Kalenderen skriver nu 2019, hvilket betyder, at det er på tide at se tilbage på musikåret der gik. Traditionen tro har juleferien foruden snaps og god mad stået på en intens slutspurt af musiklytning for Undertoner-redaktionen, da årets bedste plader skulle kåres. I år har 18 skribenter og redaktører deltaget og indsendt personlige lister over favoritalbums fra året der gik. Efter en sammentælling har vi sammensat den nedenstående liste, der kårer Undertoners samlede opgørelse over de bedste danske plader fra 2018.
På årslisten finder man i år en solid blanding af veteraner og nytilkomne på den alternative musikscene. Genremæssigt spænder listen bredt over tyst folkmusik til hårdtslående støjrock og eksperimentelle lydcollager samt effektfuld popmusik. I år var der igen ingen tvivl på redaktionen om listens førsteplads, ligesom det var tilfældet med Stor langsom stjerne sidste år. Samtidig må man sige, at det lover godt for den alternative musikscene i Danmark, at intet mindre end halvdelen af pladerne i top seks stammer fra debutanter.
Mindre opmuntrende er kønsbalancen, der bestemt ikke er i kvindernes favør. Det er ellers ikke, fordi vi ikke har inspirerende, ambitiøse og dygtige kvindelige kunstnere i Danmark. Astrid Sonne (Human Lines), Clarissa Connelly (Tech Duinn), Katinka (Vokseværk) og Lydmor (I Told You I’d Tell Them Our Story) endte alle lige udenfor top 10, og det tyder derfor på, at det snarere er bred bevågenhed og udbredelse, der mangler. Lad os håbe på, at den kommer i større mængder i 2019.
Må vi præsentere: Årets 10 bedste danske plader 2018 ifølge Undertoner:
1. Iceage: Beyondless
Af Ulrik Høgh
Hele Danmarks Pitchfork-darlings har holdt en usædvanlig lang pause på fire år op til udgivelsen af deres fjerde album. Tiden er tilsyneladende blevet brugt på at fuldende transformationen fra hårdtslående undergrundspunk til sofistikeret postpunk med litterære referencer. Beyondless lyd er især karakteriseret af en yderst velfungerende hornsektion, som hele tiden formår at overraske lytteren. Alle numre holder et imponerende højt niveau, men det er især på ”Hurrah” og ”Showtime”, hvor Iceage viser, at de er sangskrivere på højeste internationale niveau. Iceage har med Beyondless begået deres mest lettilgængelige album til dato – og samtidig deres mest vellykkede.
2. Luster: Luster
Af Simon Freiesleben
Med deres selvbetitlede debutplade blev Luster det første danske band til at få tildelt topkarakter på Undertoner i år. Og det er fuldt fortjent, for det er sjældent set, at et spritnyt band har indtaget og beriget den danske musikscene med så overskudsagtig, velproduceret og selvsikker en debut. Luster placerer sig skamløst i den poppede ende af skalaen og inspirationen fra 80’ernes new-wave scene er til at tage og føle på. Det ville dog være synd at reducere pladen til rendyrket 80’er-hyldest, for Jacob Haubjerg formår at forsyne musikken med så meget egensindig charme og friskhed, at musikken har en næsten tidløs kvalitet. Ingen af pladens 11 skæringer virker overflødige, og alle tåler de utallige afspilninger. Luster som værk er pop på et højt, højt plan og årets måske mest ørehængende album.
3. Peter Sommer: Elskede at drømme, drømmer om at elske
Af Carl Bøllingtoft
Peter Sommer er blandt Danmarks absolut bedste sangskrivere. Det slog han endnu engang fast med sit seneste album – også selvom mørkemanden med egne ord sprang ud som optimist. Især den første halvdel af albummet, hvor Sommer igen var akkompagneret af sit trofaste Tigger-orkester, er fremragende. Det ene stærke nummer følger det næste og især “Skønne Spildte Kræfter”, “Sand Kærlighedshistorie” og titelnummeret skriver sig ind blandt troubadurens allerbedste sange. Albummet falder lidt i niveau på anden halvdel, hvilket muligvis skyldes, at de underspillede og nærmest jazzede produktioner næsten føles for afdæmpede, når de er placeret efter den fyldigt orkestrerede lyd fra første halvdel. Som helhed står albummet dog stadig blandt årets stærkeste danske udgivelser, og det er rart at se, hvordan Sommer stadig afsøger nye musikalske landskaber og samarbejder til at akkompagnere hans formidable tekster.
