Plader

Wildbirds & Peacedrums: The Snake

En umanerligt smuk og skræmmende dyb kvindevokal møder et tribalt rytmeritual og udfolder sparsomme arrangementer, der netop styrkes via deres minimalisme. Med få virkemidler slås et afgrundsdybt hul i luften, der suger alt lys ind i intime omgivelser.

Min mor har altid været sparsommelig. Hver eneste uge kiggede hun alle tilbudsaviserne igennem for at finde de vigtigste og bedste tilbud, og så tog hun af sted med indkøbsnettet. Den sparsommelighed er fremkommet af nødvendighed. Der har ikke været meget at rutte med, og så måtte hun jo tage konsekvensen.

For ægteparret Mariam Wallentin og Andreas Werliin, der udgør det poetiske navn Wildbirds & Peacedrums, er sparsommeligheden muligvis ikke fremkommet af nød, men nok nærmere fordi det var praktisk. Der er kun to i sådan et ægteskab, og hvorfor så indlemme andre i fællesskabet, når man kan få det til at fungere uden? For det kan de. I hvert fald musikalsk set.

Lad os tage dem en ad gangen. Nu tillader jeg mig at antage, at bandets navn direkte refererer til de roller, de to ægtefæller udfylder i fællesskabet. Der er i hvert fald en smuk forbindelse mellem navnene og de evner, de to musikere favner.

Peacedrums:
Rytmisk. Albummet er bygget op af rytmer. Percussion-instrumenter er eneste lydkilde. Næsten. Og de fylder. Ikke meget. Men de fylder. Tunge, langsomme rytmer. Hurtige, groovy rytmer. De lægger bund. De fænger an. De er energiske. Simple og raffinerede. De lyder oftest fra trommeskindet på tamtammerne. Enkelte gange fra xylofoner eller klokker. Hele tiden repeterende. Repeterende. Repeterende.

Wildbirds:
En dyb, selvsmagende vokal, der lyder som en blanding af Joanna Newsom og en kvindelig udgave af Scott Walker, giver sangene en dybde, som stod man på en 10-metervippe midt om natten, hvor det mørke vand under en går i et med nattehimlen, og man – efterladt i ingenting – kun har det tynde bræt under sine fødder at støtte sig til. En sjælesøgende blues-vokal, der lyder som en sort slavekvinde bundet på hænder og fødder i gang med at hugge brænde, spænder over en række virkemidler fra det intime og messende til det legesyge og rytmiske og endda helt lille-piget i et enkelt nummer, så man bliver henført og rundt på gulvet. Det her er en intim og vedkommende personlighed, der synger, så man føler, man er en del af den frustration og håbløshed, der går igen i de selvransagende og fortvivlede tekster. Her er et menneske, der kender sine følelser og ikke er bange for at give slip på dem.

Tilsammen er Wildbirds & Peacedrums en utrolig virkningsfuld duo, der simpelt og klart udfolder deres numre i fællesskab, via den kontrast der er mellem de repetitive rytmer og den fyldige vokal. Der er en utroligt stor og flot spændevidde i det hulrum, den bevidst fravalgte instrumentering skaber. Minimalismens ide om at koncentrere sig om få virkemidler for at maksimere effekten udnyttes til fulde her, for der er en enorm rigdom i Wildbirds & Peacedrums’ sparsommelighed.

Bandets styrker beskrives bedst af dem selv i den afsluttende “My Heart”, hvor deres kærlighed til hinanden cementeres i linjen “I am lost without your rhythm” med direkte reference til hjerterytmen, men så sandelig også en beskrivelse af deres musikalske virkemidler, hvor hans rytmer giver hendes smukt sungne ord struktur og kontekst.

Og så spildte jeg en masse ord på noget, der lettest lader sig beskrive ved at lytte. Hvor ødselt.

★★★★★½

Deltag i debat