Plader

Kurt Vile: Childish Prodigy

Skrevet af Daniel Heydorn

Ambient-troubadouren Kurt Vile har med to uhørt lovende plader på under to år skabt det perfekte udgangspunkt for sin Matador-debut. Lyden af amerikansk landevej har aldrig lydt mere indbydende.

At Kurt Vile holder sig en fornuftig pladesamling, er hævet over enhver tvivl. Har man fulgt med i hans karriere, ved man også, at han er i stand til at omsætte sine inspirationskilder til et særegent, drømmende og i glimt utroligt fængende udtryk. De mest tydelige, musikalske forgængere er store americana-figurer som Neil Young, Bob Dylan og Bruce Springsteen, men hos Vile er den klassiske, umiskendeligt amerikanske sangskrivning ofte beklædt med et tæppe af ambiente teksturer. Lidt sådan, som flere af 90’ernes shoegaze- eller spacerock-outfits yndede at gøre det. Sangenes struktur er løs, de afbrydes af små lo-fi-agtige mellemspil, og lyden bærer præg af primitive hjemmestudieoptagelser og flittig brug af diverse effektpedaler. Kendetegn, der leder tankerne i retning af soveværelsespuritanere, som dem Woodsist-selskabet eksempelvis huser.

Sådan har det i hvert fald været på hans hidtidige soloudspil, der ud over et ukendt antal obskure cd-r-udgivelser tæller den officielle debut, Constant Hitmaker, fra sidste år og den blog-hypede God Is Saying This to You fra marts i år, som begge er stilsikre og utroligt vellykkede bekendtskaber. Små abrupte sang- og lydbidder behændigt stykket sammen til, hvad der mest af alt fremstår som en primitiv lyddagbog fra den produktive Philadelphia-beboers hverdag, som så tilfældigvis er blevet til to glimrende plader. Altså præcis, som det i lo-fi-kodekset står skrevet.

Om det er skiftet fra de små indieselskaber til det anseeligt større Matador, der spiller ind, eller om Vile blot var mere end almindeligt opslugt af FM-rock-afdelingen af pladesamlingen, skal være usagt. Ligegyldigt hvad motivationen har været, rummer Childish Prodigy en noget anden dagsorden end tidligere. Soveværelset er nu et mere professionelt lydende studie, og de ensomme nattetimer med guitaren, pedalerne og gør det selv-udstyret gæstes på flere numre af de musikere, der også udgør Viles tourband. Det romantiske og komplet uspolerede har på visse områder måttet lade livet til fordel for et mere poleret og – om man vil – kalkuleret udtryk.

Alt det når man dog ikke at være fortvivlet over ret længe, for som den Neil Young-rockede åbner, ”Hunchback”, med et sejt og tungt riff slår fast, så befinder Vile sig aldeles glimrende i de nye omgivelser. Dette massive, buldrende rocktog er den perfekte åbner og eksemplificerer med skrig, skrål og afmålt pikrockethed fint den musikalske miljøforandring. Det sårbare og følsomme er dog stadig en fast bestanddel af repertoiret, og pladen igennem er det på skift numre med fuld bandbesætning og Viles mere egenhændige guitareskapader, vi mødes af. Det fungerer upåklageligt, og pladens højdepunkter er ligeligt fordelt mellem lejrene – fra den spartanske instrumentering på ”Dead or Alive” og ”Overnite Religion”, som begge er årgangs-Vile (hvilket vil sige, at de lyder lidt som det, han lavede for et par måneder siden) til den up-tempo ”Freak Train”, hvor klassisk americana-terminologi smukt krydses med guitarstøj over en krautrocket jamsession med både trommemaskine og trompetsolo.

Det er blevet en anelse sværere at dekonstruere det musikalske bagland én inspirationskilde af gangen, da de effektpedal- og keyboardornamenteringer, der før var en afgørende del af Viles lyd, nu ofte henvises til baggrunden, hvorfra de lejlighedsvis hives frem og føjer subtil atmosfære og elektronisk modernitet til det ellers anakronistiske univers. Vile lyder ikke længere som en — særdeles vellykket — bevidst genrekonstruktion, men som en færdigudviklet symbiose, en nuanceret palet af komplimenterende stilarter.

Tidligere udgjorde det idiosynkratiske og skitselydende formsprog den perfekte grobund for Viles fremmaning af den amerikanske folkrocksjæl, men selvsamme mission lykkes til fulde i de nye rammer. Mod pladens slutning daler niveauet momentvist, men den ekstra fylde, produktionen har fået, gør selv de sange, der ikke når op, hvor de kan spejle sig i forbilledernes storhed, til en fin lytteoplevelse. Der er højere til loftet og mere på spil hos Matador end hjemme i privaten, og det har affødt en stærk rockplade, der risikerer at skuffe de mest hi-fi-fobiske, men på overlegen vis cementerer Viles position som et af de mest lovende navne inden for sit felt, hvor det så end befinder sig.

★★★★★☆

Leave a Reply