Svenske Arre! Arre! er på mange måder et projekt, som man kun kan fatte sympati for. Blandt andet fordi, at de leverer et uprætentiøst og uhøjtideligt tag på pop-punk genren, der effektivt tager pis på den machodominerede rockscenes mange gimmicks ved at vende pikrocken på hovedet som et feministisk frigørelsesprojekt. Samtidig er det et band, der virkelig har noget på hjertet – eksempelvis har de lavet et helt album inspireret af historiske kvinder og transkønnede, der er blevet glemt eller overset.
Men uanset hvor sympatiske de fire skånske kvinder fremstår, så endte deres koncert på Roskilde Festivals lille campingscene Rising desværre med at blive én til glemmebogen. Det kan dog ikke udelukkende lægges bandet til last, for fra starten af var de oppe mod hårde odds. Temperaturen lå et pænt stykke over de tredive grader og selvom enkelte skyer dovent drev forbi, så bagte solen ubønhørligt ned på pladsen, mens Arre! Arre! gik på scenen.
Derfor var det så som så med fremmødet – og det blev ikke bedre under koncerten. Tværtimod. Frontkvinde Katja Nielsen forsøgte ellers ihærdigt at få folk engageret; først ved at bede dem lette røven og siden ved at udskamme publikum for ikke at være nok med. Langt størstedelen af de fremmødte havde dog nok at gøre med blot at stå på benene og hylde sig hydreret, selvom der var en lille enklave af dedikerede fans, der trodsede temperaturerne og startede et lille moshpit, som fik støvet til at hvirvle sig som en ørkenstorm gennem publikum.
Også lyden modarbejdede bandet, da PA’en spruttede og skurrede. Det lød som om, at der bare var skruet maksimalt op for alle lydniveauer, og så var vokalen lige blevet indstillet på 11, så man stadig kunne høre den. I forvejen er Arre! Arre! ikke et band, der slår sig op på skønsang, men det blev kun forværret af den ringe lyd.
Dermed var kortene ikke just blandet i Arre! Arre!’s favør. Til gengæld har gruppen nogle catchy sange, som selv de ugunstige lydforhold ikke kunne forpurre fuldstændig. Det tætteste bandet har på et hit er vel “I Feel It All”, og den var lidt af en crowdpleaser, da den blev spillet som koncertens andet nummer. Og “His-Story Moves In Circles” var et kærkomment temposkifte – nærmest en sjæler! Her gik vokalen også klart igennem, og man kunne faktisk nyde tekstuniverset, der er en betragtelig del af Arre! Arre!’s musikalske projekt.
Tendensen med at hapse fra store, etablerede og elskede kunstnere var dog ret forvirrende at være vidne til. Arre! Arre! spillede nemlig både guitarriffet fra Judas Priests “Breaking the Law” og melodien samt omkvædet fra Talking Heads “Psycho Killer”. Det virkede lidt, som om man var til fest med et coverband på scenen, men der hvor man forventede omkvædet fra Judas Priests “Breaking the Law”, kom der istedet bandets eget, hvilket resulterede i lidt af en miskmask og en uforløst oplevelse. Man kan sagtens lege med at inkorporere andres sange i sit eget repertoire, så længe man får noget nyt ud af det. Ellers bør man helst lade være – ligesom jeg tvivler på, at nogen fra publikum virkelig havde bedt om at få serveret et cover af Beyoncés “Run The World (Girls)”.
Det hører sig til gengæld også til Arre! Arre! ikke at være bange for at være for meget, og det er egentlig også ganske charmerende. Det var kendetegnende for det svenske bands optræden på Roskilde Festival. Det var ingen stor musikalsk oplevelse, men det var uprætentiøst, sjovt og med masser af rocket fandenivoldskhed.
