Oppe i Norge et sted bor en fyr, der hedder Tor Sigurd Undheim, og han ligger p.t. i skarp konkurrence med Mews Jonas Bjerre om at have verdens mest uskyldige mandestemme. Det kan der ikke være tvivl om, og hvis du ikke tror mig, så snup et lyt til Featherweight.
Det synes jeg nu, du skal gøre af flere grunde end bare den ene. Faktisk er der op til flere udmærkede grunde til at give denne flok nordmænd en chance. Herostratos vil nok være et helt nyt bekendtskab for de fleste – ikke mindst uden for Norge – men sådan behøver det ikke nødvendigvis fortsætte. For skønt der langt henad vejen er tale om helt klassisk indiepop/-rock, er nordmændenes debutplade samtidig også en alsidig oplevelse.
Det mærker man egentlig fra første sekund, da ”Eyelids” lige så stille bevæger sig ud af højttaleren. Man bliver straks ramt af diverse postrock-associationer, der dog hurtigt fortrækker igen, da den let slørede guitar gør sit indtog. Herfra tager nummeret og egentlig resten af pladen form. Melodimæssigt er originaliteten ikke overvældende, og flere numre føles som noget, man har hørt tusind gange. Samtidig må melodierne dog siges at være veldrejede, og med flotte variationer ind og ud mellem pop/rocken og britpoppen formår Herostratos at give mig lyst til lige at høre dem endnu en gang.
Ud over vokalen er der visse sammenligningspunkter mellem Herostratos og den første Suede-plade fra dengang, Bernard Butler stadig var i kridthuset. Det sikrer numre som ”Beautiful Crime” og nok især ”Radio”, der med sin næsten hypnotiske gentagelser af omkvædet kan vække minder i en gammel Suede-fan.
Nå, men tilbage til Undheim, som vi startede med. Hans uskyldige røst er gennem store dele af pladen trukket et stykke tilbage i lydbilledet, hvor især trommerne indtager en dominerende plads, men det fungerer altsammen ganske fint. Vokalens til tider utydelig udtryk bidrager i det store billede kun til at øge Herostratos’ lidt kaotiske og guitardominerede lyd. Mange af numrene når ikke op på tre minutter i længden, hvilket helt sikkert taler til den skramlede lyds fordel.
Featherweight må siges at være et ganske udmærket debutalbum, der – selvom det ikke byder på fantastiske højdepunkter – holder niveau fra start til slut.
