Alle fotos: Daniel Nielsen
Det er fredag. Stængerne har været tunge siden omtrent en halv time inde i nattens Kneecap-koncert, kadaveret er cirka to skridt fra dødsstivhed og guddødeme om det ikke blæser en halv pelikan, så man mærker kulden helt ind til knoglerne. Med et temperaturfald på knap 20 grader må årets udgave af Roskilde Festival skrive sig ind i rekordbøgerne som en af de mere ekstreme vejrudgaver siden debuten i 1971.
Heldigvis har festivalens bookere været nådige. Canadiske Cat Clyde og hendes lille band er nemlig noget nær den bedst tænkelige morgengymnastik for morgentrætte og bagstive festivalgæster i Gutter Island-segmentet. Udsigten til en blid opstart på fredagens program havde lokket et mellemstort og dedikeret crowd til Fauna klokken 13 – på forreste række stod folk i cowboyhatte klar. Altid et godt tegn på Roskilde Festival.
Den 30-årige sangerinde og guitarist bevæger sig i noget nær alle afarter af americana, der findes – hun stjæler med arme og ben fra den enorme arv af country, blues, bluegrass og folk-musik, som det nordamerikanske kontinent har produceret det sidste århundrede. Sådan gik det også for sig til koncerten, hvor vi blev trakteret med såvel blide sjælere som rowdy bluesrock – og et Beatles-cover!
Koncerten startede dog i det helt milde hjørne med sange som ”Where is My Love” og ”My Love” fra Cat Clydes seneste udgivelse, Mud Blood Bone. Det var charmerende, det var rart, det var hyggeligt. Men det var også som om, at Cat Clyde og hendes band lige skulle gnide søvnen ud af øjnene. I hvert fald stod jeg med en oplevelse af, at koncerten blot blev bedre og bedre, som den skred frem – og især efter der omtrent halvvejs blev skruet gevaldigt op for energi- og lydniveauet samt blues-referencerne.
»Jeg græder og smiler på samme tid,« udbrød min sidemand i eksaltation over koncerten – og det kunne man jo sådan set godt forstå. Også selvom nogen med et klovnehorn igen og igen forsøgte at punktere de lidt mere følsomme momenter. Det tog bandet dog i stiv arm – og hovedpersonen virkede oprigtigt rørt over den varme modtagelse fra det formiddagskolde publikum.
Beatles-skæringen ”Yer Blues” fra The White Album indvarslede koncertens slutspurt, hvor Cat Clyde igen skruede lidt ned for tempoet og lod de mere følsomme sange komme til deres ret. Det blev aldrig helt så gåsehudsfremkaldende som da eksempelvis Hayley Heynderickx på samme vis holdt formiddagshof på Gloria tilbage i 2018, men baseret på publikums klappen og hujen efter en time i selskab med Cat Clyde, så var hun lykkedes godt og grundigt med at charmere sig ind under huden på dem.
Efter Cat Clyde kunne man lige så godt blive hængende på Fauna og høre lidt mere i samme boldgade. Blot en time efter gik Melbourne-bandet Folk Bitch Trio nemlig på scenen – og sammen med førnævnte Cat Clyde udgjorde det tidlige program på Fauna en særdeles solid opvarmning til fredagens Arena-hovednavn, Sierra Ferrell.
Der var ikke mange fingre at sætte på Folk Bitch Trios optræden, som trak forbavsende mange mennesker til. Faktisk var der slet ikke plads til alle de mennesker, der stimlede sammen udenom teltdugen for at lade sig føre væk på en sky af gruppens følsomme og smukke vokalharmonier. Måske fordi trioen er blevet sammenlignet med den populære supergruppe Boygenius – og det er ikke en sammenligning, der er helt skæv.
Det lød kort sagt gudeskønt og var ren musikbalsam for sjælen. Men det var også en utrolig klassisk folkkoncert, hvor gruppens særpræg – deres særegne, ofte humoristiske og bittersøde tekster om livet i 20’erne – havde svært ved for alvor at bide sig fast midt imellem kastevinde og en konstant knævren fra de bagerste rækker.
Trioen tog det pænt og leverede en solid omend afmålt indsats, men koncerten havde ikke helt samme dynamik eller tænding som det, Cat Clyde leverede tidligt på dagen.
Nuvel – vi måtte videre i programmet. Og på jagt efter mad. Engang virkede det som om, at flæskestegssandwichen var Roskilde Festivals ukronede madkonge, som kunne fås her, der og alle vegne. Nu virker det imidlertid som om, at indisk mad har vippet den klassiske festivalspise af tronen, men på sådan en råkold festivaldag skal man heller ikke kimse af en gang brandvarm butter chicken.
Med lidt i mavsen og godt opvarmet af ovenstående to koncerter var det blevet tid til det sidste trin i fredagens tretrinsraket af et americana/folk/country-program, da evigt charmerende Sierra Ferrell var blevet løftet ind på Arena. Sidst hun var på Roskilde, spillede hun en fabelagtigt charmerende tømmermændskur af koncert tidligt på Pavillon. Nu skulle hun bevise, at hun og countryen fortjente en plads på én af festivalens hovedscener i noget nær prime time.
Det viste sig hurtigt at være det helt rigtige valg. 37-årige Sierra Ferrell er lige netop den stjerne, som countrymusikken har brug for. En countrymusiker med rødderne og autenticiteten i orden, fødderne solidt plantet i West Virginias muld og med en mærkbar kærlighed og respekt for countrymusik i dens allermest klassiske inkarnation – men som alligevel har en klokkeklar superstjernekaliber som performer og en evne for at krydre sin musik med lige tilpas mange pop-elementer til at give crossover-appel uden at gå på kompromis.