4. First Flush: Spira
Af Sofie Rafn
Der var store roser fra Undertoners anmelder til det eksperimentelle indierock-band First Flush, da de udgav deres fjerde album Spira: »(…) et pragtværk af en plade, der i sin helhed nærmer sig det bedste bud på et hovedværk i bandets efterhånden stærke diskografi«. Med bandets legesyge tilgang til musik, udforsker Spira musikalske afkroge og omfavner både poppens umiddelbarhed, folkens melankoli og rockens intensitet. Tekstuniverset er forfattet af Alexander Weile Klostergaard og Jonathan West Carstensen, der i 2018 også kunne præsentere tekstudgivelsen Rosenkammer – en samling af sangtekster fra bandets hidtil udgivne albums. First Flush’s håbefulde, længslende og romantiske tekster i kombination med modet til at bruge både fiddle og autotune, har resulteret i en af de mest interessante danske udgivelser i det hedengangne år.
5. Hjalte Ross: Embody
Af Sofie Rafn
2018 viste sig også at være året, hvor dansk musik fik sit helt eget folk-talent. Den unge nordjyde Hjalte Ross formåede med sin debutudgivelse Embody at få Undertoners anmelder til at sammenligne med folk-legender som Nick Drake, hvis producer, John Wood, da også har været med til at sætte sit præg på albummet. Men selvom Ross står på skuldrene af giganter, fremstår hans ornamenterede guitarspil og modne tekstunivers helt originalt. Lydbilledet gøres atmosfærisk og luftigt ved Ross luftige, husky vokal og de subtile stryger-arrangementer, der supplerer guitarspillet på årets bedste danske folk-udgivelse.
6. Schultz & Forever: Grand Guignol
Af Jens Trapp
Schultz & Forevers debutalbum Grand Guignol er en fin aftapning af pop med en gennemgående reference og kærlighed til 80’ernes synthbårne æstetik. Især et band som Prefab Sprout springer i ørerne, uden at det af den grund bliver for udtalt eller for meget. Schultz & Forever har nemlig deres eget tag på den lyd og gør det fremragende på debuten. Tematisk bevæger vi os i Jonathan Schultz personlige opgør med kristendommen såvel som den angst og tvivl, det brud medfører. Det er pompøst og stort men alligevel med en skævhed, der er med til at løfte værket op og sætte det storladne i relief.
7. Bisse: Tanmaurk
Af Lasse Yde Hegnet
Bisse har sendt så meget musik på gaden over de senere år, at det kan være svært at overskue det hele. Når Tanmaurk fortjener at blive fremhævet, er det for samarbejdet med symfoniorkestret Copenhagen Phil, der åbner en helt ny dimension for Bisses satiriske og kærlige sangtekster om vort gamle Danmark. Bisses talent for at lade numrene tage den tid de behøver, bliver smukt underbygget af symfoniorkestret, hvor særligt strygerne stikker ud i de velkomponerede instrumentalstykker.
8. Kogekunst: Sexede
Af Daniel Niebuhr
Der sker så meget eminent på Kogekunsts debutudgivelse. Hvert enkelt nummer er unik i sin egen ret; lige fra indslag som åbneren “Køkken”, der slutteligt flyder over med en kanofonisk kanon-outro, og “Kan ikke vente til i morgen”, der med sit “Billie Jean”-synthtema og fuldstændig afsporede vokalbidrag med afstand er 2018’s mest catchy nummer. Og så er det hele endda på dansk! Et på en og samme tid galt og genialt spektakel fra duoen, som i min optik uden tvivl har begået årets bedste danske udgivelse.
9. CTM: Red Dragon
Af Niklas Kiær
Red Dragon er Cæcilie Triers tredje udgivelse under CTM-navnet, og endnu engang tager hun et udramatisk, men ekstremt imponerende skridt fremad. Fælles for alle tre CTM-udgivelser er et fokus på det underspillede og velkomponerede, som gør at udgivelserne bliver ved at vokse ved hver gennemlytning, men på Red Dragon er resultatet lige dét mere sammenhængende og kraftfyldt. Særligt titel- og åbningsnummeret, der gæstes af Coco O., er hjerteskærende smukt i de to sangerinders kontrastfyldte vokaler, mens også “Minna”, “Spender” og “Fever” viser en perfekt sammenhæng mellem komposition og lyrik.
10. Speaker Bite Me: Future Plans
Af Camilla Grausen
Efter 11 års stilhed vendte støjrockgruppen endelig tilbage med deres sjette album i 2018. Årene har ikke gjort kvartetten blidere, tværtimod er albummet deres mest støjende til dato. Speaker Bite Me har altid været eksperter i at pendulere mellem det harmoniske og det foruroligende voldsomme – og det gør de også mesterligt på Future Plans. Galopperende trommer, katarsiske guitarer og Signe Høirup Wille-Jørgensen og Martin Ryums vokaler, der slår mod hinanden som bølger mod klipperne.
Fik du læst? I går bragte vi en optakt med 12 boblere, der lige akkurat endte udenfor listerne over årets bedste henholdsvis danske og udenlandske albums. Husk at vi i morgen løfter sløret for listen over årets bedste udenlandske albums, og søndag kan du gå på opdagelse i skribenternes individuelle årslister.
