Plader

The William Blakes: Dear Unknown Friend

Skrevet af Christian Birk

Med den svære toer har danske The William Blakes begået et utraditionelt, ujævnt og udforskende album. Men spørgsmålet er, om det er et udtryk for kreativt storsind eller dårlig dømmekraft?

Hvem er The William Blakes? Det spørgsmål blev stillet, da de tre barndomsvenner Kristian Leth og brødrene Frederik og Fridolin Nordsø under stor mediebevågenhed søsatte videoen til nummeret “Secrets of the State”. Her agerede Choir of Young Believers, Oh No Ono, Remee, Figurines og mange andre ekstra medlemmer af trioen.

Med udgivelsen af toeren, Dear Unknown Friend, har den mediebevidste kvartet (Bo Rande er kommet med siden debuten) begået endnu et publicity-stunt. I forbindelse med fejringen af fastelavn havde The William Blakes arrangeret klæd ud-fest i Pumpehuset. Her fejrede så forskellige navne som Steffen Brandt, Mikael Simpson, Jong Pang, Nikolaj Nørlund og Waqas Qadri fra Outlandish udgivelsen af Dear Unknown Friend ved at spille deres fortolkninger af kvartettens nye materiale. Fuldt udklædte naturligvis.

Men hvem er The William Blakes så? Det spørgsmål synes at rejse sig, når man har behov for så megen palaver og så mange kendte ansigter for at udgive en plade. Spørgsmålet virker endnu mere presserende efter at have hørt poetlærlingenes nyeste udspil, for her har vi at gøre med en plade, der vil lige så meget, som der bliver skudt på Nørrebro. Der bliver ikke skortet på legelysten her. På Dear Unknown Friend optræder der både 60’er-ballader, indierock, sing-along-hits, calypso- inspirerede narrestreger og atmosfæriske instrumentalnumre.

Men hvad er The William Blakes så egentlig bedst til? For overblikkets skyld er det måske lettest, hvis vi tager en genre ad gangen:

På de to første skæringer, ”This Thing We All Believe In” og ”No Matter What”, viser den danske kvartet sig fra en rendyrket rocket side. Drengene buldrer derudad uden at glemme den gode melodi, som de mestrer så fint. Der bliver sendt anerkendende nik til Arcade Fire og Bruce Springsteen, som rumsterer i baggrunden. Rent lyrisk er tonen lige så skarp som de upåklagelige trommer: »My government is killing every hope for me / do people really believe what the say about people?«
Et velspillet, men ikke særlig kreativt udtryk. Det ligner da ikke The William Blakes.

Nej vel! Derfor er det ganske befriende, når Scott Walker, Lee Hazzlewood, Todd Rundgren og vor tids Grizzly Bear hives ned fra pladesamlingen til et kærligt lyt. På ”It Looked Like Us”, ”No Way Out” og ”Like a Dream” er det tydeligt, at firkløveret har haft fingrene i den psychpop-dekorerede kagedåse. Det mørkt malede rum, som vi befinder os i, er belagt med strygere, og gardinerne er trukket for. Det kan næsten ikke blive mere desperat og mere smukt: »I woke up this morning and looked at the window glass / the city was burning. The people were running fast / something strange hit us / that we didn’t know of before.« Man kan næsten se Scott Walker med hånden på Kristian Leths skulder.

Efter 10 minutter uden lys og varme bliver vi lukket ud til en lun dukkert. Et dansende, leende og Hawaii-skørt-bærende syn venter os uden for døren. På ”Our Moment” og den fængende ”Secretly” er der skruet op for feststemningen. Den spanske guitar og de legesyge congas-trommer sætter sortseerne på bænken og erstatter dem med en energisk, levende og friskfyragtig super-sub.

Ingen fest uden et par stemningsdræbere, som skal få folk hjem. På de ambiente og lidt for stillestående afslutningsnumre, ”Our Song” og ”Contact”, bliver vi mødt af et lidt for klassisk og lidt for letkøbt eksempel på kunst for kunstens egen skyld. Der bliver ikke længere tænkt på lytterne, men mere på, hvad man ville synes var sjovt. Men på en plade, hvor The William Blakes har prøvet alt andet, ville det da også være mærkeligt, hvis de ikke forsøgte sig med Thomas Knak’sk elektronik.

Hvilket indtryk sidder man så tilbage med efter sådan en fest? Var det den slags, hvor man ville ønske, at man var taget hen til naboen, eller en, hvor det var så vanvittigt og anderledes, at det endte med at være ret sjovt?

For mit eget vedkommende har jeg egentlig været ret godt underholdt. Der er ingen fester, som ikke kan tåle en scene eller to. En skør onkel, som bliver fuld til forretten. Og det er lige, hvad The William Blakes er. Den skøre onkel, som godt nok går tidligt under bordet, men som til gengæld har moret sig selv og andre gevaldigt, så længe det varede.

★★★★☆☆

Deltag i debat