Jeg tror i grunden, det passede David Tibet ganske fint at komme lettere anonymt sjoskende ind på scenen – barfodet og iklædt løstsiddende, hvidt jakkesæt samt sixpence – cirka en halv time efter aftenens koncert med Current 93 var programsat til at begynde. Han er en mand, der ikke lader til at ville gøre særligt meget væsen af sig; med en fremtoning, der udadtil kan virke akavet og tilbageholdende, og en skrøbelig, sparsom røst, der til tider grænser til decideret hviskende. Samtidig umuliggør han selvfølgelig enhver mulighed for anonymitet i kraft af sin rolle som frontfigur i det projekt, han som bekendt var med til at stifte tilbage i 1982 – og det er derfor også ham, hvis entré modtager det største bifald.
I de 30 minutter, som var gået forud, havde visuals-altmuligmanden Davide Pepe fremvist prøver på sin abstrakte grafiske formåen og diverse timelapses til lyden af ambient buldren, field recordings og minimalistisk pulserende rytmer. Det føltes derfor også en smule letkøbt at promovere aftenen som to-en-halv-time i selskab med Current 93, og hvis man ikke var blevet en smule rastløs, da det første vue ud over en tilfældig middelhavskystby med mennesker og biler pilende frem og tilbage i opskruet tempo rullede over lærredet bag scenen, var man helt klart blevet det til det femte.
Da bandet endelig var fuldtallig, lykkedes det dem ikke overraskende at glide lettere ubesværet igennem ikke bare deres første koncert i ni måneder, men også en aldeles glimrende rundtur i den diskografi, som efterhånden tæller langt over 70 (og måske endda flere) udgivelser i både stort og lille format. Det forlangte derfor også, at man – såfremt man måske ikke var fuldt ud velbevandret i bagkataloget – fik muligheden for at møde både band og musik på deres præmisser, og her fremstod Primavera Sound heldigvis tilpas forudseende, i og med man havde valgt at skemalægge koncerten som en del af festivalens Ciutat-program.
For kunne man overhovedet have programsat Tibets eklektiske ensemble til en 150 minutter lang forestilling i løbet af festivalens hoveddage? Næppe – end ikke i det tilstødende Auditori Rockdelux, som efter et enkelt års beklageligt fravær igen udgør en uundværlig hjørnesten i festivallogistikken for alle de outrerede indslag, som ikke nyder godt af at blive præsenteret under åben himmel.
Som en egentlig venuekoncert i Para.lel 62’s voluminøse teatersalsstruktur med fløjlsbetrukne sæder, højtloftede hvælvinger, balkoner og suiter hørte Current 93’s genrehybrid imidlertid bedre hjemme, hvor flotte versioner af melankolske kompositioner som “Bright Dead Star” og “A Gothic Love Song” nød godt af samspillet med den teatralske scenografi. Når det omvendt blev lidt vildere som på “Lucifer over London” og “Oh Coal Black Smith”, havde især Tibet en tendens til at komme lidt bag dansen og halse efter i de mere febrilske rytmer. Her var det måske lidt svært at lure, om det skyldtes enten alderen eller det faktum, at bandets optrædener sker med stadigt sjældnere og sjældnere frekvens; hakkende og småsløset var det i hvert fald.
Overordnet set kan man dog godt glæde sig, hvis man har sikret sig billet til septemberkoncerten i Vega, for der er øjensynligt stadig masser af sofistikeret schwung tilbage i både David Tibet og resten af hans brogede galleri af medsammensvorne.
I jagten på det perfekte eftermæle
Med Tim Smiths alt for tidlige bortgang i sommeren 2020 lignede det samtidig også et endegyldigt punktum for Cardiacs. For Smith, der sammen med sin bror Jim var med til at danne dette kultbandenes kultband for snart 50 år siden, var Cardiacs; med et aftryk som uundgåeligt mærkes alle vegne i det excentriske foretagendes brede portefølje af materiale, som spænder fra det ligetil rockende til det snørklet prog’ede og bizart gøglede.
Derfor blev det også modtaget med lige dele forundring, skepsis og spænding, da bandet sidste sommer på vanlig, pseudokryptisk manér antydede, at deres første album i mere end et kvart århundrede var lige på trapperne. LSD, som pladen kom til at hedde, består på bunden af alt lige fra skitser til halv- og helfærdige kompositioner – alt sammen kreeret af Tim Smith i løbet af de sidste år af hans liv – der sidenhen er blevet sammenstykket af resten af Cardiacs med assistance fra lige så kompetente musikalske venner og bekendtskaber. Og det er blandt andet også nogle af disse hjælpende hænder, som ligeledes har været med til at vække bandet til live igen og (måske for allersidste gang) drage rundt til koncertsale rundt omkring på kontinentet – herunder altså også på dette års Primavera Sound – som en form for afsluttende hyldest af Tim Smiths liv og levned.
