Plader

Band Ane: Anish Music

Skrevet af Rasmus Junge

Det myldrer med sjove idéer, pudsige indfald og heroiske eksperimenter på Band Anes debutalbum Anish Music. Ikke alt er lige godt, men i sidste ende scorer albummet pluspoint på sin uknægtelige tillid til, at man kommer længst med leg.

To klichébefængte adjektiver står på spring efter mødet med Ane Østergaard a.k.a. Band Anes elektrificerede debutalbum Anish Music: legende og charmerende.
Ser man bort fra den kedsommelige ærlighed, kommer man som bekendt kommer længst med charme, og i selskab med Band Ane er man da også et langt stykke hen ad vejen godt underholdt. For der klippes, klistres og laptop-lappes på livet løs på de 11 numre, der til sammen udgør Anish Music.

Der indledes med stumper af trommer og orgel tilsat svævende hornblæseri og boblende lydmanipulationer i “Too Busy Making Music”. Nøjsomt bygger nummeret op til et diskret klimaks, der strengt taget slet ikke er noget klimaks, men nærmere blot en blid nedlægning.
I det næste nummer med den sigende titel “Lala” trasker Ane nynnende rundt oven på en lavt flyvende komposition, der godt nok har et svageligt skelet, men ikke desto maner en fintfølende fornemmelse af dobbelttydig, trallende sorgløshed frem hos denne lytter.

Og således fortsætter rejsen slentrende mellem forskellige elektroniske afarter. I “Craptelly” danser drilsk drum’n’bass tæt med samplede stemmer fra sludrevorne tv-shows. “Undoubtedly” matcher på beåndet vis svævende klaverakkorder med benhårdt sugende beats a la Autechre. For ikke at nævne de veloplagte fraseringer over kendingsmelodien til alle raske børns yndlingsbørne-tv i “Alfons”.

Der er kort sagt masser af sjove detaljer, hvis man giver sig selv den frihed at få ørerne i Ane Østergaards maskiner. Men albummet undgår ikke visse rastløse passager, hvor maskinmesteren har lidt svært ved at finde takt, tone og retning i kompositionernes endeløse labyrint af muligheder. Lidt flere regulære melodier ville heller ikke have været af vejen som pejlemærker i den hvirvlende strøm af idéer og indfald.

På den anden side er det rart at lægge ører til en kunstner, der har mod på at eksperimentere uden hensyn til musikalske grænsedragninger og genrekonventioner – og gør det uden at virke påtaget eller prætentiøs. Og derfor ender den anmeldelse også med et klap på skulderen og et skævt smil på mundvigen. For jo, man kommer stadig langt med charme.

★★★★☆☆

Deltag i debat