Fra pladeselskabet 10000 Records kommer denne tripel-ep, der samler tre bands – en trio, en duo og en soloartist – friske fra den danske undergrund. Ep’en vil »hylde det impulsive i musikken«, og pressemeddelelsen lover, at musikken hos de forskellige kunstnere er direkte og vedkommende. Flotte ord, der da også viser sig at holde stik langt det meste af vejen.
Nelson Can, bestående af Signe Tobiassen, Selina Lannie og Tami Vibberstoft, er en genoplivning af de tres gymnasieband, Niels På Dåse (bemærk den fjollede undersættelse), og min første indskydelse var »åh nej, det lyder som de flippede musikpiger i gymnasiet.« Men den fordom blev gjort gevaldigt til skamme, for Nelson Can leverer på egen finurlige facon flabet pigepunk, der i den grad fænger og vokser efter flere gennemlytninger. Det velvalgte åbningsnummer på den selvbetitlede ep, førstesinglen “Apple Pie”, lægger stilen med sin repeterende tekst og et minimalt lydbillede med en vred vokal i forgrunden tilsat percussion, skabede pigehyl, fløjten og en tung, enkel basgang. Det er charmerende riot grrrl-punk, som det skal være, fremført med en stor energi og spilleglæde, og har man – som denne anmelder – stadig sin indre teenager intakt, kan det næsten ikke undgå at smitte af. Det er Hole møder Le Tigre møder The White Stripes i en skrabet, skramlende udgave med tre stærke vokaler, der spiller godt sammen. Heldigvis tilsat en stor portion uhøjtidelig charme og humor, fornemmer man. Det korte format klæder de vilde tøser godt, og der er ingen tvivl om, at de har haft en fest i studiet.
Videre til duoen The Freudian Slip, hvis ene halvdel, Noah Rosanes, står bag 10000 Records og produktionen af den samlede tripel-udgivelse. The Freudian Slip spiller energisk electrorock med inspiration fra grungen, og én ting er sikker: Rosanes og hans makker, Mikkel Benn, formår at virkelig at lyde som mere end to mand. Efter at have lyttet ep’ens fem numre igennem kan jeg ikke slippe følelsen af, at projektet simpelthen går ud på at vise, hvor meget to mennesker kan larme. »I want you to listen to me,« trygler Rosanes, men det er ærligt talt en lettere anstrengt fornøjelse. Særligt titelnummeret, “Fashion/Technology”, er med sin tyndbenede tekst og syntetiske autotune-vokal på grænsen til det enerverende, og det er synd, for Rosanes’ vokal er i sin naturlige form ganske fin, som f.eks. i “Why Don’t You Kill My Friends?”, der står som ep’ens stærkeste skæring. Ingen tvivl om, at drengene har styr på teknikken og kan spille røven ud af bukserne med deres blot to instrumenter – og hatten af for det – men problemet med The Freudian Slip er, at det aldrig bliver rigtig spændende eller fængende. Det ville klæde duoen at skrue lidt ned for instrumenterne og meget op for teksterne. Der mangler ganske enkelt noget personlighed til at hive dem op over gennemsnittet af mænd, der spiller hårdtpumpet rock.
Efter at have lyttet til energibomberne i Nelson Can og The Freudian Slip er det ganske behageligt at stifte bekendtskab med Jesper Madsen, manden bag soloprojektet Echo Me. På sin ep Love X Music fortolker han fem numre af The Freudian Slip og giver dem et radikalt anderledes udtryk. Med sin Ryan Adams-agtige vokal og akustiske guitar iklæder han duoens numre en intimitet og melankoli, der fungerer overraskende godt. Med det nostalgiske åbningsnummer “I Don’t Care Anymore”, hvor Madsens vokal balancerer smukt mellem det helt afdæmpede og det voldsomme udtryk, er tonen for ep’en sat. Echo Me formår at tilføre The Freudian Slips numre en sårbarhed og tyngde, der gør det lettere at abstrahere fra de ofte ubehjælpsomme tekster. At det så kammer lidt over med fælles korsang og lejrbålstemning i det sidste nummer, “!!!”, er derfor til at se gennem fingre med. Endnu mere interessant havde det nu været, hvis Echo Me havde fremført sine egne numre i stedet for cover-versionerne, men det må vente til marts, hvor hans debutalbum med eget materiale udkommer.
Til sidst spørgsmålet, der rumsterer i mit hoved: Hvorfor insistere på en tripel-ep? Umiddelbart er her tale om tre meget forskellige bands, der på trods af, at de alle har relativt få år på bagen, har fundet hver sit klare ståsted musikalsk. Ganske vist optræder alle bands på en eller anden måde på hinandens numre, men alligevel virker konceptet en anelse søgt.
Det er dog unægteligt et sympatisk projekt at ville vise styrken i de små konstellationer, og hvor meget der kan skabes ud fra et skrabet budget. Men nogle kort er markant stærkere og mere ‘direkte og vedkommende’ end andre her. Nelson Cans ligefremme, ubesværede udtryk og Echo Mes evne til at sætte sit personlige præg på andres materiale og tilføre det en helt ny dimension trækker den samlede karakter op.