Plader

CocoRosie: Grey Oceans

Skrevet af Christian Klauber

CocoRosie imponerer med udspillet Grey Oceans. Blandingen af beats, freakfolk, electronica og skønsang er en intens og dragende lytteoplevelse. Advarsel! Slutningen på Dexter, sæson 4, afsløres (red.).

I de seneste måneder har jeg været grebet af den amerikanske successerie ”Dexter”. I fjerde sæsons sidste afsnit dør massemorderen Dexter Gordons kone, Rita, da en anden massemorder, også kaldet ’The Trinity Killer’, slår hende ihjel. Netop som man tror, at alt er fryd og gammen, oplever Dexter det ultimative tab, da han i bogstaveligste forstand finder Rita i et blodbad. En uhyggelig, grum, men alligevel sært smuk afslutning. Da jeg finder ud af, at første nummer på pladen hedder ”Trinity’s Crying”, øjner jeg et sammentræf, der udfolder sig undervejs i Grey Oceans’ blanding af skønhed, tragik og mystik.

Da jeg så CocoRosie for omkring et år siden i Den Grå Hal, oplevede jeg samme blanding – dog uden det tragiske aspekt. Badet i blåt/lilla lys leverede de deres særegne kombination af beats, freakfolk og skønsang. Det har ikke ændret sig på Grey Oceans. Men i modsætning til deres tidligere plader er der på Grey Oceans en tematisk strøm af tab, der åbenbarer sig, når man nærstuderer tekstuniverset.

F.eks. lyder det i ”The Moon Asked the Crow”: »A secret book of forgotten wishes / drown in ponds with broken dishes / angel brother I miss your hair / careless nature gentle stare.« Det omtalte tab beskrives måske endnu mere klart i ”Lemonade”, hvor det indledningsvis lyder: »No more breathing time / the ambulance sped / sped ’round every corner / calling out his name« og slutter tænderskærende sørgeligt: »We climbed the rocks in snow and rain / in search of magic powers / to heal our mothers pain.« Det er en tekst, der præcist formidler den febrilske søgen, som enhver, der har haft en tæt relation til en døende, kan skrive under på. Men også en tekst, der i kraft af ærligheden i beskrivelsen af følelserne, er smuk i al sin gru.

Denne tekstuelle malstrøm af tab mødes af andre, mere traditionelle CocoRosie-understrømme, f.eks. deres brug af beats, opklippede, elektronisk frembragte lyde og mere eller mindre utraditionelle instrumenter, f.eks. jødeharpe og tabla. Alt sammen tilsat vokalbidrag, indimellem pålagt ekkoeffekter, som understreger en mystisk stemning, der perfekt matcher den fabulerende energi, som også udtrykkes i teksterne. Den mysticisme kommer især til udtryk i ”Gallows”, der bl.a. med lyden af katte og knirkende døre giver associationer til hekse, og ”Fairy Paradise”, som på fuldstændig forrygende vis blander sfæriske vokaler, statisk støj og pumpende trance.

Netop vokalerne er søstrene Casadys varemærke, og også på Grey Oceans brillerer de i brugen af dem. Kun i ”Hopscotch” forfalder de direkte til den småfjollede, barnlige stemmeføring, der ikke er min kop te. Heldigvis er der adskillige eksempler på Sierra Casadys smukke, ekstremt sensuelle vokal, der akkompagneres af klaver, altsaxofon og en enkelt gang trompet.

At lytte til Grey Oceans er som at vandre rundt i skoven ved nattetide og møde en alfetrancefest dybt, dybt inde i skovens mest hemmelige hjørne, hvor alle de dansende er omgivet af blødt og fugtigt mos. Hvor kulden fra duggen og fugten indimellem trænger ind til huden, giver én kuldegysninger og husker én på, at hvis man bliver opdaget, er man fortabt. Fordi skønheden på Grey Oceans handler om lige dele grusomt tab og fortabelse i skønheden.

★★★★★☆

8 kommentarer

  • Det var dog en røvhulsagtig måde at spoile sæsonafslutningen af dexter på for alle dem der ikke er nået så langt, endda i anden sætning, uden advarsler. Tak for lort

  • @Joel.
    Ja, det kan jeg godt se. Det var ikke helt så heldigt. Det beklager jeg meget. Jeg vil forsvare mig med, at jeg troede, at alle andre var meget mere med på seriebeatet end jeg. For at undgå, at andre havner i samme situation, er der nu indskrevet en redaktionel note.

  • Det virker stadig tåbeligt såfremt du ønsker at folk skal læse din anmeldelse…

  • Korrekt. Man lærer af sine fejl. Jeg synes ikke, der er andre muligheder end at indsætte en redaktionel note, da min oplevelse af skønhed over for noget grimt/ikkesmukt er min vinkel på pladen. Men du har ret i, at det absolut ikke er en hensigtsmæssig situation. Alternativt skulle jeg jo være ligeglad med den frustration, der blev udtrykt indledningsvis. Og det virker heller ikke optimalt. Hvis folk er interesserede nok i CocoRosie, læser de forhåbentlig anmeldelsen.

  • Mit ordvalg var i bagklogskabens lys måske en anelse skidt. Et eller andet sted er den slags referencer også en fin personliggørelse af dit forhold til musikken :)

  • Det er i hvert fald en måde at parallelisere til oplevelsen af albummet. Det er selvfølgelig ærgerligt, at parallellen ikke er til en film fra 80’erne, men til en nutidig serie.

  • jeg læste din anmeldelse, netop kun fordi jeg ville få slutningen på Dexter fjerde sæson afsløret. hvis det tæller til statistikken!

  • @Aquinas.
    Hæ. Det ved jeg ikke helt, om jeg skal være glad for eller ked af – omvendt er én læser vel bedre end ingen :) Godt, du fik noget ud af afsløringen. Det er en meget smuk scene.

Deltag i debat