Plader

Blonde Redhead: Misery Is a Butterfly

Skrevet af Peter Hansen

Blonde Redhead fuldfører sit stilskifte med en helstøbt plade, der byder på fire sangperler, men som også er en anelse kedelig i sin helhed.

Noget musik befinder sig lige omkring grænsen mellem at være yderst genialt og smukt, og så bare være godt nok, men en anelse kedeligt. Blonde Redhead vader frem og tilbage over denne grænse med deres nyeste udgivelse, Misery Is a Butterfly, og samlet set ender de med at befinde sig lige på den forkerte side af den.

Efter denne newyorker-trio tidligere i karrieren støjede på deres plader i en sådan grad, at Sonic Youth-sammenligningerne med rette blev hevet op ad posen, har de på det seneste bevæget sig over i en mere stille og atmosfærisk lyd. Således også på Misery Is a Butterfly hvor der er dømt halvdrømmende pop uden nogen huller i lyden. Man må altid tage hatten af for bands, der skifter stil, og i Blonde Redheads tilfælde er der bestemt ikke tale om hovedløs gerning, da bandet, som nævnt, langsomt har fundet sig til rette i deres nye musikalske jakkesæt. Alligevel fungerer Misery Is a Butterfly ikke helt, og det er først og fremmest, fordi der simpelthen ikke er nok gode sange til at holde en høj standard.

Det starter ellers godt med den fremragende “Elephant Woman”. Som en blanding mellem soundtracket til en Jeunet-instrueret James Bond-film og temaet fra De uheldige helte tryllebinder musikken fra start, og det bliver endnu bedre, når Kazu Makinos vokal kommer på. I nummeret demonstrerer hun en uovertruffen evne til at hviske så højt, at det både bliver intimt og intenst på én gang.

“Messenger” følger godt op lige ved første ørekast, men allerede midt i nummeret begynder man at kede sig en smule. Nummeret har simpelthen ikke de samme melodimæssige kvaliteter som “Elephant Woman”, og desværre fortsætter denne tendens i de tre efterfølgende numre. Det er ikke, fordi der er tale om dårlige numre, men i forhold til åbningsnummeret er de bare relativt intetsigende, og de flyder sammen i hinanden og i deres egen effektsovs. Det er på det tidspunkt en behagelig plade, men ikke noget værk, der kan forhindre éns tankestrøm i at gå i retning af, om man har mælk nok til morgendagens cornflakes.

Heldigvis vælger Blonde Redhead så at fyre to fremragende numre af. Den forfriskende “Falling Man”, som er et mere enkelt nummer end de foregående, men ikke desto mindre langt, langt bedre. Det lettere øgede tempo er simpelthen mere medrivende, og samtidig giver Amadeo Paces vokal en god afveksling. Tempoet bliver godt nok sat ned i “Anticipation”, men her er til gengæld tale om et inderligt smukt nummer, som klæber sig til ørerne og sindet.

Ærgerligt at vi så igen skal ned i niveau i de to efterfølgende numre, hvoraf “Magic Mountain” er nok det bedste eksempel på de ting, der er knap så gode på denne plade. Måske havde denne vuggevise passet bedre ind som et pusterum på et mere rocket album, men her er den faktisk bare irriterende.

Med “Pink Love” hiver Blonde Redhead heldigvis deres fjerde es ud af ærmet. Vokalskift driver dette nummer frem, og selv om det i stil minder meget om de mere kedelige sange på første del af pladen, lykkes bandet her med alt dét, som de gerne vil med dette album. Balancen mellem det poppede og det atmosfæriske er simpelthen lige i øjet på denne sang. Havde de dog bare stoppet her.

Det sidste nummer er nemlig ikke noget at råbe hurra for, og det betyder, at man sidder tilbage med indtrykket af en plade, hvor der er ramt mere nøjagtigt ved siden af, end der er ramt plet. Der er dog samtidig tale om en meget strømlinet plade, hvor Blonde Redhead aldrig er trådt helt forkert, men blot har valgt at gå en musikalsk vej, hvor kravene har været højere, end de har kunnet opfylde.

Bandet føler sig åbenbart godt tilpas i deres nye musikalske jakkesæt, men de har, med nævneværdige undtagelser, negligeret at gøre det helt til deres eget. Hvis det sker, kan det blive virkeligt godt i fremtiden.

Foreløbigt må Blonde Redhead nøjes med at få ros for at fuldføre deres musikalske genreskifte med en så stilsikker og homogen plade. De får ligeledes applaus for at udsende fire rigtig, rigtig gode numre. De to faktorer trækker gevaldigt op på en udgivelse, der samlet set rent faktisk er en anelse kedelig.

★★★★☆☆

Deltag i debat