Efter Festen er en trio bestående af Asbjørn Dueholm, Hjalte Lokdam og Ida Meisling. På deres debut-ep har de en lo-fi, 80’er-imiterende lyd, der hovedsageligt er formet af synthesizere, programmerede trommer og klaver.
Sangene, som for tre ud af de i alt fems vedkommende ledes af Asbjørn Dueholms ekkobelagte vokal, er dansksprogede og poppede med interfererende kor- og andenstemmer. På et af de to numre er der distortion på vokalen, hvilket implementerer et punkrocket udtryk, som Efter Festens stil også indbefatter. Lydbilledet virker både råt og syntetisk; nærværende og fjernt.
Musikkens nostalgi danner ramme om melankolske og retrospektive tekster, der med en til tider sarkastisk tone fortæller om disharmoniske sindstilstande og berører samfundskritik, socialrealisme og bitter kærlighedserfaring. Et skarpt søgelys afdækker mislykkede livs mørke afkroge, antidepressiver og tabt barndom, og man får – ikke mindst pga. musikken – en fornemmelse af, at scenen er sat i 1980’erne.
Den insisterende blotlæggelse af barsk virkelighed og forstyrrede tilstande tilsat de poppede melodier og lidt kitschede elektrolyd giver en skævhed, der kan virke både dragende og frastødende på samme tid. »Nogle ser det hele ske, mens andre går upåvirket forbi,« bekendtgøres det af en pseudointellektuel og samtidig selvironisk eksistens i sangen “Jeg er vild”, og dette udsagn kan godt overføres til ep’ens tekstmæssige omdrejningspunkt.
Man må anerkende Efter Festen for bandets kompromisløse stil, men 1912s ambivalente univers er, om end det er velkonstrueret, ikke nemt at have med at gøre. Det kræver i hvert fald, at man som lytter er i stand til at nyde de ‘grimme’ elementer, der styrer både musik og tekst. Ved flere gennemlytninger folder de fem sange sig dog fint ud inden for de alternative rammer, og det klæder stilen, at der er en tekstmæssig rød tråd igennem ep’en.
