Der har i lang tid været mange ting, der har talt for, at Chris Carrabba en dag skulle blive et relativt velkendt og respekteret navn på musikscenen. Det har han været på den amerikanske scene i nogle år efterhånden, og man forstår godt hvorfor: Han er en ung ildsjæl med et åbenlyst talent for sangskrivning, både hvad angår den gode melodi og det vidt spændende lyriske univers. Dog har det store gennembrud i Europa ladet vente på sig.
Man skal kunne kravle, før man kan gå; de første slidmærker på knæene erhvervede Carrabba sig i front for bandet Further Seems Forever. Sammen med Further Seems Forever indspillede han den meget roste debutplade, The Moon Is Down. Mere blev det dog ikke til. Samtidig med at Carrabba vred sig til skarpe emo-skudsalver hos bandet, fik han også interesse for de mere bløde akustiske toner, som han slog an derhjemme. Det resulterede i ep’en Drowning under navnet Dashboard Confessional, som for alvor skubbede Carrabbas ambitioner i gang. Flere og flere begyndte at dukke op til Carrabbas solokoncerter, og de skrålede hver og en med på de skrøbeligt følsomme og intense akustiske kærlighedsudladninger. Det gik op for Carrabba, at interessen for hans eget projekt var enorm, så derfor tog han den svære beslutning at forlade Further Seems Forever for at dedikere sig fuldt ud til sin egen sangskrivning.
Siden hen er det blevet til flere skridt i den rigtige retning med Dashboard Confessional, og A Mark, a Mission, a Brand, a Scar er tredje studiealbum fra Carrabbas hånd. Denne plade markerer på en måde også en slags ny begyndelse for Carrabba. Det er nemlig det første udspil, hvor den elektriske guitar for alvor har fundet fodfæste. Det klæder det i den grad.
A Mark, a Mission, a Brand, a Scar åbnes med “Hands Down”, som er et glædeligt genhør i en ny elektrisk udgave – sangen blev første gang udgivet i en energifyldt akustisk udgave på ep’en So Impossible. En bedre start kan man dårligt ønske sig; “Hands Down” er fuld af nyopdaget vitalitet og er pladens bedste nummer.
“Rapid Hope Loss” fortsætter i det elektriske spor, og også denne sang synes at byde på en hel masse. Traditionen tro hos Dashboard Confessional drejer sangen sig om en trist afslutning på et forhold. Det er under ingen omstændigheder rart at finde ud af, at den anden person ikke er den, man troede. Men den triste historie til trods er der dog plads til fikse linjer som eksempelvis: »Thanks for waiting this long to show yourself / Cause now that I can see you / I don’t think you’re worth a second glance.«
“Carry This Picture” falder tilbage i den akustiske ramme, men noget er dog anderledes. Carrabba anslår en funky rytme på guitaren, mens han yndefuldt hvisker sig igennem den sødmefyldte sang – og det virker på glimrende vis. “Carve Your Heart Out Yourself” breder Dashboards repertoire yderligere ud med sin marchende folkstil. Pladens måske mest catchy sang, “Bend and Not Break”, inviterer til en gang skrålende sing-along. Herligt!
Men pladen er generelt så sprængfyldt med energi, at det er svært at sidde stille med hænder og fødder. 12 års-vaccinationen er injiceret i årene på Dashboard, og de værste børnesygdomme er overstået. Tilbage står 13 sprudlende, melankolske, energiske og ind-under-huden-ærlige sange, som man desværre alt for sjældent får serveret.
Dashboard Confessional formår at tage en hel generations tanker og følelser, sætte ord og melodi på og formidle det ud i de fortabte hjerters stuer. Tak for det. Denne plade er måske ikke et mesterværk, men man kommer ikke udenom, at det er en lille fint sleben diamant, der vinder og vinder for hver gennemlytning. Lad os så få Dashboard Confessional op på den europæiske scene. Carrabba er mere end klar til det!
Lyt til “Bend and Not Break”:
[audio:http://vagrant.com/audio_track/the_audio_file/8/bendandnotbreak_192.mp3]
