Plader

Yuck: s.t.

Skrevet af Anna Møller

Ikke engang i 90’erne var lyden så gennemført 90’er-rocket, som den er på Yucks debutalbum.

Yuck kombinerer kontrolleret og skramlet 90’er-rock a la Smashing Pumpkins i åbneren “Get Away” med en melodi, der sidder fast i hjernebarken. Velplaceret støj, distortion og shoegazer er tilsat i virkelighedstro mængder, og man fristes til at tænke, at de fire amerikanere næsten spiller 90’er-indierock bedre, end 90’er-bandsene gjorde i sin tid.

London-bandet tæller Daniel Blumberg (guitar, vokal), Max Bloom (guitar, vokal), Mariko Doi (bas) og Jonny Rogoff (trommer og afro-indehaver). Og de fire synes at gøre alt, hvad de kan for at ramme samtlige indieaspekter fra 90’erne, hvor der både blev følt store følelser på teenageværelset og headbanget til grunget støj. På sin vis elementer, der aldrig helt har været umoderne, men som Yuck udfører med millimeterpræcision.

Ungdomshjertet, der er så følelsesfuldt og skrøbeligt, kommer til udtryk i numre som “Suck”, “Stutter” og “Sunday”, hvor catchy melodier blandes med velsvungne tekster. Det naive tekstunivers fungerer på The Pains of Being Pure at Heart-måden på “Suck”, men kammer lige vel over for min smag på “Sunday”, hvor Bloom og Blumberg synger: »Cold winter months and I’m thinking of you / how you’re not with me / I used to choreograph the animals in the sea / Do you take the rhythm from me? / Yesterday I had it all.«

Det er alligevel for sart, og med vokalernes overdrevne uskyld og det taktfaste skråstreg jævnt kedelige tempo glider det hurtigt over i en ikke særligt vellykket kliché. Så er et nummer som “Suicide Policeman”, hvor teksten er charmerende og lettere forskruet, milevidt bedre: »If you conjure up a fear / make it loud so I can hear the tambourine / I just want to let you know / I could be your suicide policeman.«

Den akustiske guitar, tamburinen og vokalmelodien er nedtonet og catchy, og det er – i mangel af bedre ord – et virkelig sødt nummer. Og selvom referencerne står i kø, og man lige må tjekke tracklisten en ekstra gang, når den ekstremt Sonic Youth-inspirerede “Operation” overtager med stram og støjende indierock plus forvrænget vokal, så er Yuck meget vellykket.

For at slutte ringen fuldendes værket med den Jesus and Mary Chain-shoegazede rocker “Rubber”, hvor støjen vokser forløsende, og Bloom/Blumberg synger »Should I give in?« som kommentar til den støj, der så længe har været under opbygning.

Der er i mine øjne netop tale om et værk. Ikke med stort V og med tonstung ærefrygt og respekt, men i den opfattelse at albummet skal ses i sin helhed og som sådan er et samlet hele med en – om ikke udvikling – så alligevel begyndelse og slutning. Også på den vis er Yuck bagudskuende og veludført uden dog af den grund at være kliché.

★★★★★☆

Deltag i debat