Tidligere på året udgav københavner-sekstetten The Woken Trees den glimrende debutplade NNON, der med et samtidig varieret og stilsikkert tag på postpunken fik sendt bandet højt op gennem den danske undergrund. Og der var da også mødt mange interesserede op i det godt fyldte Pavilion Junior-telt, da The Woken Trees entrede scenen på festivalens sidste opvarmningsdag.
Generelt har Pavilion Junior været præget af glimrende lydforhold, og dette nød The Woken Trees også godt af. Koncerten var kendetegnet ved en knusende og nådesløs lyd, der med en samtidig klarhed gav nogle fabelagtige vilkår for bandet. Dette var især tydeligt i den fængende “Dead Underwood” og den langsommere “Children of Chalk”. De næsten Swans-lignende støjtæpper, bandet sommetider bevægede sig ud i, var også for det meste vellykkede, og gav koncerten nogle kompromisløse og insisterende træk.
Forsanger Kim Heyst fremstod som en blanding af Paul Banks, Ian Curtis og Jim Morrison i én samlet, dæmonisk inkarnation, hvor han med hænderne fastgjort til ryggen, øjnene lukkede, samt et sikkert greb om sin dybe, karakteristiske vokal virkelig hjalp på bandets intense udtryk. Ligeledes fortjente trommeslager Thomas Brandt opmærksomhed på grund af sit varierede og energiske trommespil, der klippesolidt førte musikken fremad.
The Woken Trees har en klar forståelse for virkemidlerne i deres musik. Bandet spillede med en indadvendt og nærmest ligegyldig attitude, hvilket kun underbyggede de melankolske skæringer. De var tydeligvis fokuserede og fik på trods af de lyse omgivelser en mørk stemning til at brede sig under teltdugen. Var bandet blevet tildelt en spilletid længere ude på natten, havde det muligvis været helt oppe at ringe, men dette til trods formåede The Woken Trees stadig at give én af de stærkeste og mest intense koncerter på Pavilion Junior i år.
