Plader

Aerosol: All That Is Solid Melts Into Air

Skrevet af Mikkel Arre

Det tidligere Limp-medlem Rasmus Rasmussen har langt om længe fået udgivet en flok numre helt tilbage fra 2002 og 2003. De seks numre er rare og rolige, men skiller sig desværre ikke ud fra hinanden – eller fra så mange andre electronica-plader. Pladen rummer en del løfter og lidt for meget luft.

Udtrykket, der er blevet titlen på danske Aerosols anden soloudgivelse, All That Is Solid Melts Into Air, stammer oprindeligt fra Karl Marx’ redegørelse for, hvordan den kapitalistiske samfundsmodel og dens institutioner vil gå til. Det er ualmindeligt tvivlsomt, om Aerosol (alias Rasmus Rasmussen) havde Marx’ pointer i baghovedet, da han lavede pladen. Hvis han havde, bærer musikken i hvert fald intet præg af det. Såfremt dette album alligevel er soundtracket til den socialistiske revolution, lyder sådan en samfundsomstyrtning til at være en stilfærdig, nærmest afslappende omgang.

Musikken på All That Is Solid Melts Into Air er nemlig yderst behagelig og afdæmpet. Bløde, langsomt voksende synthtoner løber sammen med reverb-klædte guitaranslag, der vugger rundt mellem lavt mixede programmeringer. Der er en slags sart blidhed og optimistisk varme over de langstrakte numre, så All That Is Solid Melts Into Air føles som forsigtige kærtegn. Men også lige vel tøvende.

Pladen blev til mellem 2002 og 2003, og siden da har den ligget i en skuffe og ventet på at blive udgivet. Man kan godt høre, at den efterhånden har nogle år på bagen. De soniske kærtegn lyder nemlig ret meget som Rasmussens tidligere band Limp, og det er svært at undslippe fornemmelsen af, at Rasmussen på det givne tidspunkt ikke havde haft tid nok til at finde en ny indgangsvinkel til musikken. Heldigvis rummer albummet visse gode løfter for, at Aerosols næste udgivelser bliver interessante.

Hans nedbarberede lydlandskaber er i al fald imponerende sfæriske og stemningsfulde, når man tænker på, hvor få elementer han arbejder med. Musikken består sjældent af ret meget mere end et par synthflader og guitarstrejf samt et relativt minimalt beat, og alligevel rammer han med et nummer som “Morning Is a Blur” en fin, skrøbelig stemning. Lyse toner flakker netop som morgensolstråler gennem en tynd tåge, der er ved at gå i opløsning.

Men hvad Aerosol har i stemningsmæssige kvaliteter, savner han i en vis udstrækning rent kompositionsmæssigt. Åbningsnummeret, “Excess”, er et udmærket eksempel på, hvordan han er ferm til at gøre nogle få guitaranslag til noget nær en bærende melodi; nummeret kommer bare ikke ret langt på sine næsten syv minutter.
Han holder – som på hele pladen – musikkens intensitet i lige rigeligt stram snor ved eksempelvis at holde programmeringerne i et roligt og som oftest anonymt leje, hvor de aldrig rusker op i numrene. Og det er problematisk, når Rasmussen ikke har held til at skabe melodier, man husker.

“Untie” er endnu en demonstration af, at det luftige er Aerosols styrke og svaghed. Over en synthdronebund og med knitrende baggrundsstøj gynger blødt svungne guitarklange rundt – rart og nydeligt. Men hvor nummeret skal hen, er uvist. Hen mod slutningen lyder det, som om Aerosol tager tilløb til et klimaks eller i det mindste et overraskende retningsskift på vej, men han nøjes bare med tilløbet.

Så det er ikke bare de kapitalistiske institutioner, der fordamper. Også mulighederne for at formidle den stemningsfulde musik i nogle forløb, der kunne fange lytterens opmærksomhed og belønne den med en form for pay-off, forsvinder. Alt på pladen er luftigt og let, og All That Is Solid Melts Into Air minder mest af alt om en mild dis. Alt efter hvilket humør man er i, føles den slags enten som små sarte kys mod huden, eller også lægger man slet ikke mærke til noget som helst.

★★★☆☆☆

Deltag i debat