I 2008 udgav to engelske rødder albummet The Age of the Understatement i et sideprojekt, de kaldte The Last Shadow Puppets. Miles Kane og Alex Turners album var en hyldest til Scott Walker og The Walker Brothers’ musik fra 60’erne. Storladne barokpop-skæringer med stor instrumentering: Massere af strygere, tambourin og delikate vokalharmonier.
Og denne skabelon læner Steffen Westmark, forsanger og guitarist i The Blue Van, sig tæt op ad i sideprojektet, han har lavet under aliaset Peppermint B.
Head Perfume åbner lige på og hårdt med singlen “New To Me”, der hurtigt tvinger lytteren til at tage stilling med sine insisterende trommer og fremtrædende tambourin. Det er en glimrende popsang, der dog aldrig kryber helt ind under tøjet og kærtegner der, hvor ekstasen opnås.
Det er kendetegnende for store dele af albummet. Det er velproduceret, vellydende, og Westmarks stemme står meget stærkt i de 10 numre, der, i deres store instrumentering og vellyd, fremstår udanske. Men de rammer aldrig de højeste pop-tinder.
At lave romantiske popsange er lidt af en kunst. Man bevæger sig på en hårfin grænse af sødme, hvor et lille hop den ene vej hurtigt kan resultere i sukkersøde og ferske sange, og et par sange lider under dette.
“Venus de Milo” overskrider for eksempel denne grænse. På bedste Alex Turner-vis crooner Westmark sig gennem den tre minutter lange sang, der savner dybde og udvikling – og så er der et mindre irriterende blæsertema.
På “Because We’re Together” og, til en vis grad, “Amber Sun” beviser Westmark dog, at hvis omkvædet er catchy nok, glemmer man hurtigt de førnævnte forbehold. Det er sukkersødt, og falsetten er meget kælen, men det er fandens catchy.
Præcis som på The Last Shadow Puppets’ debutalbum bliver de romantiske ballader afbrudt af mere rockede og kontante numre. “Because We’re Together”, et af albummets bedre popsange, bliver således afløst af “Thinking ‘Bout the Kid” og “Clear Your Mind”, hvor guitaren er høj, snavset og mere brutal.
Albummets højdepunkt er uden tvivl balladen “The Important of a Kiss”. Med stærke harmonier og en eftertænksom, nostalgisk og drømmende lyd vækker den følelser, få af pladens ni andre numre rammer. Savnede sommerromancer under lange, lyse nætter – langt fra hverdagens bekymringer – presser sig på.
Øjeblikke som dette er dog ikke hyppige nok til at klemme sig længere op end fire U’er. Det lyder godt, der mangler ikke catchy melodier, og flankeret af blæsere og en violin lyder det udansk i sin overdådighed. Men romantiske popsange om kærlighed skal gerne give udsving i følelsesregistret, og her ender de fleste af albummets sange som et dansk jordskælv: Det er meget sjovt, man bemærker det, men det kan hurtigt glemmes igen, og livet fortsætter.
