Plader

Figurines: When the Deer Wore Blue

Skrevet af Lars Simonsen

Succeshistorien Figurines viser på deres tredje album endnu en gang nye sider af sig selv. Fornyelserne er dog denne gang flere og mere markante i forhold til tidligere, og bandet slipper samlet set godt fra de nye tiltag. Alligevel savner man tidligere tiders mere skæve og pågående udtryk.

Det har siden debutalbummet Shake a Mountain fra 2003 været en sand fornøjelse at følge eksil-nordjyderne i Figurines. Debuten var og er uendelig nem at elske for sin direkte og forbandet charmerende indiepop/rock.

I 2005 udgav bandet den fremragende Skeleton, der til fulde beviste, at gruppen har mange tangenter at spille på og ikke fortjener at blive sat i bås med ét bestemt band. Med en nærmest perfekt sammensathed med fængende og slidstærke melodier samt skæve og alternative ballader, markerer albummet sig som et af de bedste danske af slagsen på denne side af 2000-tallet.

Med til succeshistorien hører naturligvis også, at bandet har givet et hav af succesfulde koncerter rundt omkring i Europa såvel som i staterne, og at den ene halvdel af Everything But the Girl, Ben Watt, for nylig stiftede et pladeselskab med det formål at få Skeleton udgivet i England.

Siden sidste album er der sket et par ændringer i Figurines-kollektivet. Bassist Andreas Toft har valgt at skifte rockmusikken ud med sit universitetsstudium og sport. Hans plads indtages i dag af bandets tidligere live-guitarist, Mads Kjærgaard. Derudover er Jens Ramon indtrådt i gruppen, først og fremmest for at tage sig af keyboards.

Med udgivelsen af When the Deer Wore Blue har kvinteten taget næste skridt i karrieren. For ligesom tidligere er det tydeligt, at lyden og udtrykket justeres og udvikles, og nye ting er blevet tilføjet. Ikke sådan at forstå, at Figurines genopfinder sig selv totalt fra album til album, men denne gang fremstår justeringen af lydbilledet dog mere markant. Det skyldes først og fremmest, at der er luget godt og grundigt ud i uptempo-numrene, hvilket er lidt synd, når bandet nu mestrer dem så godt.

Der åbnes dog med stor selvtillid og veloplagthed med “Childhood Verse”. I kraft af nummerets hypnotiserende trommebeat og en generel sfærisk og svævende stemning fungerer det glimrende som intro til de resterende 12 skæringer.

Den efterfølgende “The Air We Breathe” er et af de absolut mest interessante indslag. Introens stemning og helium-sang trækker tydelige spor til The Beach Boys. Kort efter ændres stemningen og vokalen radikalt og meget vellykket, mens Christian Hjelm synger: »Out of the street light / up on the top of the hill / I was dreaming / my head just needed to chill.« Med de efterfølgende korharmonier bevæger sangen sig lidt efter lidt tilbage mod introens virkemidler, inden nummeret fader ud.

Førstesinglen “Hey Girl” er med sit umiddelbare, enkle og hamrende charmerende udtryk en herlig indiepopsang på to et halvt minuts spilletid, som afslører lidt af den berømte røde tråd i forhold til bagkataloget.

De tre indledende og ret forskellige numre giver et ganske godt præg om, hvilket slags album When the Deer Wore Blue, er for en størrelse. Den blåklædte hjort er nemlig i besiddelse af en mangesidet personlighed med mange nuancer, lag i lydbilledet og instrumentale eksperimenter. “Drunkard’s Dream” er eksempelvis en knap otte minutter lang sag med lange instrumentale passager og en fortælling om en alkoholikers håbløse kamp for at redde sit forhold.

Der er med andre ord nok at fordybe og fortabe sig i. Måske endda for lidt meget, men grundlæggende er det dog herligt, at Figurines kommer vidt omkring, inden sidste nummer rinder ud.

Undervejs leges der med karakterskift i flere af sangene. Som tidligere nævnt fungerer det godt i “The Air We Breathe”. Det samme gør sig gældende i “Drove Your Miles”, som er kompleks, sofistikeret og elegant. Det er, som om man kastes hovedkulds ind i nummeret og pludselig er omringet af den sære og skæve stemning. I samme øjeblik omkvædet sætter ind, bliver man fragtet til en ny og mere sfærisk dimension. Bedst som man tror sangen rinder ud, sætter et mørkt guitarriff ind, som indledning på en lang instrumental og melankolsk outro.

Som en slags understregning af Figurines’ mange facetter, tager den luftige og afslappede popsang “Let’s Head Out” straks efter over og pludselig er forrige nummers mørke totalt forsvundet i horisonten.

When the Deer Wore Blue når ikke Skeletons højder, men er et overvejende solidt album, der viser en hel del nye sider af Figurines. Albummet vinder først og fremmest på de forskellige lag af instrumenter (for eksempel byder “A Cheap Place to Spend the Night” bl.a. på banjo, moog, autoharp og glockenspiel) og de overraskende karakterskift i flere af numrene.

★★★★☆☆

Leave a Reply