Igen i år har bookerne i Vega været så søde at kuratere deres bud på morgendagens musikstjerner – og invitere til en aften i deres selskab. Den femte udgave af arrangementet Vega’s New Crush blev onsdag den 26. september afholdt i Lille Vega og bød denne gang på fire forskellige bands, der hver især optrådte mellem 20 og 40 minutter. Når der skal gøres status over aftenen her dagen derpå, må denne anmelder dog bekende, at der kun var ét band, der for alvor brændte igennem på scenen.
Slenderbodies
Aftenens første optrædende var den Los Angeles-baserede duo Slenderbodies, der allerede har haft et decideret Spotify-hit i form af singlen ”Anemone”, der i skrivende stund har mere end 15 millioner afspilninger på streamingtjenesten. Det er absolut forståeligt. Gruppens fløjlsbløde og gennemlækre r’n’b-produktioner er som skabt til at blive easy listening-radioørehængere. Der er lidt Phlake møder Gotye anno ”Somebody That I Used to Know” over duoens lyd, som så er krydret med en androgyn, manipuleret falset.
Duoen Slenderbodies. Foto: Peter Troest/Vega.
Streamingsucces er dog ikke lig med, at man nødvendigvis har scenetilstedeværelse eller karisma i overskud. Det fik det lettere overentusiastiske makkerpar understreget, da de på akavet vis blev ved med at forsøge at opildne publikum til at klappe i takt, vinke, sende hjerter og alt muligt andet fjol. De virkede mildest talt til at være komplet benovede over at være i Europa – og opsatte på at presse det maksimale ud af deres korte tid på scenen.
Samtidig blev det understreget, at duoen på dette punkt i deres karriere stadig er mere et studie- end liveband. Deres setup på scenen var helt nedbarberet og bestod i to guitarer og en mikrofon. Resten af instrumenteringen var henvist til backtracks, hvilket desværre skinnede igennem flere steder. I visse passager antog trommespillet en underlig karakter – som om de kom inde fra rummet ved siden af. Det lød helt skævt.
”Højdepunktet” blev en gakket coverudgave af Britney Spears’ hit ”Toxic”. Det fik det brede smil frem på publikums læber, hvilket faktisk var Slenderbodies’ største kvalitet på scenen. På trods af bump på vejen, hvad angår både lyd og optræden, så var duoens altoverskyggende spilleglæde smittende i sin naivitet.
Yazmin Lacey
Fra det sekund, det første stemningsmættede soulbeat skyllede ud over publikum i Lille Vega, stod det klart, at Yazmin Lacey og hendes band var fuldendte professionelle udi jazz-soul. Instrumenteringen var stilsikker, tæskelækker og… en anelse for sikker. Den største anke mod Yazmin Lacey og hendes kompagnoner er, at det aldrig virkede som om, at de bevægede sig uden for deres (eller publikums) komfortzone.
En yderst sikker performance fra britiske Yasmin Lacey. Foto: Peter Troest/Vega.
Det var en skam. For der er ingen tvivl om, at Lacey har et særligt sangtalent. Hun er på mange måder et tidstypisk billede på den unge jazzscene, der på tilsyneladende ingen tid er opblomstret i Storbritannien. Som alle andre musikscener er det et sammensat miljø af mange forskellige typer af kunstnere – nogle skubber til genrens grænser, og andre forfiner i stedet et klassisk udtryk. Lacey falder uden tvivl i den sidste kategori.
Måske var det manglen på scenekarisma, der gjorde, at koncerten fik et meget statisk udtryk. Selv den fine vokal blev ensformig i længden. Jeg savnede ganske enkelt noget mere at blive nysgerrig på. Enkelte sange såsom ”Black Moon” rystede posen en anelse, men grundlæggende virkede det mest af alt som om, at Yazmin Lacey med band hørte mere hjemme i hjørnet på en tilrøget jazzklub end på en hævet scene bygget til rockbands, der er vant til at sole sig i publikums opmærksomhed. Jeg hilser fortsat jazzens tilbagekomst på mainstream-scenen velkommen, men det forpligter også, hvis genren for alvor vil bide sig fast.
