Plader

Tame Impala: The Slow Rush

På opfølgeren til 2010’ernes bedste album har Kevin Parker hovedet for langt oppe i sin 34-årige røv. Det deprimerende farvel til de sjove 20’ere og angsten for at blive rigtig voksen gennemsyrer Tame Impalas nye album.

Det er en velkendt historie, at Tame Impala har fløjet hen mod deres fjerde album på en bølge af succes. For hver udgivelse er fanbasen bare blevet endnu større, og det er svært at få øje på et rockband, der både kunstnerisk og kommercielt set har klaret sig meget bedre i det forgangne årti end australske Kevin Parkers retro-psych projekt. Derfor virkede det også selvindlysende, at alle Tame Impalas tre album var repræsenteret på de 13 øverste pladser, da vi kårede de bedste album fra 2010’erne, hvor Currents (2015) indtog førstepladsen.

Desværre rammer Kevin Parker et kunstnerisk lavpunkt ved indgangen til det nye årti. Hans nye album virker egocentrisk, og The Slow Rush mangler det musikalske overskud, vi har vænnet os til at forvente af Tame Impala.

34-årige Parker har taget endnu et skridt væk fra den psychrock, der var det musikalske udgangspunkt på nyklassikeren InnerSpeaker (2010). Åbneren ”One More Year” er præget af en hjemsøgende vocoder-vokal, et discobeat og en længselsfuldhed i vokalen. Sangen kunne næsten minde om Hot Chip i deres mere melankolske øjeblikke.

Grundfølelsen på den nye plade er, at jeg-fortælleren har det skidt med forandringen væk fra de sjove 20’ere og ind i de alvorlige 30’ere, børn, ægteskab og de venner, som også forandrer sig. På “One More Year” synger han om det stadie i parforholdet, hvor det bliver mere og mere klart, at det her kommer til at vare resten af livet. Og det er ikke et lykkeligt sted. Det lyder snarere som en bitter erkendelse, at han har fundet den person, han vil dele resten af sit liv med, når han synger: »I know we promised we’d be doing this until we die/ And now I feel we might«.

Hovedpersonen, der har utroligt mange fællestræk med Kevin Parker, står tilbage som offeret for den brutale kendsgerning, at ting forandrer sig i takt med man bliver ældre, og det indfanger The Slow Rush i en altdominerende, depressiv stemning. ”On Track” ligger syv numre inde i pladen og fanger ret fint depressionens grå, uproduktive karakter. Nummeret er slet og ret gabende kedeligt, og han er ikke rigtigt kommet nogen steder siden starten på albummet. Det er han sågar også helt ærlig omkring: »I know it’s been a slow year, nothin’ much to show here«, selvom han forsikrer os om, at han stadig er ”On Track” i sangens omkvæd. Men jeg tvivler på, om han virkelig er på rette spor og har fundet sig tilrette i voksenlivet.

På ”Instant Destiny” er vejen ud af denne tristesse eksempelvis at blive gift, flytte til Miami og få tatoveret konens navn. Og på ”It Might Be Time”, pladens tredje sidste nummer, er han ikke kommet længere i sin voksenkrise end: »It might be time to face it/ You ain’t as cool as you used to be, no«. Det lyder slet og ret umodent.

Ikke engang en klagende refleksion tilbage mod, hvordan hans døde far håndterede skilsmissen med hovedpersonens mor på ”Posthumous Forgiveness” giver meget mere til fortællingen end, hvor gerne han vil fortælle sin far om at indspille i Abbey Road og tale i telefon med Mick Jagger. Ikke engang her bruger han sin fars svigt til at give sig selv bare et minimum af klarsyn. I stedet er det bare åh så synd for vores hovedperson, at han ikke kan fortælle farmand om alt det fede, han oplever. Han vender det hele mod sig selv, og når han savner at høre sin fars stemme, er det først og fremmest fordi, han savner at høre, far synge med på Tame Impalas sange.

Man får lyst til at ruske Kevin Parker i skuldrene og få ham til at blive lidt voksen og påtage sig det ansvar, der følger med. Ikke mindst overfor lytterne, for jeg havde ærligtalt forventet noget mere af 2010’ernes vigtigste rockband end de her navlepillende, eksistentielle hverdagsbanaliteter om livet som succesfuld rockmusiker: »All my friends are growin’ up/ And movin’ on/ I must be missin’ somethin’/ ‘Cause I just wanna keep this dream alive for now/ Don’t they know nothin’ lasts forever?«

I det mindste sig selv lidt af den påtrængte rystetur, når musikken får lov at syre ud i yndlingseffekterne fuzz og phaser, som ligger på både trommer, guitarer og synthesizere. ”It Might Be Time” er som et ekko af Supertramps elegante prog-pop, og sangen ender i en rus af overstyrede guitarer og alarmerende Moog-synthesizer. Ja, det virker lidt forløsende. Men musikken lyder generelt så navlepillende med sine overtænkte forløb, at jeg har lyst til at hive Kevin Parkers hoved ud af hans egen røv, og udstyre ham med en større fandenivolskhed, et melodisk overskud og et klarsyn for verden uden for hans eget ego. For der er langt til det overskud, der præger Tame Impalas største numre som ”The Less I Know The Better”, ”Let it Happen” og ”Feels Like We Only Go Backwards”.

Tilmed gør den gennemgående jeg-fortæller på sangene det umuligt at drage nogen form for sympati med ham. Hvis man skulle være venlig, kunne man anskue pladen som et kritisk portræt af den ekstremt selvoptagede mand solidt inde i 30’erne, og hvor svært han har ved at tilpasse sig voksenlivet. Men det portræt er så fyldt med banaliteter, at den lytning ikke ligefrem gør pladen bedre. Pladen ender tilmed på et sted, hvor selvindsigten over rockkarrieren og fremtidens voksenliv kun lige når at række til: »I did it for fun/ Couldn’t get enough/ I did it for fame/ But never for money/ Not for houses/ Not for her/ Not for my future children/ Until now«.

Det nye album, The Slow Rush, er en særdeles forudsigelig plade, på trods af at Parker endnu engang har genopdaget sin egen lyd i sin konstante ommodulering af den gode gamle psykedeliske rock.

Synthesizerne har fået en om muligt endnu mere bærende rolle på The Slow Rush, og der går ikke mange plader, før vi kalder Kevin Parker for en elektronisk musiker, hvis denne udvikling fortsætter. Mellemspillet ”Glimmer” lyder eksempelvis meget mere af acidhouse, 808 State og Underworld, end syrerock, Roky Erikson og summer of love.

Men tempoet er stadig tilbagelænet, lydende er som altid himmelstræbende, og Parkers stemme er stadig karakteristisk lys og hæs. De skarpeste kanter er slebet af musikken, og alt efter temperament er det til det værre eller bedre. Hvis man som undertegnet mener, at Tame Impalas bedste værker blev skabt for 8-10 år siden, bliver man næppe begejstret for den nye plade. Hvis man tværtimod mener, at Tame Impala med Currents for alvor fik forløst sit potentiale og leverede et af 2010’ernes absolut bedste album, vil man være væsentligt venligere stillet, hvis man altså gør sig selv den tjeneste at ignorere de banaliteter, der kommer ud af munden på Kevin Parker.

★★½☆☆☆

Leave a Reply