»Ambient music must be able to accomodate many levels of listening attention without enforcing one in particular; it must be as ignorable as it is interesting.«
Sådan skrev Brian Eno i covernoterne til Ambient 1; Music for Airports, der skulle blive definerende for forståelsen af den elektroniske ambientgenre. Selvom det danske improkollektiv Shiggajons nye plade Sela ikke kan siges at indskrive sig i ambientgenrens æstetiske tradition i snæver forstand, synes albummets to 18 minutter lange numre at leve op til det ambientes filosofi. Enos tanker har da også været umådeligt indflydelsesrige og har inspireret musikalske strømninger indenfor blandt andet både New Age, space rock, kraut, minimal techno, eksperimental noise og nyere lydkunst.
Ambience denoterer det at omslutte. I æstetiske sammenhænge betyder det, at kunsten i stedet for at rette sig imod et objekt udfolder sig spatialt. At det gestalter en omgivelse i stedet for en genstand. Shiggajon inviterer på Sela lytteren indenfor i et spirituelt og psykedelisk rum, hvor tiden næsten synes at ophøre, og de musikalske elementer anonymiseres i deres evige repetition. Der sker næsten ingenting, og det der sker, sker meget langsomt.
Ensemblet er centreret omkring duoen Mikkel Reher-Lanberg og Nicolai Brix Vartenberg, men er på pladen akkompagneret af fire musikere mere. I live situationer kan orkestret til tider tårne sig op i 15 mands højde. Deres nye eskapader er langt mindre (for ikke at sige overhovedet ikke) avant-jazzet end de tidligere album, der, på trods af at de også da transcenderede denne genrebetegnelse, havde hang til solispil – både individuelt og kollektivt. Dette element er fuldstændig skåret ud på Sela til fordel for gentagelsens meditative monotoni. Det østlige rituelle udtryk, de også tidligere gjorde tilnærmelser på f.eks. Fire Sange I Gul Og Rød, er blevet kultiveret og kommet i blenderen med en nærmest stoisk krautrock.
Pladens A-side “Mæander” (der på græsk betegner slyngningerne i en flod) åbner med to strygerfigurer der sælsomt og dissonant slynger sig om i hinanden med en østasiatisk klang; traditionelle nepalesiske melodier på nationalinstrumentet sarangien synes nærliggende. Et tæt tæppe af bjælder og klokker risler ind i lydbilledet, og før man ved af det, er de første fire minutter gået. Ganske langsomt arbejder bækkener og guitar sig ind, og volumen vokser næsten umærkeligt i et kvarter før den når sit zenit for så at ebbe ud igen. Det er ikke et postrocket klimatisk højdepunkt, der forløser musikkens opbyggede spændinger. Blot den soniske bakketop de seks musikkere bevægede sig op på sammen. B-siden “Sela” byder på samme kop bakketop.
Det er egentlig ikke, fordi det er uinteressant. Jeg kan godt lide at lytte til statisk musik, hvis det soniske design er spændende nok. Og det er Shiggajons bestemt. Samtidig kan jeg ikke lade være med at have indtryk af, at ensemblet har mere at byde på, end det de to optagelser på Sela viser. Musikken er med sine mange lag af processerede guitarer, fløjter, violiner, chantende stemmer og klokker så enormt teksturrig og hypnotisk uden på noget tidspunkt for alvor at blive intens, hvilket lader til at være målet. Det spirituelle ambiente rum, de opbygger, lykkes utvivlsomt for dem. Men den katarsis, som det viltre og voksende lydbillede synes at ville massere frem, gør ikke. Den er simpelthen ikke kaotisk og intenst nok. Det er varm musik at lytte til, der både ægger den bevidste og ubevidste lytten, som Eno efterstræber. Men den rummer ikke den dybde, Shiggajon ønsker at fremmane.
