Plader

The Flaming Lips: Embryonic

Skrevet af Mikkel Arre

The Flaming Lips’ 12. album er en farvestrålende, buldrende, smittende og voldsomt krævende rodekasse. En kreativ genfødsel, en krautrockkolos og til tider en forvokset jamsession. En tredjedel af pladen kunne undværes, og alligevel er den en succes.

Barack Obama skal have en pris. Ikke Nobels Fredspris, for det er lidt svært at se meningen med at give ham dén, men derimod en pris for at have flyttet Wayne Coynes fokus. Ved at have overtaget præsidentposten i USA fra George W. Bush har Obama på forbilledlig vis frigjort det kreative potentiale hos Wayne Coyne og resten af The Flaming Lips. Oklahoma-bandets 12. album er lykkeligvis blottet for den slags klodsede politiske markeringer, der tyngede forgængeren, At War With the Mystics, og således befriet for samfundsopdragende intentioner har The Flaming Lips taget et modigt hovedspring ned i en syregrøn sø af krautrockede jamsessions og baldret lo-fi-lyd.

De seneste år har der været rigeligt meget fredagsrock på Plænen over The Flaming Lips og deres konfettiregnvåde koncerter, der mere og mere virkede som et kulørt forsøg på at skjule, at den musikalske kreativitet var tørret ud. Om Obama vækkede kvartetten, om Wayne Coyne var ved at være lige så træt af at være midtpunkt i en absurd symfonisk Technicolor-popdrøm, som han af og til så ud til, eller om det var noget helt andet, der fik bandet til at gå tilbage til sine rødder – ja, det er sådan set underordnet. Det afgørende er, at der er noget helt rigtigt over albumtitlen Embryonic og dens henvisning til fosterstadiet.

Ikke sådan at forstå, at Embryonic stadig har langt igen, før det kan blive levende. Albummet er tværtimod særdeles vitalt og lidt af en genfødsel for Coyne & co. Væk er studietryllerierne, melodramaet – og stort set også alle popmelodierne. The Flaming Lips anno 2009 er et udknaldet psychkrautrockband med smag for støj – og Embryonic er så fuld af smittende energi, at der ikke er tvivl om, at de har det sjovt med det.

Oklahoma-kvartettens nyfundne kærlighed til krautrockens stædigt taktfaste rytmebund sætter i uvant høj grad bassisten Michael Ivins i centrum. Hans rullende, malende basrundgange pulserer markant på det meste af pladen og virker ofte til at have været et af få faste holdepunkter i de legende jamsessions, der bragte en stor del af numrene til verden. I åbneren ”Convinced of the Hex” skaber Ivins’ bas orden i kaosset af skinger støj og analoge synthkrinkelkroge, mens han i “The Ego’s Last Stand”, med en start/stop-mekanisk basgang driver bandet frem mod et forløsende klimaks med smaddertrommer og skærende guitarstøj.

Dobbeltalbummet varer mere end 70 minutter, hvilket er et resultat af, at Coyne & co. besluttede sig for at tage så mange idéer med som overhovedet muligt. Det giver eksempelvis plads til sært opildnende, Boredoms-lignende tominuttersfreakouts som ”Aquarius Sabotage” – hvor trommebulder, skinger støj og harpe-arpeggioer afløses af lidt ambient drone – og ”Scorpio Sword” med trommebreaks i hobetal og svimlende strygere. Og hurra for det.

Men at The Flaming Lips har valgt ikke at begrænse sig selv, gør også Embryonic unødigt lang. Hvorfor Steven Drozd skal spille en tre minutter lang, skæv og ikke synderligt virtuos guitarsolo i ”Powerless”, er temmelig uklart. Hvor tror The Flaming Lips og MGMT, at de skal hen med deres fælles ”Worm Mountain”? De tordner og støjer, men kommer ikke særlig langt. Og hvorfor dog sværte den fremragende ”Silver Trembling Hands” til med næsten fire minutters udflydende outro – inklusive dyrelyde og et stenet stemmesample?

Tager man den skeptiske hornbrille på, er der en del problemer at finde på Embryonic. Men hvis man har tålmodigheden til at klare sig igennem de førnævnte svipsere, er der al mulig grund til at smide skepsissen langt væk og i stedet glæde sig over, at The Flaming Lips for første gang i 10 år har lavet en plade, der er værd at fortælle helt stakåndet om: Det dundrer, hvæser og brager, og Silver Apples har ikke levet forgæves, når analoge synthesizere flagrer omkring de krautede basgange, og ”Silver Trembling Hands” er med sin formidable dynamik mellem monotont dunkende vers og florlet svævende omkvæd en lille genistreg, og i det stortrommedrønende afslutningsnummer, ”Watching the Planets”, er der så meget energi og overbevisning i Coyne og Karen O’s nærmest triumferende proklamationer om solen, der kommer og udraderer vores frygt, at man køber den banale naturromantik og tror på, at selvom mennesket ofte vælger at gøre det onde, og selvom universet er så dødsangstprovokerende stort, så sker der gode ting, og vi har mulighed for at skabe varme i hinandens liv, og yes we can!

Og det er dét, The Flaming Lips kan og skal: Lave musik, der ikke bare opfordrer lytterne til at være kreative og undersøge livets store spørgsmål nysgerrigt, men tværtimod selv lever op til de mål. Den sødt fjollede ”I Can Be a Frog”, hvor Wayne Coyne remser dyr op, som Yeah Yeah Yeahs-frontkvinden Karen O så gør sit bedste for at lyde som, er et strålende eksempel. Musikalsk set er det en bagatel, men når O griner sig gennem det meste af sangen, og Coyne også har svært ved at holde masken, formidler det en glæde, der er meget mere spontan og smittende end småklæbrige tekster om at huske at leve og at være begejstret.

Melodierne på Embryonic har en tendens til at tåge væk, trommernes uproducerede øvelokalelyd er krævende at skulle kapere i over en time, og i det hele taget var albummet blevet bedre af at blive beskåret med omkring en tredjedel. Ikke desto mindre er Embryonic en glimrende genfødsel.

★★★★½☆

Deltag i debat