Nyheder

Ugens Undergrund: The Twilight Dogs

I denne uge har Ugens Undergrund fået til opgave at offentliggøre The Twilight Dogs’ musikvideo til deres nye single “Lisbon”. Se videoen, og læs mere om det københavnske undergrundsband.

Fremstøvet fra den københavnske undergrund finder vi The Twilight Dogs. Et band bestående af fem drenge, der fandt sammen om at lave musisk, som er smuk. Drengene har optrådt akustisk på flere spillesteder i København, og i 2011 var de blandt finalisterne i P3’s Karriere Kanon. Juryen beskrev bandet som følgende:

”Det er Beach Boys-inspireret 60’er-melankoli blandet med nyere freakfolk. Det er popmusik med nogle rigtig fine korharmonier, som sidder lige i skabet”.

Det drømmende lydbillede og de harmoniske melodier trækker netop også stærke paralleller til Beach Boys’ solbeskinnede musik, og fornemmelsen af et 60’er-musikkollektiv ligger ikke langt fra indtrykket af The Twilight Dogs. Selv beskriver bandet også deres musik som et kollektivt projekt: ”oftest er det en af os, der bringer et vers og/eller et omkvæd til øvegangene, som vi så udvikler i fællesskab. Det er meget et kollektivt projekt i den forstand.” Det københavnske band lyder lidt som en samling musikalske indtryk fra middelalderen frem til 60’ernes bløde popbølge.

I den nye single “Lisbon” er instrumenteringen begrænset, og de fine mandevokalharmonier bliver det bærende element i sangen. Opbygningen, stemningen, musikken og især deres vokalharmonier minder meget om Fleet Foxes. I de mere afdæmpede passager ligges der også fokus på de lidt skæve synths, der kulminerer i en glidende orgelsolo. The Twilight Dogs’ sange handler om både glade og melankolske emner, hvilket giver dem et meget sart og følsomt udtryk, der understøttes af de tre- og firstemmige vokalharmonier. Det kræver lidt en forkærlighed for mandevokalen, da denne står i fuldt fokus. I den nye musikvideo hænger drengene ud på dansk manér i Dragør, og sammen med musikken er mindet om den danske sommer komplet. Du kan i fremtiden holde øje med The Twilight Dogs på diverse spillesteder i København og ellers nyde den nye musikvideo.

Leave a Reply