Plader

Shocking White: It’s a Sick World … But I Like It!

Der er langt fra Berlins undergrundsbarer til Århus. Men alligevel formår Shocking Whites poppede garagerock at sende mig fluks derned.

En nat tilbage i 2007 befandt jeg mig på en bar i Berlin. En bar, der stemningsmæssigt mindede meget om Nørrebrogades Understellet og Pisserendens Floss – steder, hvor unge mennesker kommer, men hvor der sælges flere guldøl end breezers.

På den berlinske bar, hvis navn jeg for længst har glemt, spillede et band, hvis navn jeg heller ikke husker. Men jeg kan huske musikken. Jeg kan huske, at lyden var forfærdelig, lilletrommen skar ind i øret, og forholdet mellem de forskellige instrumenters volumen var lige så skævt som halvdelen af publikum. Jeg kan også huske, at folk festede. De festede igennem. Jeg kan huske, at forsangeren fløj rundt på scenen – og ud fra scenen. Det var rå, punket guitarstøj, det lød forfærdeligt, og det holdt 100 pct. Det var en af de oplevelser, der mindede mig om, at musik er mere end blot lyd. Musik skal ikke kun høres, det skal opleves og føles.

Århusianske Shocking White bragte mig tilbage til den aften i Berlin. For dybest set falder jeg ikke på halen over musikken på bandets debutudspil It’s a Sick World … But I Like It!. Men samtidig er jeg stærkt fascineret af den spænding, Shocking White formår at skabe.

Der er tale om den mest velkendte opstilling af dem alle: trommer, bas og guitar – ikke mere, ikke mindre. Og produktet er også, hvad man umiddelbart vil forvente fra den opsætning: en omgang rå guitarriff, der underbygges af trommerne og bassen. Og mere vil jeg ikke sige om dét, for der er absolut intet nyskabende eller overraskende i det musikalske udtryk. Dermed ikke sagt, at det er dårligt, bestemt ikke. Det er poppet garagerock af den slags, der er trashed uden at være elendigt produceret.

Men energien og den feeling, der er i numrene, er straks en helt anden sag. I numre som “Spleen June” og “The Cure” skabes der en dragende intensitet. Nerve vil nogle måske kalde det. I et skøn modsætning mellem det beskidte og grimme – i det, jeg vil kalde en gadevokal og de veludførte guitarriff – finder vi Shocking Whites styrke: oprigtigheden. Måske ligger det i vokalens tonefald, måske i valget af riff, måske i trommernes lyd. Det er svært at sætte en direkte finger på, men den er der: følelsen af, at man tror på Shocking White, der ikke kun virker som tre århusianere med elektricitet i røven og attitude i øjnene.

Men det er desværre ikke en kontinuerlig fornøjelse, og numre som “Gothic Kindergarten” og “True Spirit of Pure Charity” bliver til en omgang larm med skrigende vokal, der ikke gør andet end at irritere mine trommerhinder.

Det er en knivsæg, Shocking White bevæger sig på. På den ene side ligger muligheden for at skabe noget, der skiller sig ud fra mængden, og vise, at der stadig findes folk, der kan komme med originale idéer baseret på en 50 år gammel genre. Og på den anden side lurer faren for at falde igennem og aldrig komme videre end barens cigarettåger. Det hele handler om at lokalisere den nerve, der får det hele til at slå gnister. Shocking White blotter den på denne debutplade, der bestemt er et lyt værd.

★★★★☆☆

Deltag i debat