Her kan jeg godt afsløre, at hvis vi stadig uddelte U’er på Undertoner, så havde Sierra Ferrell været faretruende tæt på at score topkarakter. Det startede godt ud med den kække ”Dollar Bill Bar”, hvor der blev danset linedance med fire guitarer på stribe, og ”Money Train”, hvor Ferrell truttede i togfløjten og inviterede alle til at stige ombord. Herfra blev koncerten kun bedre og bedre, som den skred frem.
Der blev skrålet med, da Ferrell fik teltdugen til at lette med sin kæmpe stemme på fortolkningen af John Andersons én-fod-i-graven nostalgi-tilbageblik ”Years”, mens også hittet ”In Dreams” tog kegler med sin bitterromantiske tekst om ugengældt kærlighed. En fortælling der dog er svær helt at tro på, for hold nu op hvor er Sierra Ferrell elskelig på en scene. Jeg tror næsten, at hun egenhændigt kunne helbrede USA’s skrantende internationale renomé, hvis hun fik lov.
Første gåsehudsoplevelse for undertegnede indtraf, da Ferell greb ud efter violinen på ”I Could Drive You Crazy” og spillede op til rowdy halbal, så støvet hvirvlede rundt i forreste pit. I sine høje hæle, kæmpe gule sommerkjole og med blomsterarrangement i håret lignede hun indbegrebet af en southern belle – en rigtig sydstatsskønhed. Men med sine tattoveringer, næsepiercinger og skæve tænder har Ferrell en rå kant, der gav en fed kontrast til det ekstremt renskurede og yderst velspillende mandlige backingband.
Koncerten sluttede på mageløs vis med først ”American Dreaming”, hvor Ferrell for en gangs skyld lod instrumenterne stå og gav den som fuldblods-popstjerne med det helt store omkvæd, hvor alle under teltdugen sang, nynnede og vokaliserede med. Dernæst kom en fuldkommen gigantisk tromme ind på scenen, som Ferrell begyndte at tæske løs på, mens violinerne skrattede op til ballade på den herlige ”Fox Hunt”. Det føltes som en fuldt fortjent triumftog, hvor Ferrell for alvor slog sit navn fast som en superstjerne. Ikke bare på countryscenen, men på tværs af musikgenrer. Punktum. Kom endelig tilbage igen!
Efter dette brag af en koncert var der behov for en lille pause til at hvile fødderne og proviantere med nye drikkevarer. En gruppe yngre kvinder anbefalede festivalfavoritten Vodka Maté, som de var ved at kværne en hel kande af – den politisk korrekte klasses svar på Vodka Redbull, åbenbart. »Jeg hader bare, når min vodka maté stirrer på mig,« sagde den ene af dem – og så ved man vidst, at man har fået fyldt koffeindepoterne op.
Der var god grund til at blive hængende ved Arena, for her holdt den levende legende David Byrne hof med en yderst velbesøgt fælles-aerobic session, der tiltrak de unge såvel som det grå guld. Med en vis overvægt i sidste kategori. Manden var jo som bekendt frontmand for verdens måske bedste band, Talking Heads, og heldigvis er han ikke for fin til at hente en betydelig del af sin setliste netop herfra. På de vel nok otte sange, jeg nåede at høre, var der både udødelige hits som ”This Must Be The Place” og ”Heaven” samt Briano Eno-samarbejdet ”Strange Overtones” og en håndfuld af hans egne sange.
Det var sikkert, det var trygt og det var ret forrygende at se det gamle, langlemmede ikon rocke Arena på vanlig blid og omfavnende vis. Men vi kan jo ikke blive hængende ved fortidens meritter for evigt. »Let the past die. Kill it, if you have to« som en skurk meget vist sagde i en af nyere tids mest forhadte film. Derfor ilede jeg videre fra fællessangen hos David Byrne og over til Fauna, hvor Los Thuthanaka gav en futuristisk syredrøm af en lektion udi progressiv støjrock.
Sidste år skabte det monumental hype om gruppens selvbetitlede debutplade (der kun kan findes på Bandcamp og på plade), da det velrenommerede musikmagasin Pitchfork kårede albummet som årets bedste. Det er svært helt at sætte ord på gruppens lyd, fordi den er så out there. Med staccato-samplede brudstykker af vokaler, lo-fi trommebeats, lydcollager og monumentale guitarflader er det trancemusik i ordets bedste forstand. I forhold til hvor voldsomt et lydtryk gruppen opererer med, så er musikken overraskende chilleren. Det hjalp også, at selvom gruppen var blevet nedgraderet fra Lagune til noget mindre Fauna, så var der god plads til at stå og boppe med hovedet, mens man lod sig transcendere ud i kosmos.
De to brødre Chuquimamani-Condori og Joshua Chuquimia Crampton, der tilsammen er Los Thuthanaka, var iklædt kæmpe cowboyhatte og tegneserieagtige vilde udgaver af traditionelle folkedragter fra det område af Andes-bjergene i Bolivia, som de stammer fra. De foretrak dog i vanlig kompromisløs stil at lade musikken – og deres outfits – tale for sig selv fremfor selv at holde lange brandtaler om, hvad de havde på hjerte. Det gjorde dem ikke til det letteste eller mest umiddelbare bekendtskab, men ikke desto mindre var det et helt unikt indslag på dette års festival.
