Plader

Parts & Labor: Stay Afraid

Skrevet af Lars Simonsen

Tag 10 popsange. Flå dem fra hinanden, men dræb dem ikke helt. Tæsk dernæst løs på, hvad der er tilbage af dem, og pak det hele ind i hærgende støj. Ud fra nogenlunde denne opskrift har New York-trioen Parts & Labor begået et særdeles medrivende, konsekvent og eksperimenterende noiserock-album.

Det er langtfra alle støjende bands, der kan få støjen til at fremstå som andet og mere end banal støj. Parts & Labor fra New York er dog et af de bands, der formår at løfte hærgende støj op på et højere og mere interessant niveau.

De tre amerikanske fyre støjer i dén grad igennem. Til at skabe det fascinerende støj-univers benytter de ud over distorted guitar, bas og trommer også keyboard samt diverse elektroniske virkemidler. Umiddelbart kunne man måske frygte, at en sådan konstellation ville munde ud i svært tilgængelige og rodede numre med mislykket støj.

Frygten bliver dog gjort til skamme, for med energi som et punkband leverer Parts & Labor en samling konsekvent skarptskårne sange, der alle støjer på den absolut fedeste måde. Men selv om en sonisk orkan indhyller hovedparten af hver eneste skæring, er det tydeligt, at det er popsange, der ligger til grund for dem. Det er, som om et mere let og tilforladeligt popudtryk er blevet skubbet, flået, vredet rundt og gennemtævet – men offeret overlevede.

Det er netop i dette spændingsfelt, det interessante opstår. Det maltrakterede nye ‘look’, popsangene får efter en omgang ‘extreme-make-over’ klæder dem virkelig og tilføjer numrene en langt mere fascinerende og interessant dimension, end de ellers ville have haft.

Man bliver som lytter i mere end én forstand blæst omkuld, lige så snart albumåbneren “A Great Divide” banker ud af højtalerne. Trommeslager Christopher R. Weingarten tæsker trommerne usandsynligt hårdt, mens en altomfavnende guitarstøj blandes med lydeffekter, der minder om skudsalver fra en art intergalaktisk laserpistol. Efter 23 sekunder viger instrumenternes støj for Dan Friels højtragende vokal. Inden længe er der dog bygget op til næste haglbyge af støj, og efterhånden slutter Friels dedikerede stemme sig til instrumenternes energiudbrud.

Det, man som lytter først og fremmest falder for, er den herlige energi, og at man tydeligt fornemmer bandets glæde ved at spille hurtigt og aggressivt. Weingartens nærmest evige hamren i trommerne er ret imponerende, og den konsekvente og energiske tilgang til musikken, som Parts & Labor lægger for dagen, får et bredt smil frem på denne skribents læber.

På trods af det konsekvente udtryk varieres tempoet fornemt undervejs i form af enkelte kortere perioder med ophold i instrumenternes kraftanstrengelser, som bare bidrager til, at støjen føles endnu mere stærk, når den igen sætter ind. Man er aldrig i tvivl om, at nye soniske eksplosioner ligger på lur, og samtlige numre er fyldt til bristepunktet med nerve og er i øvrigt voldsomt medrivende.

Eneste anke må være, at den konsekvente stil får i hvert fald et par af numrene til at fremstå lidt for ensformige. Alligevel bliver det ikke til et stort problem, for med en samlet spilletid på blot knap 33 minutter er det tydeligt, at bandet har været opmærksom på, at udtrykket ikke ville være foreneligt med en spilletid på ret meget mere end netop en halv time. Dermed fremstår pladen i sin helhed som overrumplende, energisk og herligt støjende!

★★★★★☆

Lyt til “A Great Divide”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/jag/agreatdivide.mp3]

Deltag i debat