Hvis du for fem år siden havde fortalt mig, at jeg i en knap så fjern fremtid ville forelske mig i en moderne norsk fusion af disco, funk og electronica, havde jeg næppe troet dig – men det er nu engang, hvad der skete. I sommeren 2012 hørte jeg ét nummer: Todd Terjes ”Inspector Norse”. Det var ustandseligt på repeat på anlægget derhjemme, det fungerer som underlægningsmusik til alle minder, jeg efterfølgende husker fra den sommer, og det er stadig fast inventar på min årlige »Mest spillede på Spotify i år«-playliste.
Heldigvis viste Todd Terje (med det borgerlige navn Terje Olsen) sig ikke som et one-hit-wonder i disse one-hit-wonder-tider, da han i 2014 langt om længe sendte sin første fuldlængdeudgivelse, It’s Album Time, på gaden. Det indeholder en blanding af nyt og gammelt – heriblandt (selvfølgelig) ”Inspector Norse” samt en forrygende, underspillet version af Robert Palmers ”Johnny and Mary” med Brian Ferry på gæstevokal – og var et bevis på, at Terje var blevet en langt mere mangefacetteret producer end på hans forrige EP, It’s the Arps, som udelukkende var kreeret på den analoge synthesizer ARP2600.
I år har Todd Terje udgivet to noget forskellige plader. Først var han ophavsmand til en samling fremragende remix af Beraneks kontroversielle, norske 80’er-skive om heroinafhængighed “Dra te hælvete”. Senere på sommeren kunne Terje så også pladedebutere sammen med The Olsens – hans efterhånden faste liveband, med hvem han debuterede på Øya Festival i 2014 – på The Big Cover-Up, som bestod af fire Terje’ske covernumre af blandt andre Boney M og Vangelis.
Denne aften var det så endelig blevet tid til at introducere The Olsens for et dansk publikum. Vega var overraskende godt klædt på til discofest denne torsdag. Blandt publikum var der en trio i spraglede pailletoutfits, mens en anden gruppe venner havde klædt sig ud i hvide dragter indsvøbt i lyskæder som en hyldest til inspiration bag ”Inspector Norse”, Marius Solem. Det stod heldigvis hurtigt klart, at brormand Olaf Olsen, percussionist Martin Windstad og altmuligmand Lars Horntveth var mere end kapable til at føre Terjes kompositioner ud over scenekanten til den ekstatiske folkemængde. Efter at have ført os gennem den mere formelle introduktion fra It’s Album Time, sprang vi hurtigt over i først 2013-singlen ”Strandbar” og dernæst den testosteronfyldte ”Delorean Dynamite”, der er præcis lige så 80’er-klingende, som man kunne forvente (Tænk Knight Rider-temaet og Kavinskys ”Wayfarer”).
Herefter røg vi ind i aftenens første cover i form af Terjes eget remix af ”Oban”, som oprindeligt er fremført af det norske jazzorkester Jaga Jazzist, hvori Lars Horntveth normalt har hjemme. Det er slet ikke et nummer, der har samme gennemslagskraft som Terjes egne kompositioner, og det var da også tydeligt, at publikum hurtigt kom ned på jorden igen til aftenens eneste musikalske lavpunkt. Vi skulle dog få det meget bedre, skulle vi. På med Norges mest fængende conga, ”Svensk sås”, og så eskalerede stemningen nok en gang, før vi tog ud at rejse med levemanden Preben på “Preben Goes to Acapulco”, hvis hymne indeholder nogle af de mest sublime synthstykker i hele Terjes diskografi.
Stadigt stigende i intensitet sprang vi en smule ud af den konventionelle boks til den skæve 7/8-skæring ”Alfonso Muskedunder”, der udover at være pænt vanvittig i sig selv også blev tilført et styks hæsblæsende trommesolo fra den vel nok lækreste trommeslager, der længe har gæstet Vega. (Seriøst, se lige, hvor lækker han er!) Endelig blev det også tid til at runde The Big Cover-Up og ”Firecracker”, som oprindeligt er indspillet af Martin Denny, men populariseret i slut-70’erne af Yellow Magic Orchestra. Den fungerede egentlig bedre live i al sin lettere malplacerede, japanske pragt, end jeg havde turde håbe på.
For at gå fra noget nyt til noget gammelt, fandt Terje sin gennembrudssingle, ”Ragysh”, frem. Det er en lidt mere kontant skæring, som mest af alt giver associationer til start-90’ernes gyldne acid-dage, men som indslag mere end halvvejs inde i aftenens koncert formåede det at spille glimrende sammen med det for længst opvarmede publikum. De blev dog hurtigt hevet ned på jorden igen til ”Oh Joy”, som er indehaver af Terjes vel nok mest langtrukne opbygning, men som i sidste ende samtidig leverer et velfortjent, storladent payoff. Vi rundede også lige ”Disco Circus” fra The Big Cover-Up, inden vi langt om længe fik det, som 90 procent af publikum nok var kommet efter.
Er man i tvivl om, hvad det mest catchy elektroniske nummer i løbet af de seneste fem år er, er ”Inspector Norse” et fandens godt bud. Det er altid fedt at bevidne en kunstner fremføre sit største hit foran et fuldstændig dedikeret publikum, og der er da heller ingen tvivl om, at ”Inspector Norse” besidder nogle helt rigtige ”anthem”-kvaliteter, der kommer til at gøre nummeret lige så interessant og underholdende om 10 år.
Så skulle man tro, at vi stoppede her; på toppen. Men nej. Underligt nok valgte Terje med band at lave en hurtig exit for derefter at vende tilbage og give os endnu to numre. Jeg har meget svært ved at forstå det valg – ”Inspector Norse” er jo Terjes ”Seven Nation Army”, ”Seek and Destroy” (fortsæt selv) – og i stedet for at lukke allerøverst på stemningsbarometeret, skulle vi nu starte forfra med den næsten 11 minutter lange ”Spiral” og efterfølgende Vangelis’ ”La Fête Sauvage”. Som titlen antyder, havde vi haft en vild fest, ja. Men det var næsten for meget at forlange af en koncert, der allerede havde peaket, og udvandringen var da også begyndt på det tidspunkt. En afsluttende kommentar skal desuden lyde til den/de idiot(er) som to gange klatrede op på scenen til bandets tydelige irritation, før først en lydmand og sidenhen et par scenevagter fik taget hånd om situationen: Stop det nu bare. Tak.
Når man ser bort fra det spøjse valg, som bestod i ikke at lukke med den største publikumsyndling, var Todd Terje & the Olsens lige så fænomenal en oplevelse live, som Terjes seneste plader fremstår over anlægget. De ekstra lag, som Terjes velspillende medsammensvorne tilføjede, gav en langt mere ”menneskelig” og dynamisk helhed, som man ellers ikke oplever med studieindspilningerne, og der er ingen tvivl om, at de skal tilbage på dansk grund igen så hurtigt som muligt – læser I med, Festivaldanmark?
Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com
