»Lad aldrig en krise gå til spilde« lyder et gammelt politisk slogan. I USA, hvor drømmen om et »postracistisk« samfund for alvor er blevet skudt ned af den talende flødebolle i det hvide hus, er krisen ikke svær at få øje. Men kriser kan afføde nye muligheder. Nye kritikere der bruger gamle udtryksformer, som eksempelvis Kamasi Washington, vinder frem. Den gamle garde får også ny vind i sejlene. Det kan ses på den 68-årige avantgardekunstner Lonnie Holleys nyeste album MITH, der bliver udgivet af det førende indielabel, Jagjaguwar.
Holleys livshistorie kan være svær at fatte i 2018. Han blev eftersigende født som den syvende ud af 27(!) børn i Alabama i 1950, hvor de racistiske Jim Crow-love stadig blev håndhævet. Som spæd blev han taget fra sin mor og opfostret af en burleskdanserinde. Da Holleys søsters børn døde i en brand og familien var for fattige til at betale for begravelsen, udhuggede Holley selv gravstenene. Det skulle åbne op for en hidtil skjult kunstnerisk passion. Siden har hans udstillingskunst fundet frem til så prestigiøse steder som the Metropolitan Museum of Art og det Hvide Hus. I sine 60’ere kastede Holley sig så over musikken, hvor MITH er det tredje udspil fra den nu 68-årige kunstner. På trods af selv at være et oplagt eksempel på den amerikanske drøm, fra opvæksten i fattigdom til at blive udstillet i det Hvide Hus, så har vrangsiden af selvsamme drøm brændt sig fast i hans virke. Holleys kunst taler direkte til livserfaringer fra verdenshistoriens mægtigste og rigeste nation, der for manges vedkommende er tættere på mareridt end drøm. Videoen til ”I Woke Up in a Fucked-Up America” taler sit tydelige sprog med Holley, der messer over en rastløs trombone/slagtøjsbund lagt af den dynamiske duo Nelson Patton og en mørk historielektion i tunge lænker og lidende afroamerikanere. Det kan godt være, at USA er ekstra »fucked up« i sin nuværende tilstand, men Holley minder lytteren om, at landets succes er bygget på menneskelig lidelse.
Kun fire ud af de ti numre på MITH tikker ind under syv minutters spilletid. Kronen på værket er midterstykket ”I Snuck Off the Slave Ship”, der i løbet af sine maratonske 17 minutter hopper tilbage i tiden og fortæller historien fra en afrikaners perspektiv. Først ser han slaveskibene komme tættere på og bliver lagt i lænker, for siden at undslippe kun for at opdage, at han er kommet på et nyt slaveskib. Lonnie Holley insisterer på ikke at se den nuværende krise som en anomali i amerikansk historie. I stedet løber systemiske tendenser – racisme, kolonialisme, krig og undertrykkelse – igennem hele nationens historie og kræver et helt andet, dybere opgør. Fra mere meditative numre som ”I’m a Suspect” der giver plads til hornenes kosmiske droner, saloonklaver-hittet ”Back For Me”, den jazzede ”There Was Always Water” og kaotiske ”Copying the Rock” står Holleys dybe stemme i centrum, sommetider hæs og guttural, sommetider opløftende og ophidset, altid støttet af søgende instrumentation og en krystalklar produktion. Selvom Holley er eksperimenterende af natur, er han som musiker først og fremmest historiefortæller, der lader musikken bevæge sig frit. Når han støder på fraser, han synes om, gentager han dem, forskyder rytmer og toner i en tranceagtig tilstand, der akkumulerer over de små ti minutter for så at trække sig tilbage og blive afløst af nye mønstre.
Mith er ikke en plade, man smækker på uden at have tænkt nærmere over det – dertil er musikken for insisterende og krævende. Men hvis man har overskuddet, åbner der sig en rigdom af historiefortælling og musikalske lag. Som psykedelisk prædikant messer og crooner Lonnie Holley sig igennem nedture, men formår også at holde fast i livsglæden. Da musikken er improviseret, er nogle stykker også mere inspirerede end andre. ”Sometimes I Want To Dance” lider under sin lange spilletid og bliver rent ud sagt lidt fjollet med sit Charlie Brown-klaver og Holleys kådhed. Langt hen af vejen mestrer Holley dog opbygningens kunst, og leverer en ærlig og ligefrem kritik af en stadigt eskalerende krise.
