Fabulous Dates er det nyeste album fra amerikaneren Morgan Enos alias Other Houses. Han har efterhånden en del udgivelser i bagagen, blandt andet EP’en Under the Canopy, som er en kærlig parodi på den fantastiske singer/songwriter Sun Kil Moon. På dette album vælger Morgan Enos dog at gå en ret punket lo-fi-vej samtidig med, at han spiller alle instrumenterne selv. Det gør han på en yderst idiosynkratisk vis, for første halvdel af albummet lyder som en lo-fi udgave af Beach Boys eller Zombies med masser af cembalo og andre barokke instrumentale træk.
Noget af det første, man bemærker, når man hører dette 23 minutter og 19 sekunder lange album, er, at det ikke på nogen måde er mesterlig teknisk musikalitet, vi har med at gøre. Specielt trommerne er virkelig tvivlsomt spillet overalt på pladen, men det giver egentlig en vis charme til projektet. Og charme er meget centralt for denne plade, som i grunden bare er fyldt med farverige popsange. Lige fra første færd får vi den ganske udmærkede sang “Pronounce Tarot”, som handler om… hvordan Enos er ved at blive sindssyg, fordi han ikke ved, hvordan man udtaler »tarot«. Meget originalt og sjovt sangkoncept og en fin åbner.
“Jar of Marbles” lyder mest af alt som noget britpop med en snert af en nutidig singer/songwriter som Sufjan Stevens. “See Tangerine” er anderledes støjet, men den byder også på nogle rigtig fine cembalo-breakdowns, som virkelig står i kontrast til den ret distortede vals, Enos har gang i her. Nogle gange bliver The Zombies-inspirationen lige tydelig nok som på “Fabulous Dates” og “Ferns Are Fine Forever”. Ganske fine numre begge to, specielt førstnævnte, som virkelig fyrer op under den britiske barokkakkelovn og leder tankerne hen til en svunden, lettere psykedelisk tid. Sidstnævnte sang lider dog under, at Enos fortæller os et par gange for meget, at »bregner nok skal klare sig for evigt«, hvad end det så skal betyde.
Egentlig kan jeg meget godt lide Fabulous Dates, men det, der afholder mig fra at blive rigtig forelsket i det, er to ting. Et par af sangene er lige lovligt svagt og sløset konstrueret til at være noget, jeg nogensinde kommer til at elske fuldt ud. Og så er der “On a Vanity”…
“On a Vanity” er et af de værste numre, jeg nogensinde har hørt. Det er bare to minutters hæslig distortion, tilfældige trommerytmer og et gentagende vokallick. Det lyder som om, at det har taget Enos sangens længde at finde på og indspille det her nummer. Misforstå mig ikke. Jeg er stor fan af lo-fi musik, og f.eks. er The Microphones’ The Glow Pt. 2 et af mine top 3 yndlingsalbum nogensinde. Der er bare en grænse for, hvor ligegyldigt og hvor prætentiøst, et stykke musik må være, før at jeg kan synes om det. Og “On a Vanity” er langt over den grænse. Det kan være, at der ligger et eller andet krukket budskab om en dekonstruktion af, hvad vi forstår som en sang, eller en form for lydkunst gemt derinde, men det eneste, jeg hører i denne sang, er at det lyder bemærkelsesværdigt meget som noget forfærdelig musik, jeg lavede for sjov, da jeg var 12 år.
Fabulous Dates er dermed alt i alt et udmærket album – dog synes jeg, at det indeholder flere kunstneriske krumspring, end hvad godt er. Det er heller ikke et album, jeg personligt kan forestille mig at vende tilbage til. Men hvis du er til 60’er-solskinspop, der lyder som om, det er optaget med en smartphone, så synes jeg, du skal give denne her plade et skud, for den er faktisk ganske fin og charmerende.
