The Dodos: Carrier

“We’re basically just a pop band.” Sådan siger forsanger og guitarist i The Dodos Meric Long i et interview fra 2008. Det er dog ikke umiddelbart det første indtryk, der løber én i øregangen, når man har fornøjelsen af at opleve duoens flakkende lydunivers. Det er da heller ikke sådan, de er blevet kategoriseret i løbet af deres hektiske karriere. På blot otte år har San Fransisco-duoen udgivet hele fem fuldlængdealbum og udforsket mangt en afkrog og mulighed af folkgenrens mikrokosmos.

På deres femte udspil, Carrier, tager dronterne (det danske ord for urfuglen, som duoen har opkaldt sig efter) sig dog en større genremæssig flyvetur, end de hidtil har risikeret. Duoen har lagt freak-folkens avantgardistiske tilgang til akustisk musik bag sig. Deres tidligere vanvittige fandenivoldskhed og primale energi, der især var kendetegnende for det foregående album, No Color, er udskiftet med en mere indierocket og tilgængelig lyd. Samtidig har Long, der tidligere har været kendetegnet for sit ekvilibristiske fingerspil på akustisk guitar, valgt at lade den elektriske guitar træde frem i lydbilledet. Dette skal ses i lyset af, at guitaristen Chris Reimer, der nåede at spille i bandet i et års tid, døde sidste år. Med inspiration fra Reimer begyndte Long at udforme sangene til Carrier ud fra den elektriske guitars muligheder og lyd.

Det har resulteret i et album med et harmonisk, velovervejet og jordbundent udtryk. Longs rolige tenor danser med fine overstemmer og gode melodier hen over de simple velklingende guitarriffs, alt imens Logan Kroeger stadig får lov at agere trommetæsker. Dog får det brutale trommespil sammen med det melankolske sadcore-univers en mere The National-klingende karakter end tidligere, hvor Animal Collective har været en foretrukken sammenligning for mange.
På den måde får The Dodos skabt et homogent værk med en række meget fængende indierocknumre, der ikke umiddelbart forlader det indre øre. Især de tre indledende numre, ”Transformer”, ”Substance” og ”Confidence”, brillerer med vanedannende charme fra første gennemlytning. Og efter længere tids omgang med pladen finder man sig selv med rigtig mange af albummets melodier i munden og længsel efter at genopleve enkelte kompositioner. Som eksempelvis “Relief”, med sin forsigtigt folkede opbygning og storslåede forløsning. Eller afslutningsnummeret “The Ocean”, der mystisk kommer krybende, men yndefuldt lader sig åbenbare med ømme strygere og krystalklar, nærmest fortrolig melodi.

På trods af de nye sanges mere umiddelbare karakter, har Long og Kroeger ikke lagt deres rytmiske krumspring bag sig. Duoen har – i bedste New Weird America stil – altid gjort en dyd ud af at sammenflette Longs indsigt i det vestafrikanske Ewe-folks komplicerede rytmestrukturer og Kroegers fortid som progressiv metaltrommeslager. Og vi bliver på Carrier ikke snydt for et hav af skæve rytmeskift, synkoper og polyrytmer. På den måde fortæller titlen på intronummeret “Transformer” ikke kun om bandets udvikling, men også om deres egenskab til at lade temaer og melodier lege frit over deres fantasifulde og varierede spil.

Lad det følgende være til de teoretisk interesserede: “Transformer” lægger ud med at fade et guitartema ind, der giver lytteren en klar fornemmelse af 4/4. På det, der svarer til 2-slaget, starter Long første vers med en akustisk guitar og ændrer polyrytmisk vores opfattelse af grundrytmen til 6/8, der hver fjerde takt skifter til en halv omgang 8/8 – der også kapper det tidligere omtalte guitartema over. I omkvædet går nummeret ned i tempo til 11/4. Andet vers har samme guitartema som i første vers, men er her spillet over 3/4, der hver sjette takt skifter til 2/4. Efter et omkvæd, der beholder sin skæve 11/4-takt, skrider nummeret over i sin afsluttende fase. I det todelte C-stykke lader de rytmen skifte imellem 5/8 og 6/8 i hver takt og flyder med drømmende melodier og legesyge guitarfigurer ind i de resterende 10 numre.
På trods af den nonchalante omgang med metrikken virker de mange skift hverken søgte eller konstruerede, og man har hele tiden en klar fornemmelse af groovet. En formåen, der kræver både indsigt og øvelse.

Men hvad så? Et album med et helstøbt udtryk, gode melodier og legesyg spilleglæde er vel en genistreg? Og så alligevel ikke. For selvom The Dodos har bedrevet et godt album, så lurer kedsomheden under det flotte førstehåndsindtryk. Når ekkoet fra de fængende melodier har runget ud, og de skiftende taktarters overraskelser har lagt sig, er der desværre ikke så meget mere at komme efter. Nok er det 11 velstøbte numre, der udgør Carrier, men det er ikke stor kunst. Det er ikke materiale, hvis lag og facetter gentagne gange vil forundre lytteren. Og det er heller ikke nyskabende uforudsigelighed, der vil drage lytteren tilbage. The Dodos læner sig i højere grad end tidligere op ad ideer og former, der er brugt mange gange før. Og brugt bedre.

Når det så er sagt, skal der ikke herske tvivl om, at Carrier er en knivskarp plade, udført af endnu skarpere musikere. Så selvom man ikke skal forvente et livslangt ægteskab, hvis man vælger at lægge sig i lag med The Dodos, bør man bestemt ikke snyde sig selv for et heftigt engangsknald med den spændstige urfugl.