Det er i den forbindelse den tidligere Oceansize-frontmand Mike Vennart, der har fået til opgave at emulere Smiths mange vokalkrumspring, hvilket han gør en særdeles hæderlig indsats for at honorere. Vennart, der måske endda er en endnu bedre guitarist end vokalist, strålede i den tætpakkede sal ikke overraskende klarere på skæringerne fra LSD, som blandt andet talte koncertåbneren, “Ditzy Scene”, den storladne “Men in Bed” samt den manisk punkede single “Woodeneye”, hvor medguitarist (og efterhånden mere etableret Cardiacs-medlem) Kavus Torabi supplerede med rigelige mængder hidsige riffs.
Mere end noget andet lod hele affæren dog til at være præget af en vis emotionel tyngde, hvor alle otte m/k i orkesterbesætningen eksempelvis udelukkende var klædt i sort, mens begge korsangerinder m.m., Sharron Fortnam og Chloe Herington, måtte gøre en ekstra indsats for at holde tårerne tilbage på den afsluttende “Is This the Life”, der vel sagtens er det tætteste, Cardiacs nogensinde kom på et egentligt “hit”. På den måde fungerede koncerten i hvert fald efter hensigten om at mindes Tim Smith, hvor de uindviede fik rig mulighed for at stifte bekendtskab med briternes særegne rockbastard, mens livslange fans, der havde taget turen fra alle retninger, kunne afstøve alle deres røverhistorier om Smith og Cardiacs, der før og efter showet blev delt i utal.
Når det så er sagt, efterlades man i sidste ende også med en følelse af, at Cardiacs som sådan har nået et punkt, hvor det førnævnte, endegyldige punktum kan sættes. Der behøver ikke nødvendigvis ske mere fra den front, når bandets nuværende tour engang når sin afslutning, og forhåbentlig kommer de respektive tovholdere også frem til den samme konklusion i deres jagt på at kunne bevare Tim Smiths eftermæle med den værdighed, det nu engang fortjener.
Mundbind og modeller
Den allerførste prøveanmeldelse, jeg skrev for lige præcis dette onlinemagasin, var af Melt Bananas koncert på Loppen tilbage i 2010. Koncerten var glimrende, prøveanmeldelsen var ikke – men heldigvis er det aldrig for sent at revanchere sig.
Sammenlignet med Current 93 såvel som Cardiacs er Melt Banana meget mere ligetil, og duoen bestående af Yasuko Onuki og Ichiro Agata har aldrig lat skjul på, hvordan deres karakteristiske variant af noisepunk simpelthen ikke kan leveres hurtigt nok – sommetider endda i form af deres klassiske “8 Short Songs”, som er lige præcis, hvad man kan forvente ud fra navnet. De otte numre, der præsenteres i en samlet pakke på allerhøjest to minutter, er dog ikke overraskende mest tiltænkt som en gimmick, mens resten af indslagene på aftenens sætliste, (omend det stadig går vældig hurtigt), besidder mere definerede struktur.
Den indledende kombination med først “Blank Page of the Blind” og “The Hive” var med til at sætte nogle herligt velvalgte rammer for resten af den kaotiske seance, som for størstedelen af publikummet på gulvets vedkommende i lige så høj grad handlede om at kaste sig ind i hinanden – og her fandtes der næppe et bedre soundtrack end Melt Bananas. For der er meget lidt filter på Onukis højtpitchede vokal, der hverken kan eller bør dechifreres for give mening i den større koncertsammenhæng, eller de voldsomme, effektforvrængede guitarudladninger fra Agata med sit sædvanlige mundbind, der beskytter ham og hans udstyr fra næseblod. Og når filteret først er røget, ryger kontrollen hurtigt herefter, hvilket unægteligt også blev tilfældet for alle tilstedeværende på Sala Apolo denne aften, mens “Candy Gun” agerede den perfekte, eksplosive afslutning.
Anderledes stringent kontrolleret er Model/Actriz, som efterhånden burde være et must see-navn for alle postpunk-aficionadoer med bare det mindste hang til pulserende, elektroniske rytmer. Newyorker-kvartetten har ikke kun en fænomenal evne til at skrive sange, der appellerer til både goths og ravere, men i Cole Haden har de også en af de allerbedste frontpersoner på tværs af alle genrer. Haden er en forrygende avatar i Model/Actriz’ mørkelagte natklubunivers, hvor han skiftevis synger, pirouetterer, græder og deler sine inderste hemmeligheder på scenen såvel som (gentagne gange) nede på gulvet i øjenhøjde med sit publikum, mens resten af bandkollegerne tæskede sig vej igennem numre som “Mosquito” og “Amaranth” fra den mere punkede debut Dogsbody samt “Vespers” og “Cinderella” fra sidste års Pirouette.
Udfordringen for et band som Model/Actriz er næsten at sørge for ikke at blive for store, for deres dansable postpunk trives – akkurat som denne aften – allerbedst i skyggerne og i de sveddryppende, intime rum.
Fotos: Christian Bertrand (Current 93), Clara Orozco (Melt Banana), Gisela Jane (Model/Actriz)