Nadia Nair
Pressematerialet fra Vega lovede os »Robyns ”lillesøster”« og »noget af det mest interessante, svenske popmusik« siden førnævnte Robyn. Det skruede naturligvis mine forventninger til Nadia Nair i vejret. For hvis det er noget, vor naboer på den anden side af Sundet kan finde ud af, så er det at skrue effektfuld popmusik sammen. Blev de forventninger så indfriet? Til dels, ja. Men ikke fuldstændig.
Efter to optrædende med hver deres mangler udi scenetilstedeværelse, var det en fryd at opleve svenske Nadia Nair indtage Lille Vegas scene. Hun fik hurtigt understreget, at hun har et medfødt performer-gen. Hun var den første af aftenens optrædende, der reelt virkede tilpas sammen med og i kontrol over sit publikum, som hun nonchalant dansede rundt med og sendte håndtegn til fra scenekanten.
Svenske Nadia Nair på scenen til Vega’s New Crush. Foto: Peter Troest/Vega.
Rent musikalsk er Nadia Nair dog langt fra de højder, som Sveriges electropop-dronning Robyn befinder sig i. Det er faktisk overraskende svært at sætte ét mærkat på Nairs musik, men af en eller anden grund, poppede »Disney« op i hovedet på mig. Det skete især under nummeret ”Moon”, der for nylig er udsendt som single. Det er ikke nødvendigvis dårligt, men der er simpelthen noget teatralsk over den inderlige og dybtfølte powerpop på det nummer, som også går igen på flere af Nairs andre sange. Så var jeg mere til ”Beautiful Poetry”, der skabte en interessant dynamik med sine tunge, slæbende rytmer og underliggende MGMT-klingende synths, som periodisk boblede op til overfladen.
Til sidst – og dette er selvfølgelig ikke den enkelte artists skyld – så blev det også en anelse trættende i længden, at Vega i år har booket en række artister til New Crush-arrangementet, der alle befinder sig i den pæne, polerede og bløde ende af spektret. »Er det forbudt at komme ind og sparke røv i aften eller hvad?,« tog jeg mig selv i at tænke under Nadia Nairs optræden. Der var ikke noget galt med hendes optræden som sådan, men jeg savnede en optræden, der overraskede eller udfordrede mig som publikum.
Men I Trust
Som rosinen i pølseenden havde Vega heldigvis gemt et es i form af fransk-canadiske Men I Trust, som med to fuldlængdeudgivelser bag sig absolut også var aftenens mest etablerede band. I front for Montreal-kvartetetten står den henrivende charmerende Emmanuelle ”Emma” Proulx, som er hjertet og sjælen i bandets liveoptræden. Hun har simpelthen en charme, som det er umuligt ikke at overgive sig til.
Det smitter af på resten af bandet og på publikum. Man kan mærke, at Men I Trust har det godt med hinanden på scenen, og man får det også selv godt. Min begejstring kan også være foranlediget af, at man her tydeligt kunne mærke, at der pludselig stod et mere erfarent band på scenen, som kunne udfylde pladsen og indtage rummet, uagtet at en betragtelig del af publikum var forduftet på dette tidspunkt. Egentlig forståeligt nok i betragtning af det sene tidspunkt at indlede en indiekoncert på en helt almindelig onsdag aften.
Til gengæld passede det lækre slacker-twang på guitaren helt perfekt til den dovne stemning, der sænkede sig over salen på denne sene aftentime. Men I Trust rammer lidt den samme vibe som Mac DeMarco, men pakker den ind i langt mere dansable, blide og knap så ironiske gevandter. Et af højdepunkterne var den melankolske ”Lauren” med sin drømmende og opgivende tekst om dagdrømmerier på regnvejrsdage: »Cause I can’t stay forever / By my window«. Et andet var hitsinglen ”Tailwhip”, der på fineste vis gav bandet mulighed for at vise, hvor tight groovende og velspillende, de er. Men I Trust er helt sikkert et band, som jeg kommer til at vende tilbage til efter denne aften.