Koncerter

Regina Spektor, 13.07.10, Store Vega, København

Skrevet af Anna Møller

Regina Spektor og band leverede tirsdag en trist koncert, der var præget af cellisten Dan Chos drukneulykke for en uge siden i Schweiz og ikke ydede sangerinden retfærdighed.

Fotos: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk

Kærestepar og venindeflokke er samlet i Vega tirsdag aften for at høre og opleve Regina Spektor, og på trods af, at publikum lytter til sangerindens stærke og uovertrufne vokal og eminente klaverspil, er der ikke megen oplevelse at komme efter denne aften. Om noget er der tale om en trist oplevelse.

Trist, fordi Spektor, trommeslager og violinist ingen kontakt har med publikum og spiller de første mange numre (”Better”, ”One More Time with Feeling”, ”Two Birds”) uden yderligere præsentationer eller henvendelser til de fremmødte. Spektor og band fremstår superkontrollerede til det punkt, hvor den eneste reaktion på, at en udenlandsk pige adskillige gange råber på et nummer – og gennem sine insisterende råb får hele salen til at grine – er, at Spektor bliver nervøs og genert og lettere omtumlet fortsætter sit planlagte sæt. Publikums adskillige »I love you« afføder kun et enkelt »thank you« som reaktion, mens den smittende ”Eets” og mere larmende ”Machine” fra det nyeste album, Far (2009), repræsenterer de eneste højdepunkter. Her får trommerne en mere dominerende position, og der kommer lidt tempo på, mens publikum klapper i takt.

Efter ca. 20 min bryder Spektor imidlertid stilheden og lægger en yderligere dimension til tristheden; bandet skulle have optrådt som en kvartet, men cellisten Dan Cho er for nylig gået bort, og bandet optræder derfor som trio denne aften. 6. juli i år druknede han på tragisk vis i Genève-søen i Schweiz, da bandet skulle optræde til Montreux Jazz Festival. »This is a devastating tour,« fortsætter Spektor og dedikerer det følgende nummer til Cho og hans efterladte unge kone og baby. Selv forlader sangerinden scenen og lader violinist K Ishibashi fremføre ”People in the Mountain, People of the Ocean”, der er dybfølt med klagende falset og fingerspil, men som ikke rigtig formår at få publikum med i smerten.

De sørgelige omstændigheder har nemlig allerede sat noget af en dæmper på aftenen og hægtet undertegnede af, og før Spektor forklarer omstændighederne, er jeg tilbøjelig til at tænke: »Hvad oplever jeg her, som jeg ikke kan finde ved at sætte en af Spektors i øvrigt glimrende plader på derhjemme?« Spektor fortsætter, efter at have forladt scenen, alene med upåklagelig vokal og klaverspil, men publikum får intet andet derudover, og det er synd, når man som kunstner nu kan foretage sig så meget med en optræden. Det er imidlertid svært ikke at have medforståelse for, at Spektor og band denne aften ikke er bygget af overskud, og man må trods alt medgive, at det er stort af Spektor at gå på scenen for alligevel at give sit danske publikum en optræden. Man kan dog spekulere over, om sangerinden (og publikum) i virkeligheden var bedre stillet med en udsættelse af koncerten.

Spektor ender koncerten med den ømme ”Samson” og ”Wallet”, og før tæppet helt bogstaveligt går ned i Vega, takker den russiskfødte sangerinde for at have lyttet og opfordrer publikum til at møde op igen under bedre omstændigheder. Om ikke andet kan man jo sætte den udmærkede Far på til en aften med kæresten og så tænke sig til resten.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Anna Møller

Biografi:
Som så mange andre er jeg opvokset i et hippiehjem med en pladespiller og et par meter lp’er. Da jeg som barn og teenager selv fik lov til at styre pick-uppen, så var det Savage Rose, Beatles, Shit & Chanel, Kim Larsen & Bellami og Doors, der oftest kom på. Sådan kan man opdrages rent musikalsk uden overhovedet at have bedt om det. Da vi i gymnasiets første musiktimer skulle tage et nummer med, som vi syntes var fedt, havde de andre Eminems ”Stan” med, mens jeg havde ”Cowboys” med Portishead. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de andres nummer fik langt den bedste respons. Min musiksmag bunder i en forkærlighed for de lagdelte og langstrakte toner, hvor vokal intensitet og velskrevet og ukonstrueret lyrik er klare darlings. Især det mørke og repetitive musiklandskab, der samtidig bevarer bevægelighed og hypnotisk nerve, er noget, der går lige ind.

Fem favoritalbums:
Portishead: Third eller s.t.
The Beatles: Abbey Road
Silo: Alloy
Neil Young: After The Gold Rush
The Band: s.t.

Skriv et svar

boeger