Plader

Asa Irons: Knife Gift Debt

Efter seks års ventetid er Asa Irons tilbage med et pragteksemplar af en folkplade fra New Englands dybe skove.

Lyden af Asa Irons’ fløjsbløde og dybe stemme triller ud af højtalerne. Med stemmen og guitaren som sine hovedværktøjer snedkererer tømreren og stenhuggeren fra New Hampshires dybe skove otte folknumre, der sammen er blevet til den nye og længe ventede plade, Knife Gift Debt. Der skulle gå cirka seks år, men godt håndværk tager tilsyneladende tid.

I 2007 udkom Asa Irons & Swaan Millers eponyme album, der var et skoleeksempel på nedbarberet og afdæmpet folk. Den stil tager Irons – der også har spillet i Witch med J. Mascis og i new weird America-bandet Feathers – med sig på pladen. Denne gang er Swaan Miller ikke med, men til gengæld har Irons fået hjælp af en masse andre musikere.

Og det kan høres. Hvor pladen fra 2007 udelukkende bestod af Asa Irons og Swaan Millers stemmer og en akustisk guitar på et gammelt badeværelse, er der denne gang blevet plads til både trommer, fiddle, lap steel og gulvbas. Men selvom der optræder syv forskellige mennesker ud over Irons selv, er det ikke blevet knudret og indviklet. Nej, der er stadig tale om simpel jord-til-bord-folk. Hvilket muligvis giver sig selv, når man tænker på, at Irons bor i en selvbygget stenhytte uden rindende vand eller elektricitet.

Åbneren “Apis Tone” gør et stærkt første indtryk. I starten er det ikke andet end Irons’ stemme og en akustisk guitar, der slår den tungsindige og tyngende stemning an. Hvert eneste strøg på guitaren bliver trukket ud i et sekund eller mere, og på den måde trænger de dybt ind hos lytteren. Imens synger Irons med en stemme så blød, så blød. Så bliver der tilføjet bas, trommer og en kvindelig vokal. Men selvom der skal være plads til mere i lydbilledet, kommer alle instrumenterne til deres ret – individuelt og klart. Der er plads og luft til det hele, selvom de står tæt som træerne i en skov.

Pladens anden skæring, “Avarice”, bærer præg af irsk inspiration. Igen starter det med Irons’ stemme og et enkelt instrument, nemlig banjoen. Den er gennemgående hele sangen igennem. Det starter blødt ud, sangen står nærmest stille, og tonerne fortaber sig i lydbilledet under stemmen. Men så sættes der tempo på, og det er lige før, der er tale om et bluegrass-nummer. Hvilket ikke gør noget. “Avarice” er en glimrende sang med tunge trommer, ringende tamburiner og lidende violin.

Pladens absolutte hit må være “The Last Offense”. Ikke fordi det er nemt at danse til eller synge med på for den sags skyld. Men fordi det i alt sin enkelhed bare er en god sang. Asa Irons tænder op med stemmen og mere brænde på bålet med guitaren. Kvindestemmer nynner i baggrunden, og langsomt bevæger sangen sig i et dæmpet tempo fra stille folk til militær marchmusik. Nærmest. For selvom bassen buldrer som torden i det fjerne, og trommen marcherer, bliver det aldrig rigtig uhyggeligt. Uvejret bliver væk, og bålet får lov at brænde.

Resten af pladen er et studie i afdæmpet, men alligevel yderst kraftfuld folk. Med simple virkemidler synger Asa Irons sig direkte ind i hjertet på lytteren. Det er den klippekløftdybe stemme og den rislende guitar. Det er banjoen, hammeren, bassen og violinen, der alle sammen er med til at skabe lyden af naturens gang i en skov i New Hampshire eller hvilket som helst andet sted. Både mørk og dyster, men også med lys og hygge.

Seks år er lang tid. Men Knife Gift Debt har været ventetiden værd.

Stream hele pladen på Asa Irons’ Bandcamp-side.

★★★★★☆

Leave a Reply