Plader

Okkervil River: The Stand Ins

Skrevet af Christian Klauber

The Stand Ins svinger med sin poppede indierock ind og ud mellem udadvendt glæde og indadvendt melankoli – og vice versa. På samme måde svinger jeg mellem at lytte eftertænksomt og overgive mig fuldstændigt.

Lad os tage det faktuelle grundarbejde først: The Stand Ins er et biprodukt af Okkervil Rivers album fra 2007, The Stage Names, der kunne have været et dobbeltalbum, fordi bandet efter sigende havde rigeligt med gode sange til at fylde to album. Det blev dog forkastet, og de sange, der ikke blev brugt, blev gemt til The Stand Ins.

Hvad forskellen på at udgive et dobbeltalbum og to enkelte album egentlig er (ud over en økonomisk dimension, og at et dobbeltalbum måske ikke er specielt independent), har jeg svært ved at gennemskue. Især, når det er så godt, som det her rent faktisk er. En forskel kunne dog være, at Will Sheffs univers måske kan blive for meget af det gode, hvis der er dobbelt op på det?

Under alle omstændigheder er der på The Stand Ins lidt af hvert fra indierock-butikken. Albummet består af 11 numre, hvoraf tre er instrumentale mellemspil. På de otte skæringer, der indeholder vokal, er der tale om velkomponeret, fængende indierock, der oveni har nogle meget fine tekster, men det er næppe en overraskelse, hvis man har haft fingrene i album som The Stage Names og Black Sheep Boy

Det interessante ved Okkervil River er numrenes kompleksitet. Når der er allermest tempo på, ringlende guitarer, glad banjo, calypso-lyd, håndklap og tamburin, tager teksten lytteren ved næsen og byder flere gange på melankolsk og indadvendt lyrik som supplement til de ellers glade instrumenter. F.eks. lyder det med reference til bruddet med Jonathan Meiburg, der forlod gruppen i maj 2008, på den fantastiske “Lost Coastlines”: »Sit down, sit down on the prow to wave bye, there might not be another star further on the line«. Så mens musikken på mange måder signalerer fremdrift, siger teksten i stedet: »Hov. Stop. Tænk lige en gang ekstra over det her«.

Andre gange lægger violin, pedal steel og trompet bunden for eftertænksomheds-ekskursioner udi de relationer, vi har til andre mennesker, og den verden, vi lever i, f.eks. “Calling and Not Calling My Ex” eller “On Tour with Zykos”, hvor teksten – til en klangbund af violin og orgel – lyder: »How come I shout goodbye when God knows I just want to / make this white lie big enough to climb inside / with you«. Der er så mange fine tekststykker og billeder, der er værd at hive frem, f.eks. det her fra “Starry Stairs”: »I could see a starry stair up your thigh«. Billedsprogligt er det – efter min mening – ret unikt.

Og så glemmer jeg utroligt nok næsten pladens suverænt smukkeste nummer, “Bruce Wayne Campbell Interviewed on the Roof of the Chelsea Hotel, 1979”, hvor banjo, pedal steel, violin, klarinet, spinkel akustisk guitar, trommesæt baseret på whiskers og trompet går op i en højere enhed og skaber en helt særlig folk-dynamik, der blæser ind i min hjerne og mit hjerte og klimakser i pladens afsluttende minut – og naturligvis afsluttes med en diminuendo-strygerakkord. Det er intet mindre end fantastisk.

Pakket ind i Will Sheffs fantastiske stemme og et musikalsk udtryk, der kryber ind under huden, må The Stand Ins absolut betegnes som et af de bedste indierock-udspil, jeg har hørt i år. Så Will Sheff tager fejl med sin profeti på “Lost Coastlines” om, at der måske ikke er flere stjerner tilbage »further down the line«. Der er masser af stjerner tilbage; på The Stand Ins er der f.eks. 11 små.

★★★★★☆

Okkervil River: “Lost Coastlines”
[audio:http://www.scjag.com/mp3/jag/lostcoastlines.mp3]

Deltag i debat