Postrockbandet Lis Er Stille har brugt de sidste tre år på at få pillet det stille ud af Lis. Hvor musikken tidligere har været funderet i et korpus af nordisk inspireret postrock, der har blandet det stille eftertænksomme med det storslået bragende, er der nu blevet plantet en amagerhylde hen over Lis’ lænd. Med munkekor og postmetal står Collibro tatoveret med store gotiske bogstaver ud over Lis og drejer bandets stil i en mere hårdtslående retning.
Det mere dystre og tunge udtryk er blevet hjulpet godt på vej af Magnus Lindberg fra det svenske postmetalband Cult of Luna, som har masteret og mixet det nye album. Men samtidig med at blandingen af heavy og postrock lægger op til interessante vekselvirkninger mellem et lyst og mørkt udtryk, er pladen også blevet tilsat en vis portion emo-retorik. Titlen Collibro uddybes da også på bedste emopoetiske vis. Collibro er det latinske ord for at veje, måle eller afveje, hvilket på pladen anvendes til at måle og veje ting som »afstanden mellem Lis og verden / mængden af smerte i verden / mængden af glæde / mængden af frossent blod på den måne, hvor vi bor.« Så er stilen ellers lagt for et album, der blander en overvægt af smerte og fremmedgørelse med en god portion musikalsk glæde.
Musikken mimer den tone, der er sat med sproget. Albummet åbner med “All the Blood”, der giver uigendrivelige associationer til et kor af munke, som fyrer den af på gotisk vis i højhvælvede kirkerum. Forsanger Martin Byrialsen lader den ofte diskante vokal hvile på numre som førstesinglen “The Real Children”. Her udfoldes en dystopiafølelse, i stil med den man møder hos Nick Cave, der brat føres over i en mere energisk, rocket melodi. Dog er det stadig kendetegnende for musikken, at Byrialsen akkompagnerer de forskellige opbrusninger ved at lade sin vokal tage på himmelflugt sammen med instrumenterne. Af og til leder det tankerne over på Muse, hvilket man kan spore et strejf af i kombinationen af keyboard og sang på “Send in the Scouts”.
Numrene får hos Lis Er Stille stadig tildelt det tidsrum, som skønnes nødvendigt for at lade dem komme til deres ret. Således svinger numrene mellem at vare alt fra 44 sekunder til over 12 minutter. Kendetegnende for stilen er også de mange forskellige musikalske stemninger, der afløser hinanden. Over det tunge, heavyinspirerede og postrockens forvrængede lyd til hvad der mest af alt lyder som et neowestern-soundtrack på nummeret “Recalling the Color”.
Lis Er Stille tager med Collibro et ordentligt skridt i en ny retning. Personligt længes jeg tilbage mod de to foregående albums, hvor de fremstod mere melankolske og melodiske end gotiske. Der er mange interessante detaljer at iagttage på den nye plade, men den kræver en vis forkærlighed for dramatiske og mørke fortællinger, der af og til kammer over i det prætentiøse.
