Badun: Tandoori Tentacle EP

Farverne på coveret til Baduns nye ep fortæller ganske præcist, hvad der er sket med trioen siden det selvbetitlede debutalbum: Det musikalske univers er blevet mørkere og mere intenst. Det står allerede klart efter få sekunder, idet åbningsnummeret “Cola Jeff” sætter i gang med en dyb, vibrerende basgang. Denne mørke puls modsvares af lyse synth- og el-klaver-klange, og kombineret med bunkevis af minutiøst manipulerede vokalsamples og rytmeprogrammeringer giver det en fornemmelse af dunkel spænding.

Der er i det hele taget en stemning af midnatsmørke over Tandoori Tentacle EP. Både de håndspillede instrumenter og de snørklede elektroniske programmeringer har ofte den ekstra resonans, som præger nattemørke gader, hvor det vanlige mylders fravær gør alt mere tydeligt for ørerne.

Og der er bestemt masser at spidse ører efter hos Badun. Ligesom på debutalbummet lader snart sagt hver en lyd til at være blevet gransket nøje og justeret omhyggeligt via computerkredsløb, og selv efter mange gennemlytninger er der til stadighed nye detaljer at opdage: nye rytmiske finesser, små stumper af samtaler, instrumentfragmenter. Det tager til eksempel nogle lyt at fange, at beatet i både “Cola Jeff” og titelnummeret bl.a. er stykket sammen af tabla-optagelser.

Men Tandoori Tentacle EP er ikke kun interessant at lytte til, hvis man godt kan lide at dissekere musik med masser af lag. Tværtimod lykkes det for Badun at gøre deres musik organisk og til tider helt orkester-agtig. I første halvdel af det knap otte minutter lange “Swup” lyder det eksempelvis ret meget, som om Badun var et traditionelt band med en afdæmpet trommeslager, en markant bassist og en tangentspiller til at male stemninger. Efterhånden kribler digitale programmeringer ind i lydbilledet, og midtvejs bliver beatet så findelt og avanceret, at det må have krævet en del museklik at konstruere det. Ikke desto mindre fastholdes bandfornemmelsen.

Netop fornemmelsen af, at Badun tålmodigt flydende afprøver, hvilke muligheder der ligger i at kombinere dyb bas, el-klaver, guitar og elektroniske programmeringer, er både ep’ens styrke og svaghed. I de bedste passager har trioens fusionsjazzede numre en stemningsmættethed og en nærmest groovy kropslighed over sig, som gør det til mere end en intellektuel fornøjelse at lytte til Tandoori Tentacle EP.

Men lige så meget som musikken aktiverer kroppen, lige så lidt fæstner de enkelte numre sig. Ep’en er i højere grad 22 minutters stemning, end den er fire kompositioner med mindeværdige musikalske bestanddele. Der er ingen melodier, ingen rytmer, ingen som helst markante øjeblikke, der vender tilbage til tankerne efter endt lytning. Man skal således ikke købe ep’en i håb om at få fire numre, der fungerer hver for sig. Man skal derimod investere for at høre en musikalsk udkrystallisering af tilrøget nattemørke – og den kunst mestrer Badun på fin vis.