Plader

V/A: Pop Ambient 2010

Skrevet af Daniel Heydorn

Det legendariske Kompakt-label har vanen tro samlet endnu en flot og forudsigelig buket af vellyd, som både agerer udstillingsvindue for et par ukendte kunstnere og byder på nye toner fra et par af genrens giganter.

Pop Ambient-serien har for længst udviklet sig til at være en institution i ambient-landskabet og har trofast gennem nu 10 år kombineret Kompakt-selskabets egne kunstnere med beslægtede udefrakommende. Udgivelsernes koncept tvinger de involverede til at levere koncise udpluk af de ofte alenlange kompositioner, man finder på deres respektive udgivelser, og i de mest vellykkede øjeblikke lykkes det at overføre magien fra de langstrakte lydbilleder til en langt mere kortfattet og med lidt god vilje poppet form. Ikke pop som i vers-omkvæd og hitsingler og næppe pop som i populær, men pop, fordi det er pænt, pleasende og omtrent så lettilgængeligt, som den type musik kan være. Wolfgang Voigt, medejer af pladeselskabet bag serien, kurator for hver enkelt årgang og ofte selv aktiv deltagende, er hjernen bag det hele og såede med en række mesterlige udgivelser under sit GAS-alias sidst i 90’erne – hvoraf den sidste var betitlet Pop – kimen til det, der nu er et monument over genren.

Som det hører sig til, når der nu er tale om et jubilæum, byder årgang 2010 på gensyn med flere af Kompakts mest markante kunstnere. Et af pladens mest bemærkelsesværdige numre står Wolfgang Voigt selv for. Som titlen “Zither und Horn” antyder, så er nummeret et ganske organisk parløb mellem de to instrumenter, hvilket fuldstændig bryder med pladens samplebaserede og Ibook-lydende tilsnit. Med zitheren i forgrunden harmonerer instrumenterne vuggende, alt imens subtile ekkoeffekter effektivt fylder og udnytter lydbilledet – noget mange af både pladen og genrens mange rumklangsfanatikere burde tage ved lære af. Den eneste gene er de sinustoner, som Voigt af uforklarlige årsager har ladet køre i baggrunden nummeret igennem, måske for at skabe digitalt modspil eller interferens, men de svækker i mine ører kompositionen.

Som de øvrige Pop Ambient-plader, jeg kender til, indeholder denne også en række utrolig anonyme bidrag, som fungerer som sovepuder mellem de fremadskuende højdepunkter. Det er dog lige præcis den type minimalistiske og stillestående kreationer, der kendetegner udgivelsesrækken bedst. De er yderst behagelige og samtidig inderligt ligegyldige. Det ville næsten være at forbryde sig mod kompilationernes præmis at kritisere dem for at være kedelige og kønsløse, men i denne ombæring falder Dettingers comeback, “Therefore”, der lyder som et kedeligt The Field-nummer uden trommer, Marsen Jules’ “The Sound of One Lip Kissing” og Jurgen Paapes “864M” dog unødvendigt meget i med omgivelserne og ender som det lydtapet, der bliver henvist til baggrunden af et andet lydtapet.

Noget af det bedste ved Pop Ambient-serien er dens evne til at indlemme nyere, talentfulde lydmagere og give dem fortjent eksponering og rum. I år er det Bvdub, der med sine to numre – hvoraf det ene er den overdådige, 17 minutter lange afslutter – får chancen for at vise sig frem på den store scene. Og det gør han så. Faktisk er de to Bvdub-kreationer det absolut mest bemærkelsesværdige ved udgivelsen. Han tager nemlig ‘pop’-delen af seriens titel relativt seriøst og blander sine milde og drømmende droner op med ørehængende vokal-samples og afviger med sit langsomt eskalerende afslutningsnummer fra de mange mere statiske bidrag.

Voigt har endnu en gang sammensat en kompilation, som utvivlsomt vil tilfredsstille seriens tilhængere. Der er stærke nytilkomne, gengangere fra de forrige år og gensyn med tidligere tiders toneangivende aktører. Som altid er der kort afstand fra top- til bundniveau, det er fermt håndværk fra ende til anden, og ingen når helt op, hvor det bliver rigtig sjovt; det hele er altså præcis, som det skal være.

★★★½☆☆

Deltag i debat