Koncerter

Slaraffenland, Flaming Lips, Holly Golightly, 07.07.07, Roskilde Festival

Slaraffenland, 12:00, Pavilion
»Keep your kids in / there’s thousands like me,« lød en af linjerne i “Dust (Me as a Monster)”, der åbnede den danske støjjazzrock-kvintet Slaraffenlands show. En koncert, der beviste, at der i hvert fald ikke er et væld af andre bands, der er helt som Slaraffenland. De fem københavneres musikalske blandingsprodukt har været under stadig udvikling i hele bandets levetid, og nu har de ramt lidt af en guldåre.

Ikke mindst som liveband er Slaraffenland lige p.t. noget af det fineste i Danmark, og Roskilde-koncerten satte en streg under dét. Bjørn Heebølls præcise trommespil drev numrene fremad, mens bandets særlige kendetegn, de fælles halvråbende vokaler, gav sangene intensitet og nærvær. Samtidig var det en fornøjelse at høre, hvor fint bandet vekslede mellem forskellige udtryk og tempi. Eksempelvis blev den perlende melodiske “Polaroids” afløst af “This One Will Kill Us”, der først lod til at være et mere upbeat og ligefrem rocknummer, men siden blev slået fuldstændig ud af kurs i et tumultarisk støjkaos. Langsomt, men sikkert samlede nummeret sig sammen igen og endte i en herlig finale.

Lige så fint et match var det at lægge den korte, ligefremme “Show Me the Way” lige inden den mildt sagt udknaldede “You Win”, hvor Heebølls i forvejen kaotisk buldrende trommer blev samplet og lagt oven i sig selv, mens vokalskrålene blev sendt gennem et solidt lag effekter, så de endte som en bølgende sømandsparallel til Animal Collectives tidlige udgivelser. Og når kvintetten så tilmed lukkede med en udvidet udgave af den fængende “Watch Out”, hvor det afsluttende klimaks i dagens anledning fik fuld skrue – ja, så er der kun tilbage at bukke og takke.
(MA)

★★★★★☆

Flaming Lips, 18:30, Orange Scene
Det er umiskendeligt flaminglipsk at fylde scenen med folk i pangfarvede alien-, julemands- og superhelteudklædninger, og det samme kan siges om den rundtur blandt publikum – eller rettere over deres hoveder – som forsanger Wayne Coyne tog i en stor oppustet gummiboble. Der er ikke nogen, der er ligesom Oklahoma-veteranerne, og det er svært at komme i tanke om så sympatisk et band oppe i musikkens absolutte superliga. Men det kan ikke redde alt at være noget nær verdens rareste.

Og ærligt talt var Flaming Lips’ femte show på Roskilde en rodet og til tider ret ufokuseret omgang. Åbneren “Race for the Prize” var godt nok lige så triumferende og oplivende som altid, og det veritable konfettibombardement fik smilet endnu længere opad. Men ret hurtigt blev det lidt enerverende, at Wayne Coyne koncentrerede sig mere om at skyde med konfetti end om at få koncerten til at glide. Efter næsten hvert eneste nummer gik alting i stå, og selv om Coyne altså er dødsympatisk, blev hans talestrømme om George W. Bush og Red Hot Chili Peppers trættende i længden.

Det havde været til at bære over med, hvis musikken havde været oppe at ringe, men det kneb også. Ligesom de mange balloner blæste en god del af den intensitet, man kunne se på scenen, ud til siden og nåede aldrig ørerne. På et mindre spillested ville den smadrede udgave af “Free Radicals” helt sikkert have været stærk, men under den overskyede himmel druknede eksperimentet i bulderet. Med de mange stærke sange fra bagkataloget, som bandet så bort fra, var det noget svært at forstå, hvorfor den (i hvert fald i en livesammenhæng) alt for luftige, prog-influerede “Pompeii Am Gotterdammerung” skulle hives ind.

Der var bestemt snert over den karmabevidste protest “Yeah Yeah Yeah Song”, og den totalt nedbarberede version af “Yoshimi Battles the Pink Robots pt. 1” fungerede blændende. Men som helhed var koncerten svær at holde af – og svær at finde hoved og hale i.
(MA)

★★½☆☆☆

Holly Golightly, 19:15, Astoria
Klædt i ikke helt nypressede gevandter og med uprætentiøst uglet hår fik Holly Golightly og hendes band den fornemme scene i Astoria-teltet til at føles som et bittersødt afdansningsbal for folk med hang til old-time musik.
For godt nok startede Holly som punkrocker, men siden da har hun gravet længere og længere tilbage i musikhistorien for at finde inspiration, og det var tydeligt at se, at det især er præ-Beatles-melodier, der ligger øverst, når hun skal vælge musik derhjemme i England.

Sangene – hun nåede at spille 20 på lidt over en time – var alle hentet i den afdæmpede ende af Hollys katalog. Både fra de ældre plader, men især fra den seneste, hvor hun er backet up af guitaristen og sangeren Dave, der går under navnet The Brokeoffs. I “I Let My Daddy Do That”, “Devil Do” og “Medicine Water” fungerede den skrabede lyd fra kontrabassen og de snøvlede trommer perfekt, og backingvokalen fik for en kort stund Astoria til at føles som en røget bodega alt for tæt på lukketid. Bandet forsøgte ingenlunde at overdøve Hollys flossede vokal, der sine steder minder om Patsy Cline, andre steder om en glemt bluessangerinde fra dybet af den amerikanske sump. Og så hjælper en stiv whisky jo altid på evnen til at lade vokalen flyde.

Desværre var lydniveauet så lavt, at det ud over en masse snak ikke var til at fange alle nuancerne, når Holly med band bevægede sig helt ned i tempo. Men heldigvis virkede det til, at de alle var tilfredse med den døsige, men løsslupne stemning i tørvejret.
(MT)

★★★★☆☆

Deltag i debat