind i sjælen på lytteren. Den utydelige vokal, der her kan minde om fodboldsange sunget af et kor af hjemløse sjæle, formidler sammen med instrumenterne en torteret og samtidig romantisk ulykkelighed, der bliver næsten uudholdeligt intens, efterhånden som albummet skrider frem. Det tynger godt på følelserne at lytte til The Dark.
Rent dispositionsmæssigt er albummet også temmelig tungt og føles skævt. Gennem de tre første numre, godt 30 minutter af albummets 43, er der blevet buldret og basset så meget, at ørerne og sindet trænger til en smule ro. De første minutter af “Closure” lover godt med et strygertema, der er kørt godt og grundigt gennem søsygemaskinen. Det minder meget om The Caretakers første album, som var lavet på en basis af gamle ballroom-plader, der blev vredet og behandlet til den smukkeste ambient. The Third Eye Foundation lægger først en marchtromme på, men også her skal der (absolut, fristes man til at sige) flere beats på. Den tiltrængte pause kommer derfor ikke.
Der kan selvfølgelig være en pointe i, at The Third Eye Foundation forcerer med sine beats, der sammen med den resterende musiks melankoli bliver så tung for sindet, at man får lyst til at skrue ned. Men det virker måske også som en lidt klodset måde at få sin pointe igennem på. Den havde været nem nok at fange med en udgave af “Closure” uden beats, som ville have gjort The Dark lidt nemmere at kapere. Men i dette tilfælde er dosen af uudholdelighed for sindet nu heller ikke at foragte.
