Plader

Flying Lotus: Cosmogramma

Skrevet af Mikkel Knudsen

Selvom Flying Lotus potentielt kunne fejle med de meget forskellige input og lydkilder på den nye plade, holder han fokus med et stabilt groove. Warps nye gulddreng skuffer ikke, og Cosmogramma er lidt af en magtdemonstration.

Flying Lotus må uden tvivl være et af de varmeste navne på den instrumentale elektroniske scene. Båret frem af dubstepbølgen – uden dog rigtig at have været en del af den; signet som elektronisk flagskib på det legendariske Warp-pladeselskab. Forventningerne har selvklart været skyhøje til det nye album, Cosmogramma. Og så deltager indiedarling nummer ét, Thom Yorke, oven i købet med et dog ikke specielt bemærkelsesværdigt vokalbidrag.

Sideløbende med den hårdere og mere rave-orienterede engelske dubstep-invasion har Los Angeles’ abstrakte hiphop-scene med Flying Lotus i front udviklet en mere stenet pendant med mere vægt på syrede og forvrængede synthfigurer og soulede samples. Tidligere på året udkom den uforlignelige bastard af en Gonjasufi-plade, hvor Flying Lotus også havde en finger med i spillet.
Nu er Flying Lotus aka Steven Ellison tilbage med et udspil, som næppe vil skuffe hungrende fans. Man kan ikke sige, at Ellison har opfundet den dybe tallerken, idet hans musik er en videreudviking af den stemningsmættede abstrakte hiphop, som bl.a. Andreas Tilliander og Prefuse 73 har stået for. Flying Lotus har dog på en måde presset vildere lyde og mere rytmisk udfordring ind i musikken og alligevel fået gjort den endnu mere doven og stenet. Måske lidt i samme ånd som Tricky anno Pre-Millennium Tension. Til tider lyder Flying Lotus dog stadigt enormt meget som Warps gamle guldfugl, Prefuse 73.

På den nye plade er de forvrængede, komprimerede synthfigurer skubbet en smule i baggrunden til fordel for syrede harpe- og strygersekvenser. Man kunne argumentere for, at al den superproducerede vellyd måske tager en smule overhånd en gang imellem, men den binder til gengæld numrene fint sammen til én lang filmisk oplevelse.

De første par numre på skiven er dramatiske og uptempo. Fra starten bliver skærende 8-bit-arkadespilslyde matchet med dramatiske harpehvirvler. De analoge virkemidler i kamp med flimrende synth er også pladens gennemgående opskrift, dog i en mindre opsplittet, ganske harmonisk symbiose. Lytteren bliver i løbet af pladen suget længere ind i det sløve, men levende hiphop-drive, som Flying Lotus er ambassadør for. Det er selvfølgeligt en smagssag, om man synes, at den nærmest Barry White-agtige bløde stemning i de mange intermezzoer er for dominerende, men det er under alle omstændigheder supergodt sat sammen og fortrinlig baggrundsmusik, som til tider suger lytteren ind i et tidsløst rum. F.eks. i “Zodiac Shit”, hvor jeg pludseligt vågner op i en ny verden med underlige planter og dyr efter at være lullet helt i søvn af de foregående strygere. Man forstår godt, at Flying Lotus er en populær mand og faktisk startede sin karriere i forbindelse med lydspor til tegnefilm.

“…And the World Laughs With You” med Thom Yorke er måske ikke den stærkeste sang på pladen, men det er faktisk meget rart, at han ikke bidrager med en stor klynkevokal-komposition (som på den første UNKLE-plade), for det ville nok have taget noget af den verdenfjerne stemning ud af pladen.

Et højdepunkt på Cosmogramma kunne være det stilsikre nummer “Computer Face//Pure Being”, der lyder som en masse skumfigurer, der marcherer hen over flydende lava. Det hule, lilletrommebaserede “Arkestry” beviser, at Flying Lotus faktisk ville kunne klare sig fint helt uden elektroniske virkemidler. Derimod viser “Table Tennis” med Laura Darlington og, ja, bordtennissamples, at Ellison også kan producere drømmende popmusik med bordtennissamples som det skæve, funky element. Nogle af de lidt mere uptempo numre med håndspillet, fusionsfunket basguitar er faktisk også lækre. Især “Dance of the Pseudo Nymph”, som er en samba-funky sag, er sveddryppende fed, om end det kan vise sig som en blindgyde, hvis Flying Lotus i fremtiden vil rendyrke de mere blærerøvsagtige kompositioner.

På trods af flere potentielle afveje i musikken stopper de altid, før de bliver irriterende. De mange genreeskapader er mere som uafsluttede dryp af æter, der gør, at musikken ikke lukker sig om sig selv, men peger ud imod verdensrummet. Flying Lotus er den nysgerrige, men stadig stilsikre grooveastronaut i den heldigvis stadig spændende musikalske verden, vi lever i. Jungletrommerne har buldret fra Los Angeles i nogen tid; nu kan det ikke skjules længere, at Flying Lotus er ‘the shizzle’ lige nu. Cosmogramma minder om en magtdemonstration fra verdens mest hypede rytmedreng.

★★★★★★

Deltag i debat