Plader

The William Blakes: The Way of the Warrior

Skrevet af Anna Møller

Man kommer aldrig helt ind under huden på The William Blakes på deres tredje studiealbum. Måske er det de synthede overtoner og stærke reminiscenser fra 80’erne, der gør det; måske er den store forskel mellem både numrenes kvalitet og udtryk.

Jeg må indrømme, jeg er ved at få overdosis af alle de yngre danske bands, der smider megasynth på alt, de laver. Dels er det i mine øjne ofte overkill, og dels er det svært ikke bare at afvise bandet som den næste Depeche Mode-klon. Bevares, Depeche Mode var et fedt band, men det kunne også være fedt at eksperimentere lidt med nye lydmønstre i stedet for bare at smide musikken tilbage til 80’erne. For at gå kronologisk til værks med The William Blakes‘ tredje album – på bare to et halvt år – åbner kvartetten nemlig med masser af 80’er-synth, som også var til stede enkelte steder på det foregående album, Dear Unknown Friend. De to første numre, “Caves and Light” og “Dark Hand”, er velspillede og som sådan fejlfrit udførte, og både ekstrem rumklang og stemmens øvre registre klæder Kristian Leths vokal, men det lyder virkelig som noget, man har hørt før.

The William Blakes kan meget mere end at tage et smut tilbage til synthens flakkende bagland, selvom de gør det godt – f.eks. på singlen ”Pocahontas”. Mange steder på The Way of the Warrior finder man både vellykkede og eksperimenterende numre, selvom det med et så bredt register er svært ikke at føle, at det hele er lidt ufokuseret. “Golden Dawn” udnytter eksempelvis en stor, melankolsk lyd med smittende fællessang og dynamiske trommer og har en højstemt stemning, der tangerer det stadionrockede. Det er, ligesom titelnummeret, et yderst velfungerende nummer, men der er langt fra “Golden Dawn”s kvaliteter til titelnummerets ekstreme 80’er-feel, som næsten hensætter lytteren til et filmset fra netop det pangfarvede årti. Alsidigt, ja, men også ufokuseret.

Især fra midterste halvdel af numrene leger den danske kvartet med deres udtryk, men det er imidlertid ikke altid, det går lige godt, og de mange genreskift er også til at blive lidt rundtosset af. “Forest Spirit” er lyden af dryppende vand, enkelte blæseinstrumenter, der bare antyder en gentaget melodistump, før et klaver også byder ind, og der sker ikke så meget andet på det nummer. Det lyder frygteligt enkelt, men det fungerer virkelig godt, hvis man er til det minimalistiske.

Den skrabede skovånd står i stærk kontrast til den efterfølgende “Three Brothers (Trois Frères)”, hvis fortænkte og prosaiske tekst lyder: »When Sct. Petersberg burned / when Alexander turned / when the three brothers were initiated / (…) / there will come a day / where there are more magicians than modern folk / Geronimo will survive.«

Nummerets æteriske pulseren, der især slår igennem på trommernes pulsslag, fungerer rigtig godt, men den politiske lyrik gør det til gengæld slet ikke for mig, og det er svært at fokusere på instrumenternes leg, når sangteksten er så tung og tænkt. Den elektroniske “The Next World” følger efter, og her blander fjerne børnestemmer sig med en gentagen og pumpende rytme. Reallydene benyttes også i “After the Kill”, der igen lider lidt under sangskrivningen. Her varmer fårekyllinger og dryppende vand op, før klaver og synth fører den melankolske melodi mod vokalens på samme tid banale og patetiske »Oh what have I done / does it make any sense to go on / there is a way / for me to come back home again / I owe you everything / I know you’re alone / I’ll come home again this time.« I mine øjne fungerer banale tekster kun, hvis de leveres af en ærlig og ligetil vokal, og det er desværre ikke tilfældet i ”After the Kill”. Her kammer Leth tværtimod over i det patetiske, og melankolien og selvmedlidenheden er til at føle på i vokalens mørke.

Heldigvis afsluttes The Way of the Warrior med den vokalharmoniske, pulserende og smittende ”The Sun”, der til gengæld er et virkeligt godt nummer, som man ikke kan lade være med at blive glad i låget af. The William Blakes kan med succes bevæge sig inden for flere forskellige genrer, men det er imidlertid svært at gennemskue, hvad der er deres særegne.

★★★½☆☆

Deltag i debat