På The Midnight Room fortsætter italienske Jennifer Gentle deres anarkistiske stormløb mod konventionel sangskrivning med Syd Barrett som den store ledestjerne. Der er der kommet et afvekslende og underholdende, men også lidt enerverende psychpop-album ud af.
Der er feministisk fest og homoseksuel flirt på Wired Records' opsamling med aktuelle, kvindelige elektro-musikere – et album, der fungerer klart bedst under kulørte lamper med en kold drink inden for rækkevidde.
Det myldrer med sjove idéer, pudsige indfald og heroiske eksperimenter på Band Anes debutalbum Anish Music. Ikke alt er lige godt, men i sidste ende scorer albummet pluspoint på sin uknægtelige tillid til, at man kommer længst med leg.
Med Yellow House, opfølgeren til debuten Horn of Plenty fra forrige år, byder amerikanske Grizzly Bear på et overraskende, men vellykket hamskifte fra mørk og indadvendt, usleben firespors-lofi til velproduceret, flimrende lys og let folk.
Det bobler og bruser euforisk derudaf med iørefaldende indiepop en masse, når The Hidden Cameras anført af sanger og sangskriver Joel Gibb sætter stikket i på gruppens tredje album. Alt er kort sagt, som det plejer at være – på godt og ondt.
Minimalistisk, praktisk – og delvis god. Tyske Martin Juhl alias Marsen Jules har med Les Fleurs præsteret en underspillet ambient-plade, der veksler mellem medrivende meditation og kølig kedsommelighed.
Selv om man er ung, kan man heldigvis sagtens havde noget på hjerte, der kan berøre andre end éns jævnaldrende. Det beviser 19-årige Niklas Steffensen under aliaset Low Fire med fem ferme og ligefremme lofi-sange, det er svært ikke at finde charmerende.
Der er et væld af sjove detaljer og kreative lydeksperimenter på Human Is Music fra 2003 med den japanske trio Cacoy, genudgivet på Efterklangs private pladeselskab Rumraket. Til gengæld truer stilstanden også sine steder med at tage over.
Just før jul rundede Ryan Adams endnu et yderst produktivt år af med en samling følelsesladede og stemningsfulde sange af generel høj kvalitet, om end albummet i passager fører en lige rigeligt stille eksistens.
En musiker-duo med hang til spartansk og eksperimenterende electronica og en Golden Globe-vindende filmkomponist. Sådan ser udgangspunktet for albummet The Dolls ud - et projekt, der desværre i for høj grad lader lytteren i stikken med sine spartanske kammerpopeksperimenter.
Efter to års travlhed som koncertspiller og labelboss fortsætter Jens Berents Christiansen alias Rumpistol, hvor han slap på sin debut, med endnu en skibsladning behageligt kling-klangende instrumental electronica med plads til og sans for detaljen.
Tommetyk inspiration fra 80’ernes altmodische new wave-pop er der masser af på de tidligere garagepoppere The Legends skuffende andet fuldlængdealbum – et professionelt udført, men forstemmende uoriginalt udspil.
Hvis man væbner sig med lidt tålmodighed, en mørk efterårsaften og en varm kop te, disker det danske enmandsprojekt but his hands were tiny and so she said op med en nedbarberet, men intens omgang sadcore, der lover godt for fremtidige udskejelser fra den kant.
Der er knald på, når den århusianske original og musikalske hovedkraft i I Am Bones, Johannes Gammelby, spiller op til bal med en slingrende og afsøgende rock-cocktail med lån fra folk, hiphop, punk og hardcore bundet sammen af en bundsolid melodifornemmelse.
Svenske Lucknow Pact blæser prisværdigt til opgør imod ungdomsdyrkelsen på debuten Youth Is for the Old, der rummer flere fine momenter, men desværre også et lidt for patetisk og meget paradoksalt tekstligt knæfald for den ungdommelige rus.
Punk og new wave-bevægelserne har ikke levet forgæves, når amerikanske Hail Social slår sig løs på sit selvbetitlede debutalbum, der et langt stykke hen af vejen fænger og fascinerer med sin indædte rastløshed – men dog desværre også har visse melodiske mangler.
Anticon plejer at være synonym med alternativ hiphop, men på seneste udspil fra selskabet med trioen Why? skal man have den store lup frem for at finde den afroamerikanske inspiration. Til gengæld er der charmerende folkpop for alle pengene.
Kevin Blechdom har begået et hysterisk konceptmusicalalbum om kærlighedens op- og nedture, der trods enkelte gode melodier er temmeligt svært at holde ud og af.
Fire numre med 54 minutter og 17 sekunders konsekvent eksperimenterende ambient. Panda Bear alias Noah Lennox (Animal Collective) og hans dj-ven Scott Mou præsenterer et selverklæret dansealbum, du med garanti ikke kan danse til.
Det skorter ikke på energiske tæsk i trommeskindet og generelt gåpåmod på seneste udspil fra engelske Kieran Hebdens Four Tet-projekt. Til gengæld halter det desværre lidt med det melodiske materiale.
