Man er ikke i tvivl om, at It’s A Mad Love kommer fra When Saints Go Machine. Bandet har bevaret deres karakteristiske lyd og spændende elektroniske univers, som er svært ikke at blive draget af. Det er genkendeligt og stilsikkert med Nikolaj Manuel Vonsilds forvrængede vokal og de langsomme beats, men også en smule mere melankolsk end Infinty Pool fra 2013. Ønsket om at løsrive sig fra det elektropoppede lykkes fint, men derved bliver bandet på mange måder også mere indadvendte, når de vender ryggen til de fængende melodier og mere dansevenlige rytmer.
Den elektroniske lyd, som Nikolaj Manuel Vonsild, Jonas Kenton, Simon Muschinsky og Silas Moldenhawe får skabt, er bestemt ikke til at tage fejl af – men med mere end ti år tilbagelagt siden de dannede When Saints Go Machine, har de også opbygget en vis erfaring. Alligevel har de formået at løsrive sig lidt fra det velkendte, men samtidig at holde fast i samme høje kvalitet, både når det kommer til produktion og tekst. Universet er en smule mere melankolsk end førhen, men med ”KassandraComplex7AM” som en undtagelse. Når de elektroniske flader møder hinanden, skaber de på fineste vis et af de mere opløftende numre på EP’en, hvor keys og synth tilsammen skaber en lyd, der nærmest minder om et klokkespil. Nummeret er altså ikke helt så præget af tunge beats, som resten af It’s A Mad Love, hvor den elektroniske genre er blevet drejet og tvistet – men med en stilsikkerhed og genrebevidsthed.
Når nu bandet er så stilsikre og bevidste om deres til- og fravalg i musikken, så virker det også en smule off at inddrage rapperen Killer Mike på førstesinglen ”ArrowThroughSkinOutOfBlueSky” – igen. Bandet har nemlig gjort noget lignende før på nummeret ”Love and Respect” fra Infinity Pool, hvor de også havde rapperen med. Killer Mikes rap kommer desværre til at overtage nummeret, og det fylder for meget i forhold til den elektroniske stemning på resten af EP’en. Måske det er nytænkning fra bandets side, men for lytteren bliver det blot et forvirrende element på en ellers stilsikker plade. Som sagt har bandet inddraget Killer Mike før, så måske vi skal betragte det som et fast input på bandets kommende albummer og EP’er – om vi kan lide det eller ej, når rap møder det elektroniske. Selvom det er en smagssag, er det, for mig at se, to svært forenlige genrer.
På trods af den lidt rodet start, er It’s A Mad Love en velproduceret og spændende EP, som følger fint op på deres anmelderroste album Infinity Pool. De enkelte numre supplerer hinanden godt og udgør en behaglig lytteoplevelse. Særligt hvis man giver sig hen til musikken og lytter albummet i fuld længde, da det på mange måder er ret stilsikkert.
Det er dog en hårfin grænse mellem stilsikkert og kedeligt. Der er ingen tvivl om, at When Saints Go Machine er genrebevidste og sikre i det elektroniske univers, men efter ikke at have udgivet noget siden 2013, kunne man godt have ønsket noget nyt, der ikke blot lyder som en opsamler til Infiny Pool. Lyrisk har bandet nogle virkelig gode passager, men de drukner lidt i Vonsilds vokal. Til tider savner man noget mere egentlig sang fremfor forvrænget oplæsning, da det gør det svært at lytte tekstnært.
It’s A Mad Love efterlader mig med en ærgerlig tvivl om, hvorvidt jeg har lyttet til noget nyt When Saints Go Machine, da den på mange måder lyder som flere af bandets tidligere albums, blot i en lidt mere nedtonet og neutral udgave. Det er svært helt at greje, hvad hensigten med EP’en har været, men Vonsild og co. er tilbage på den danske musikscene – og det er bestemt et glædeligt genlyt, selv om det er begrænset, hvad der er nyt under solen.
