Plader

Tunng: Good Arrows

Skrevet af Mikkel Arre

Sidste år skuffede Tunng ret meget med deres andet album, men heldigvis er de nogenlunde tilbage på sporet med opfølgeralbummet. Eller rettere sagt har de bestemt sig for, hvilket spor de vil ud af: På Good Arrows bekender de kulør som et folkorkester næsten uden elektroniske krydderier. Hovedsageligt et fint valg.

Da Sam Genders og Mike Lindsay i 2005 udgav deres debutalbum som Tunng, Mother’s Daughter and Other Songs, optrådte genretermen ‘folktronica’ for første gang her på sitet. Ikke dermed sagt, at Tunng opfandt genren – og nu har de i hvert fald ikke mere med den at gøre. For på deres nye og tredje fuldlængdealbum, Good Arrows, har de nemlig smidt næsten al deres -tronica ud – så nu er der kun folk tilbage.

Det er i det store hele et udmærket valg. Snittet er måske lige lovligt rent, for sine ferske steder kunne Good Arrows faktisk godt trænge til nogle finurlige programmeringer og overraskende krydderier fra produceren og programmøren Mike Lindsays laptop. Men den kraftige nedtoning af det elektroniske tryllestøv har til gengæld gjort, at Tunng igen er begyndt at skrive ordentlige sange, hvilket var den afgørende mangel på den flade Comments of the Inner Chorus fra sidste sommer. De 11 nye skæringer når ikke helt debutens højder, men mindre kan også gøre det.

Og faktisk lader pladens første tredjedel ikke meget tilbage at ønske. Selv om åbneren “Take” er ret traditionelt instrumenteret med halvskævt klaver, akustisk guitar og summende synth, fornemmer man via det egentlig underspillede, men dog mærkbare schwung, at Tunng i dag er en sekstet. Det var de sådan set også for et år siden, men på Comments… lød de ikke så meget som et band – mere som Mike Lindsay med fem musikere.

2007-udgaven af Tunng byder derimod på fyldige, ganske detaljerede arrangementer, og nogle af korpassagerne i omkvædene emmer af fællessang – og fremmaner billeder af smilende, skrålende mennesker med hænderne på hinandens skuldre. (Ja, lidt ligesom VM-holdet anno 1986. Tunng har bare en umiskendelig neohippie-aura over sig – og Sepp Piontek har intet med det her at gøre.)

Et af de hørbare resultater af bandfornemmelsen er, at vokalharmonierne mellem forsanger Sam Genders’ stenede tusmørkerøst og Becky Jacobs’ lyse stemme bliver brugt mere og bedre. Det er “Bricks” og især “Hands” fine eksempler på. Mens førstnævnte også nyder godt af et omkvæd, man går og nynner efter endt lytning, klarer “Hands” sig netop, fordi Tunng udnytter spændet mellem de to vokaler.

Pladens højdepunkt er dog “Bullets”. Sangen har et stærkt fængende omkvæd, hvis imponerende kvalitet understreges af, at det er i stand til gang på gang at aflede opmærksomheden fra det faktum, at det dominerende saloon-klaver og den vraltende tuba-synth giver nummeret et vist gumpetungt præg. Men når bare de rare trestemmige vokalharmonier forklarer, hvordan man griber kugler med tænderne, går det lige i syng-med-génerne.

På især den sidste halvdel af Good Arrows har Tunng et ret så traditionelt folk-udtryk (og hellere dét end flere forsøg på at være eklektiske a la den rodede “Soup”), hvilket stiller store krav til sangene, fordi de ikke kan gemme sig bag noget. Det giver blandede resultater.

“King” klarer skærene med et simpelt, men stædigt banjoakkompagnement, mens “Secrets” vinder ved sine næsten TV on the Radio-lignende a capella-passager. Omvendt viser “String” og “Arms”, at Tunng endnu har et stykke igen, hvis de vil op i samme folk-liga som f.eks. Espers. Tunngs sange er noget mere jordbundne, og fra tid til anden ville det klæde dem at bevæge sig over lidt mere end en håndfuld toner. Der er bestemt noget dragende over Genders’ småmumlende, halvdybe sangstil, men melodierne kan sagtens tåle lidt mere variation – ligesom Tunng nok også er ved at have opbrugt kvoten af sange, hvor samme melodilinje gentages igen og igen.

Good Arrows er bestemt ikke den tilbagevenden til debutpladens fabelagtigt afstemte udtryk og strålende sangskrivning, man kunne håbe på. Men Tunngs tredje album er alligevel opløftende. Dels er der en håndfuld fængende sange undervejs, og dels flyder det bedre end forgængeren. Albummet er godt gammeldags hyggeligt, og for folk med pejs kan det blive en god følgesvend til efterårets første dage.

★★★★☆☆

Deltag i debat