Pleaser annoncerer i dag deres længeventede debutalbum, og i samme ombæring kommer her en Undertoner-premiere på singlen “Plunge”. En hurtig, bidsk lille satan på kun lidt over halvandet minut. Det stadig ret nye band (de debuterede med et demokassettebånd i november 2021) har i den grad for vane at fatte sig i korthed, men på “Plunge” bliver budskabet leveret endnu mere kontant, end det har været tilfældet tidligere.
Kvartetten viser tænder fra første øjeblik, og hvad de har nedtonet en smule i melodiske riot grrrl-smagende harmonier, har de skruet op for i hardcore punk-hidsighed. Der er noget mørkt over guitarakkorderne, der nogle gange bliver spillet så arrigt, at sangen smager af metal. Men selvom det formentlig er det mest smadrede, deruda’agtige nummer, de hidtil har udgivet, gemmer der sig masser af lys og ørehængerpotentiale under motorcykel-på-amfetamin-riffs’ne. Annie Nyvold og Sofie Lien Lakes vokalharmonier og skizofrene guitarstykker klinger af et håb fra afgrunden, og lytter man et par gange, skal melodien nok sidde fast.
Når Pleaser lukker en sprække af sollyset ind i deres ellers rasende og frådende punkrock, så forstår man virkelig bandets force. Cirka halvvejs får vi nemlig et skinnende afbræk, hvor 90’ernes indierock forsøger at trænge igennem. Et lille “afslappende” pusterum, før trommerne igen kommer ind og sparker stolen væk under en. Et enkelt åndedræt, før moshpitten igen overfalder en. Pleaser har masser af forskellige udtryk at byde på, og på “Plunge” pakker de det meste ind på 90 sekunder.
Singlen udkommer med en video, der også forsøger at indkapsle essensen af bandet: Det sødmefulde og det lidt dystre. Klassiske hjemmevideoer af de fire venner, der både hverdagshygger og kører ud i mørket for at udføre et okkult ritual. Der bliver lagt neglelak, smilt til kameraet og kigget på solnedgang, alt imens der messes uhyggelige vers og stikkes knive i den fugtige muld. Er man dog til fals for en sød kat eller en hund med nittehalsbånd, så skal man da tjekke videoen ud – om ikke andet så for at høre en voldfed punksang fra det mest spændende band, der er kommet ud af det nye ungdomshus.
Pleasers selvbetitlede debutalbum udkommer digitalt og på vinyl den 8. september 2023 via det københavnske indiepladeselskab Part Time Records. Desuden spiller bandet på Roskilde Festivals Gaia-scene mandag den 26. juni klokken 17.