Pianisten Katrine Stochholm, der var medstifter af Under Byen og en af hovedkræfterne bag bandets to første – og efter min mening ubetinget bedste – album, er efter hele otte år nu tilbage på den musikalske scene som sangerinde i duoen Islets of Dust, hvis anden halvdel, komponisten og instrumentalisten Kasper Staub, hun også danner par med privat.
“De seks sange handler om liv, energi, udlængsel, hjemve, synkende skibe, puder af mos, mennesker og fugle,” skriver pladeselskabet Playground om duoens debut-ep – eller minialbum – People & Birds. Noget af en lyrisk projektbeskrivelse, der næsten er for meget af det gode, og som må siges at vække stærke associationer til Stochholms tidligere band, der for godt 10 år siden slog igennem med deres særegne blanding af sart, snøvlende lillepigevokal med påtaget intonation, cello, klaver, klokkespil, violin og dansksprogede, poetiske tekster – om ja, liv, energi, længsel, fugle og skibe.
Under Byen er da også det første, jeg tænker på, da tonerne til åbningsnummeret “More Life” strømmer ud af højtalerne. Det er næsten for oplagt en sammenligning at ville drage, og hvor må det være irriterende for Stochholm, men det er ikke til at komme udenom, at de to bands har en hel del ligheder i klang og æstetik. De mest åbenlyse forskelle er, at Islets of Dusts lyrik synges på engelsk, og at den rige orkestrering varetages af to og ikke syv mennesker. Live får Stochholm og Staub dog hjælp af flere musikere på blandt andet strygere og kor til at forløse kombinationen af klassiske arrangementer og popmusik.
En af årsagerne til, at Stochholm forlod sit succesfulde band i 2004, var efter sigende, at hun var træt af pianistrollen og ønskede selv at synge sine tekster. Det er jo meget forståeligt, særligt når man hører, hvor ferm en sangerinde hun faktisk er. Der er tydelige ekkoer af både eks-kollega Henriette Sennenvaldts sart-poetiske klang og den store inspirationskilde Björks kraftfulde knurren, men Stochholm har alligevel sin egen dygtige stil og holder sin stemme mere afdæmpet og kontrolleret, hvilket egentlig er ret befriende. Det er intenst uden at være overgjort eller søgt.
Albummet åbner flot med den meget iørefaldende “More Life”, der repræsenterer bandets mere udadvendte, legesyge side. Både vokalmæssigt og instrumentalt veksler Islets of Dust mellem det fint skrøbelige og det insisterende voldsomme med markante temposkift, der viser sig at være karakteristisk for samtlige numre. Til slut Stochholms berusende smukke klaverspil, der føles varmt omsluttende, netop som teksten siger, som »blankets of tenderness«.
Den melankolske, indadsøgende tone slås herefter an på “Take Me Home” tilsat blidt xylofonspil og strygere. Stochholm synger så inderligt om fremmedfølelse og længsel efter et hjem »where people and birds they sing along«, at man virkelig tror hende og læser teksten som 100 % selvbiografisk.
Rejselysten gennemsyrer generelt albummets tekster og grundtone, og melankolien er på grænsen til at kamme over i selvhøjtidelig indadvendthed enkelte steder. Det gælder på den instrumentale “Le Chapeau Perdu” og noget monotone “Prelude”, hvor samspillet mellem vokal og violin forbliver halvkedeligt og uforløst.
Islets of Dusts snørklede, ofte langstrakte sangstrukturer fungerer for mig bedst på de mere uptempo og energiske numre. Højdepunktet er derfor, ud over åbningsnummeret, den indpiskende “Leaves Salt & Oxygen”, der langsomt bygger op til et hypnotisk støjinferno til slut. Med gentagne (legetøjs)keyboard-fraser som charmerende naivistisk rød tråd til at lette stemningen lidt midt i al drømmeriet og naturlængslen – tak for det. Til slut er vi igen i den dystre ende med “Fly With Me”, hvis tungt slæbende beat står i smuk konstrast til den florlette vokal. Og, som titlen antyder, igen denne længsel efter at flyve frit som fuglen. Så er dét tema vist også blevet grundigt behandlet.
Gamle Under Byen-fans kan roligt stå på her. Det gælder også for andre melankolikere, naturmennesker og poetiske sjæle i almindelighed. Islets of Dust ligger godt over gennemsnittet langt det meste af vejen, og deres dygtighed er ikke til at tage fejl af. Alene Stochholms evner som pianist giver mig lyst til at være rundhåndet med U’erne. Men jeg savner lidt uforudsigelighed og et bredere udsyn i tekstuniverset. Hvis duoen næste gang bevæger sig ud på lidt dybere vand, væk fra det gennemtærskede (og meget Under Byen-agtige, er jeg nødt til at tilføje) fuglemotiv og den evige udlængsel, kan det blive rigtig interessant.
